Cannabismyter

Hash :: Cannabis :: Legalisering :: Myter :: Harm Reduction :: Politik

Tilbage til forsiden


Tilbage til indholdsfortegnelsen

Forfatter: Jesper Kristensen

Copyright: Jesper Kristensen, 2005-2008

Version: 1.4

Tak til:
Dansk Cannabis Forening og alle de hjælpsomme sjæle, som har beriget, kritiseret, skældt ud, hærget, rost og kommenteret
Psychedelia.dk for at holde Harm Reduction fanen højt og stille de oplysninger til rådighed, som ingen andre tør.
Erowid hvis samtaleprægede cannabis-FAQ inspirerede indhold og form for dette dokument
Topskud for tidligere hosting og inspiration
Philip Martin-Dybdahl - en person hvis historie var en inspiration
Ashley - en moderne Anne Frank, og en fortælling om, hvad vi aldrig må blive til
 
...og tak til alle jer, der har skrevet til mig og debatteret overalt på nettet.

INTRO

Amsterdams kanaler sneg sig atter glinsede og klare gennem gaderne, nu ubrudte af formiddagens regn. Ellers havde byen overrasket med dens gæstfrihed og dens spraglede flor af mennesker. Ikke bare var det et civiliseret land, hvor man havde fornøjelsen af at føle sig velkommen, men kan kunne endda blive betjent ved ens bord af høflige tjenere. Overalt var en stemning af tolereret kaos. En slags sydlansk bilisme, men uden bilhornet og de verbale tilråb. Et sted mellem Danmark og Italien. Folk var OK med hinanden. Et andet velkomment indslag var den aromatiske duft af harpiksholdig røg, som ofte blev båret let på den hollandske brise. Ja, ens egne muligheder var helt uvante: tænk at man kunne købe en joint nårsomhelst i de farverige coffee shops, der pyntede gadebilledet. At være i Amsterdam var som at sætte en stor sæk med sten fra sig. Et tungt åg, som man helt havde glemt, at man slæbte rundt på. Man var lettet af friheden.

Men tiden var kommet til at være kulturel. Noget kæresten havde fundet på. Indgangen var i en ellers moderne bygning, men tiden opløste sig kort tid efter, og fortidens forrevne mure og døre dukkede pludselig op inde i maven på den moderne arkitektur. Langsomt men sikkert blev man bragt til en anden tidsalder, noget helst glemt. Verden lukkede sig om os i den dårlige belysning, og vi banede os ydmygt vej gennem de små gange og stoppede jævnligt op for at læse den lille piges dagbogscitater eller se gamle mennesker fortælle om, hvordan Anne og hele familien Frank måtte mure sig selv inde i flere år for at undgå nazisternes forfølgelse.

Mørkt og indelukket. Intet måtte komme ud gennem vinduernes og væggenes forseglinger. End ikke det rindende vand måtte genlyde i rørerne i lejligheden. Blot det mindste lys, der slap ud under vinduets kant, kunne betyde, at de fandt de hemmelige rum, hvor familien boede. De kunne ligeså godt have lukket vi gæster inde i en kiste og kastet jord på. Og så billedet af pigtråden ud mod kanalen, hvor vi alle havde gået for blot en halv time siden, dengang opfyldt af berusende frihed. Langsomt baner Annes Franks tragiske skæbne sig vej mod hjertet, og man ved ikke, om man skal græde eller kaste op. Tænk om ens egen lille pige nogensinde skulle opleve noget lignende, tænk om hun skulle udholde livet i et levende gravkammer i årevis for blot at blive pågrebet og sendt til sin død i en såkaldt "arbejdslejr". Tænk at dø blot få uger før de allieredes befrielse? Men sådan slukkedes Anne Franks lys. Hendes "forbrydelse" var end ikke skadelig. Hun var blot jøde.

Tankerne går mod Danmark, og en masse ting kommer for tæt på. Som jeg stod der i Amsterdam, ville håndjernene klappe i det sekund, hvor jeg overskred dansk luftrum - i bedste fald ville jeg kun få en bøde på flere tusind kroner og i værste fald en plet på min straffeattest. En lille uskyldig joint, købt ærligt og redeligt i et andet land - og en Jødestjerne på straffeattesten i mit eget. Mærket, udstødt, udstillet og hånet. Karrieren frosset ned i et koldt helvede i 5 år. "Må jeg se din straffeattest, Hr.? Jamen så farvel. Du behøver ikke ringe til os." Hjælp er ikke, hvad det har været.!

Tankerne går også til de uskyldige, som rundt omkring i Danmark har små skjulte rum, hvor intet lys undslipper den omhyggelige forsegling, og hvor selv luften bliver renset for duftpartikler, der kunne afsløre deres tilstedeværelse. Deres "forbrydelse"? Såmænd ikke værre end Anne Franks. Blot dyrker de planten Cannabis Sativa, som verdens regeringer forsøger at udslette ethvert genetisk spor af på vores planet. En ellers smuk og nyttig plante, givet os af Moder Jord.

Velkommen til den frie verden, og velkommen til dette dokument om hash, hamp og cannabis!

Hvad er dette dokument?

Dette dokument gør op med den generelt meget ringe debat om hashen i Danmark. Der er meget galt med debatten om rusmidlet hash, og der findes forsvindende lidt på dansk, som går i dybden med emnet. Formålet med dette dokument er at belyse emnet hash fra en masse forskellige synsvinkler og give læseren informationer, som ingen virker specielt ivrige efter at dele med andre. Her kan du læse både for og imod. Læs dokumentet fra ende til anden, spring i det efter eget ønske, print det ud, læs det på din skærm, tro det eller lad være. Uanset hvad du gør, så tænk selv!

Min personlige holdning er, at forbuddet mod cannabis er et af de mest himmelråbende, ubeskrivelige manifestationer af dogmatisk ufornuft. Intet andet fortjener i den grad etiketten "Dansk Sharia": forbuddet mod cannabis er en problematisk indførelse af et moralsk tabu i den sekulære stats lovgivning. Jeg får den samme knude i maven, når forbudsfløjen taler, som når jeg hører kreationister forsøge at forbyde evolutionsteori i skolen, eller når jeg hører dybt religiøse mennesker agitere for mordet på bøsser og lesbiske. Fordi de tror.

Er du skeptisk? Jamen skepsis er godt! Og følg endelig de mange links til langt mere velrennomerede kilder end jeg selv.

Indholdet er balanceret efter bedste evne med både positive og negative sider ved cannabis. Der er altså ingen blind falden-på-halen, som man ofte ser fra useriøse hashevangelister. Cannabismyter er ikke bare et udelt postivt modstykke til den velkendte propaganda.

Et formål er naturligvis at omvende skeptikerne, men ligeså meget at give tilhængerne en mulighed for at deltage forberedt og nuanceret i debatten. Nu er informationerne ude - så brug dem og gør en forskel i vores politiske landskab!

Dette dokument er skrevet så teknisk, som det har været nødvendigt. Nogen vil måske finde det for teknisk og for detaljeret. Når der alligevel er holdt fast i denne stil, så er det fordi der allerede er alt for meget overfladisk materiale derude. Håbet er, at du som læser vil huske dette dokument og vende tilbage til det, når du læser et eller andet i massemedierne, som du vil have en ordentlig forklaring på.

Dokumentet er formelt copyrighted af Jesper "Malkavian" Kristensen, men det er tilladt at printe og dele dokumentet frit med enhver, i elektronisk som papirmæssig form, blot dokumentet bliver gengivet 100% som det fremstår i originalen. Dokumentet må ikke gengives i ændret form, men man er velkommen til at bruge dele af indholdet frit i enhver debat. Blot skal der være klar kildeangivelse. Hvis du udskriver dokumentet til andre i større stil, så vær sød kun at dække dine omkostninger ved det - eller del profitten med mig.

Hvem står bag dette dokument?

Jeg er en almindelig dansk borger, der kommer i helt almindelige kredse. Jeg passer min familie, jobbet og betaler en masse skat. Såmænd er meget borgerligt liv. Jeg lægger i det hele taget ikke nogen til last. Jeg er ikke involveret i kriminalitet af nogen art - fraregnet de gange jeg har stået med en joint i hånden. Jeg bryder mig ikke specielt meget om det betændte miljø omkring den ulovlige hashhandel.

Jeg er i fast arbejde og er uddannet Cand.Merc. på Handelshøjskolen i Århus. Ret beset er jeg lidt en bogorm og har intellektuelt beskæftiget mig med et utal af interessante emner. Basal videnskabsteori og forståelse af, hvordan vi tænker og tilegner os viden som mennesker, har altid stået mit hjerte nær. For mig er det vigtigere at lære, hvordan man tænker, ikke hvad man skal tænke.

I sine unge dage prøvede jeg hash ligesom mange af mine venner, men generelt var jeg ikke imødekommende overfor stoffet og forstod det ikke helt. Så jeg blev egentlig mest svimmel oveni branderten og forstod aldrig den fine og åndelige rus, som hashen kan give. I en lang årrække afskrev jeg hashen som et brugbart rusmiddel og fandt faktisk først glæden ved hashen efter de 30.

Jeg ryger cannabis engang imellem, men nyder også gerne godt øl, vin og skotsk Single Malt. Hvis det var lovligt, ville jeg hellere ryge en ekstra joint til festerne (de få jeg kommer til) og drikke vand og en del mindre alkohol. Leveren siger "ryg mere, drik mindre!". Ellers er jeg til dagligt ikke-ryger, og faktisk lidt en cannabis-svagryger uden nogen nævneværdig tolerans for THC. Lungerne mener, at de nok holder til denne begrænsede mængde røg.

Som idealist er det mine idealer om frihed og individets rettigheder, der farver dette dokument mest. Demokratiets eneste eksistensberettigelse er, at det tjener befolkningen, og det er et ideal jeg holder højt uanset hvad. Demokratiet må ikke tjene flertallets undertrykkelse af minoriteter, og demokratiet skal ikke være en platform, der tjener fåtallets berigelse på bekostning af flertallet. Friheden er stort set det eneste sted, hvor jeg bliver lidt skinger i tonen. I hvert fald når den er truet. Og så synes jeg, at vi skal behandle hinanden anstændigt.

Disclaimer

Dette dokument er ikke en opfordring til at begå ulovligheder, specielt ikke af den type, der går ud over samfundet og gør vores land til et dårligt sted at være. Loven skal naturligvis som udgangspunkt overholdes, og der er ingen der bryder sig om narkokriminalitet eller støtte til internationale smuglerringe. Lad være med at begå kriminalitet, støt ikke pusherne og lad være med at spraye "Fri hash" på den nærmeste husmur, også selv om det er korrekt, at hashen burde være fri.

Den eneste civile ulydighed, der er rimelig, er at folk selv dyrker deres planter. Det er meget bedre end at støtte pushere, rockertyper, invandrerbander og internationale forbrydere. Det er også moralsk i orden, hvis ikke bydende nødvendigt, at dyrke cannabis, hvis du f.eks. har kræft- eller AIDS-syge mennesker i familien, som du vil give muligheden for at få den bedste medicin mod kvalme og opkast. Uanset lovgivningen bør man altid lindre sine kæres smerter, afhjælpe et truende og uværdigt liv med sygdom og i det hele taget slå et slag for livet og lykken. Det bedste lægevidenskaben kunne gøre for det seneste medlem af min familie, der døde af kræft, var at give hende proteindrik, som hun alligevel ikke havde appetit til at indtage.

Så ja, loven skal følges, men loven sætter vi mennesker i et dilemma mellem samfundets love og vores menneskelige forpligtelser.

Dette dokument er heller ikke en blåstempling af hashmisbrug. Hvis hash giver dig flere problemer end fordele, så søg hjælp til at holde op, og brug så din ædruelighed til at få styr på dit liv igen. Kontakt kommunen: du har ret til at komme igang med et behandlingsforløb i løbet af 14 dage, så brug da denne strålende mulighed for at gøre livet bedre.

Udtalelserne i dette dokument står for egen regning og repræsenterer ikke nogen forening, organisation eller politisk parti.

Endelig er alle videnskabelige kendsgerninger gengivet så korrekt som muligt. Men der gives ingen garantier, og dette er ikke et akademisk dokument. Læs selv kilderne, søg selv information, vurdér den information du finder!

Alle mennesker er i besiddelse af fællestræk, men ligeså mange forskelligheder. Hash virker forskelligt på forskellige mennesker i forskellige situationer - uanset om man kan påpege statistiske regelmæssigheder på et overordnet niveau. Pas på dig selv. Tænk selv. For dig selv!

Revisionshistorie

BASISINFORMATION

Kan du ikke kort ridse essensen i dette afsnit op?

Hash er et rusmiddel, der ligesom mange andre ting i verden kan bruges både til godt og ondt, men med en række simple forholdsregler, er det et relativt sikkert rusmiddel. Altså relativt i forhold til alkohol, tobak, kokain og heroin samt anden adfærd med risici forbundet (skiture, bjergbestigning, osv.). Og ja, hash kan misbruges - men det kan cola og chips også uden at den slags er ulovligt. Nok så vigtigt rummer hash en masser glæder og positive anvendelser. De positive anvendelser er mange. Ikke blot kan hash bruges som et nydelsesmiddel og et åndeligt værktøj, men planten finder også anvendelse som medicin, plantefibre til tøj, reb, sejldug, papir, højtalermembraner og meget andet.

Beruselse er en underlig ting, men stort set alle folkeslag beruser sig med stor fornøjelse. Det ligger i vores menneskelige natur, at vi vil ændre på vores sindstilstand. At beruse sig er - fristes man til at sige - en menneskeret og meget naturligt. Alle gør det: også afholdsmennesker søger kontrasterne i deres åndelige landskab, og de har også ting, der giver dem et kick.

Hash bruges som alkohol til at beruse sig med. Dog virker hash på en række områder anderledes end alkohol, og de to stoffers virkninger er ligeså forskellige som de er ens. Hash nydes bedst uden at blande det med store mængder alkohol.

Hvad er hash og cannabis?

Hash er rent teknisk et harpiksprodukt fra planten Cannabis. Harpiksen skrabes traditionelt ved håndkraft af plantens blomster og blade og rulles sammen, i nyere tid tørres planten og man bruger en fin si til at separere harpiks og plantematerialet. Det endelige produkt indeholder harpiks og nogle plantedele. I dette dokument bliver hash, cannabis, marijuana og pot brugt i flæng, når vi taler om euforiserende/medicinske cannabisprodukter. I Danmark er ordet "hash" også mest populært og bruges ofte om alle typer euforiserende cannabisprodukter. At cannabisproduktet hash er blevet så populært skyldes utvivlsomt, at det er det letteste produkt smugle, og at det traditionelt har været et finere produkt end blot plantens topskud.

Planten Cannabis findes i to hovedformer: Cannabis Sativa og Cannabis Indica. Planterne ser forskellige ud, og sammensætningen af psykoaktive stoffer, cannabinoider, adskiller sig også. Typisk giver Sativa en mere energisk rus, mens Indica giver en "stenet" (beroligende) rus. Nogle regner også Cannabis Ruderalis (den russiske ukultiverede hamp) for en tredje art.

Det traditionelle danske ord for Cannabis er hamp. Hampplanten leverer ud over euforiserende topskud (blomster) også reb, tøj, sejldug, papir, olie, fuglefrø osv. Ordet kanvas (lærred) er en anden udtale af det oprindlige ord cannabis.

Det aktive, euforiserende stof i cannabis hedder THC, eller TetraHydroCannabinol. Det mest aktive stof hedder delta-9-THC.

Planten cannabis kan også ryges som pot (også kendt som marijuana, græs, ganja, galar, Mary Jane, sjov tobak, fy-tobak, tjald, skunk, shit, dope og weed). Pot er de gerne ubefrugtede hunblomster ("flower power"). Marijuana er meget populært i USA og bruges oftere end hash.

Nogle typer af cannabis kaldes for "skunk". Ordet skunk er ligesom pot et slangudtryk og ikke en botanisk betegnelse. Skunk er typisk rene Indica planter eller krydsninger mellem Sativa og Indica. Skunk har næsten altid mere af det aktive stof THC. Skunk er ikke en sort, men bare en betegnelse for disse lidt stærkere, duftende cannabistyper. Moderne skunksorter er blevet forædlet gennem helt almindelige botaniske teknikker, men selv om de har et højere THC-indhold, så er de ikke kvalitativt anderledes. Skunk er for pot, hvad belgisk øl er for pilsnere. Skunk lugter kraftigt (men dejligt) fra blomsterne, deraf navnet "stinkdyr".

Se også ordbogen sidst i dokumentet, hvis enkelte begreber ønskes forklaret.

Er cannabis ikke ulovligt?

Jo, det er ulovligt at sælge, købe, ryge, besidde og dyrke. Og ja, det er heller ikke lovligt at besidde "hash til eget forbrug". I 2005 er loven strammet op, og selv bagatelagtige besiddelser kan retsforfølges og resulterer i bøder på flere tusind kroner. Selv pollen er ulovligt at besidde eller udveksle, og det gælder også stiklinger. I 2007 blev minimumsbøden for enhver cannabisbesiddelse fastsat til 2000 kroner (og 2. og 3. gang man pågribes er bøderne hhv. 3000 og 4000 kroner)..

Det er lovligt at sælge, købe, importere, udveksle og besidde frø. Dette er også stadfæstet af retten i Danmark jfr. sagen mod Zenseeds.

Holland og Canada har en markant lempet politik overfor besiddelse og dyrkning af cannabis, men det er ikke formelt lovligt - kun afkriminaliseret. Dvs. man vælger at se gennem fingre med mindre forseelser, fordi man mener, at politiet og domstolene kan bruge deres tid bedre på alvorlige forbrydelser, og fordi man mener at det ikke nytter at uddele bøder og fængsel til brugerne.

I Danmark varierer den politiske støtte til cannabis. Se afsnittet om politisk overbevisning.

Hvordan er en hashrus?

Det er et svært spørgsmål at besvare, og det kan besvares lige godt poetisk som videnskabeligt. Videnskabeligt set virker rusen sløvende, svækker korttidshukommelsen og kan give en let hallucinerende virkning. Det afhænger også af cannabisproduktet: nogle typer giver festlig energi mens andre giver en stenet fornemmelse, hvor sofaen springer på ryggen af én. Alt efter type og forhold kan rusen sidde mest i hovedet eller i kroppen, eller en blanding deraf.

Hash giver ikke ved normalt brug samme tømmermænd som f.eks. alkohol, men der er ofte en beroligende effekt, som holder sig et stykke tid efter at selve rusen har lagt sig.

Hashrusen er kvalitativt anderledes end en alkoholrus. Hvis du ryger for første gang så tag det helt roligt og bliv ikke bange, når det pludselig giver en anderledes følelse end alkohol.

Dårlige oplevelser med f.eks. ekstrem træthed/svimmelhed kommer ofte af, at man blander hashrusen med en alkoholrus. Mange erfarne hashbrugere drikker moderat eller holder sig langt fra alkohol, når de ryger. Nogle får også kvalme og endog opkast, men det skyldes ofte nikotinen fra tobakken (cannabis dæmper alt andet lige kvalme).

Indtaget i korrekte (milde) doser virker hash beroligende, giver en følelse af velvære og behagelig snurren i kroppen, associationerne flyder mere frit og ukritisk, og "grineflip" og lalleglad adfærd (eufori) kan forekomme. Ofte fortoner paniktanker om i morgen, næste uge og næste måned sig. Der er dog også eksempler på, at dårligt humør bliver forstærket af hashen (især angst, usikkerhed og lignende). Oftest vil hash dog berolige og lette angst og bekymringer.

En hashryger med den store skævert på, vil typisk have en komplet smadret korttidshukommelse. Når rusen er på sit højeste kan samtale være næsten umulig, da ingen kan fokusere mere end få sekunder ud i fremtiden. Det kan være voldsomt sjovt hos en flok rygere, men andre ædru personer synes tit at hashrygerne virker voldsomt dumme at høre på mens rusen er på sit højeste.

På den anden side set - der hvor følelserne spiller ind - giver hashen en utrolig behagelig følelse i kroppen, og det er ikke uden grund at den binder sig til anandamid-receptorerne i hjernen. Ananda er sanskrit og betyder "lykke" eller "lyksalighed". Og hashen kan helt bestemt give en følelse af lykke, tilfredshed og total afslapning.

Tabet af korttidshukommelsen føles subjektivt, som om tiden er gået i stå. Selv korte øjeblikke kan føles som evigheder, og man føler sig tabt, svævende og glemt i tidens strøm. Ti minutter kan virke som en halv time, eller mere eller mindre. Manglen på tidsfornemmelse afhænger meget af styrken af rusen. Dette aspekt af rusen adskiller sig markant fra de oplevelser man har på alkohol. Om dette er godt eller skidt er ligeledes subjektivt. Hvis man skal nå noget og er sådan lidt hyper og med gang i den, er det ikke nødvendigvis det fedeste. Kommer man derimod rusen i møde og giver sig tid og lader rusen indtrykke sig, kan det være dejligt, inspirerende og meditativt.

For mange kan hashrusen give oplevelser af åndelig og religiøs karakter. Korttidshukommelsen er en vigtig komponent i den konstante rekonstruktion af det, vi kalder vores "bevidsthed". Korttidshukommelsen skaber kontinuitet, sammenhæng og retning, den leverer punkterne, som vi kan trække stregerne efter. Når korttidshukommelsen bliver baldret som forruden på en bil med sikkerhedsglas, påvirker det nogle fundamentale ting i det mentale landskab. Dette er meget anderledes, end det en alkoholrus giver. Med alkohol kommer typisk øget aggresivitet og risikobetonet adfærd - man smider hæmninger og får samtidig en lettere overdrevet vurdering af ens fortræffelighed.

Med hash kan der være en følelse af tab af ens identitet (især ved høje doser), men samtidig kan det give en følelse af at være totalt opslugt i nuet (for man har ikke korttidshukommelse til at huske hverken frem eller tilbage). Under rusen er det som om sindet sænker sin ironiske distance og simpelthen lader verdens indtryk gå direkte ind i hjertet. Det kan give meget smukke sanselige oplevelser. En kvinde kan virke smuk som en engel, perfekt til mindste detalje, ens yndlingsmusik åbner sig med overvældende detaljerigdom, duft og berøring kan virke som ild, og mad kan smage opslugende symfonisk i forhold til den mere enstrengede, normale opfattelse. Men uden barrierer er man også mere sårbar. Derfor betyder omstændighederne mere for oplevelsen af rusen end ved f.eks. alkohol. Det er ikke givet, at denne type rus er lige god for alle og enhver.

Hvor lang tid varer en hashrus

Hvis man har røget kontrollabelt, dvs. typisk på joint og bare indtil man begynder at mærke rusen, så topper rusen i løbet af ca. 1 time, hvorefter der i anden time kan mærkes en tydelig opklaring. I 3. og 4. time vil man typisk være rimelig klar i hovedet igen. Efter 4-6 timer anses rusen generelt for værende overstået helt. Man kan dog være bagskæv (have en art hash-tømmermænd, som virker afslappende).

Har man røget meget aggressivt, eller har man røget superstærke joints (troldmænd) eller måske store bonghoveder, kan rusen vare længere. Kroppen har simpelthen mere hash at skulle omsætte.

Har man spist hash kan rusen vare endog meget lang tid ved høj intensitet (mange indtager typisk for meget, fordi de er utålmodige).

Sikker på at hash ikke bare er en slags stærk alkoholrus?

Der er bestemt ligheder mellem alkohol- og THC-rusen, men der er også vigtige forskelle. Med hash kan man meget hurtigt få noget, der til forveksling ligner en 10-15 øls brandert, men der stopper lighederne også. Nybegyndere kan meget nemt få skuffet deres forventninger, hvis de tror at en hashrus blot er som "mange øl" - og det kan være angstprovokerende. Grundet propagandaen er mange alligevel skeptiske overfor hashen, og det kan indvirke på oplevelsen. Desuden gør den mistede tidsfornemmelse, at man kan få den følelse, at rusen aldrig holder op, og det er igen angstprovokerende for begyndere. Til den positive side er, at THC rusen føles rigtig dejlig, hvis man tillader sig selv at komme den i møde, og den fysiske fornemmelse i kroppen kan være meget sanselig. Ved en nogenlunde kontrolleret indtagelse vil rusen have nået sit højeste og begynder at klinge ud efter godt en time. Her kan det være dejligt bare at sidde i "eftergløden" på ens stener. Man er ikke ædru efter en time, men blot har rusen toppet.

Den mest markante forskel er den euforiserende og lette psykedeliske virkning, som hashen har. I nogle sjældnere tilfælde kan hallucinationerne være endog stærke, f.eks. er der rapporter om at folk har oplevet ud-af-kroppen-oplevelser. Dette sker næsten aldrig ved alkohol (delirium tremens er ikke en normal hændelse).

Alkohol giver også en række andre virkninger, som hashen ikke rigtig har modstykker til. Alkohol virker dehydrerende, men selv om hash kan give tør mund, så er stoffet ikke dehydrerende. Alkohol kan afgjort bevirke et fald i blodsukkeret (hvilket kan gøre folk pirrelige), men selv om cannabis kan give trang til sukker, så ved man videnskabeligt, at dette ikke skyldes ændringer i blodsukkerbalancen. Alkoholen har en tendens til at fremme risikobetonet adfærd, øge aggresiviteten og selvtilliden hos mange, men dette er generelt ikke tilfældet ved hashen. Alkoholens forgiftende virkning er heller ikke at finde i hashrusen, og det betyder at hash ikke giver de ubehagelige tømmermænd med hovedpine, mavepine, koldsved og i værre tilfælde opkast, diarre og direkte sygdomslignende tilstande.

En anden forskel mellem alkohol og cannabis er, at man meget hurtigere kan opnå en kraftig rus med hash. Skal man trække en sammenligning, kan man med hash nemt opnå en "10 bajers rus" på 10-15 minutter. Til gengæld aftager rusen typisk hurtigere end ved alkohol, så selv om man har røget sig ret godt ned vil man typisk være godt på vej igen efter blot 1-2 timer. Ikke ædru og køreklar, men blot med mærkbar opklaring.

Hvorfor beruser man sig egentlig?

Det er i grunden et godt spørgsmål - selv om mange kun sjældent stiller sig selv spørgsmålet. Hvis vi ser bort fra misbrugerne, så er det helt generelle svar nok, at mennesket pr. definition går rigtig meget op i "ændring af bevidstheden og kropslige tilstande". Dette menes i både det store og i det små. Forelskelse er det måske mest besungne emne i hele menneskehedens historie, og for mange er det den ultimative følelse og målet for stort set hele deres eksistens. Der er milliardindustrier bygget op over denne ene naturlige rus hos mennesket. I mindre målestok er der de sportslige begivenheder, der er ritualer med henblik på den løsslupne sejrsrus efter mesterskabet. Som i kærlighed indebærer sport også risikoen for tab og ulykke, og som gøremål er begge dele årsag til nogen af menneskets nobleste udtryk - såvel som vold, mord og andre nedrige handlinger.

Sex er om noget det trip, som flest mennesker kender til. Det er den målrettede opbygning af ydre og indre stimulans, der efter en lang og intens indsats belønnes med en eksplosiv kaskade af biokemiske signaler i centralnervesystemet.

Der er masser af mennesker, der jager det ene adrenalinsus efter det andet. Folk med børn ved også udmærket, at de små poder jager rundt og elsker fare, overraskelse og halsbrækkende akrobatik. Inden for vin, spiritus og mad går der også en konstant jagt på de ultimative, berusende oplevelser af smag, duft, udseende og tekstur. Helt nede på jorden er almindelig indtagelse af mad og drikke forsøg på at ændre ubehagelige kropslige tilstande (som dehydrering, lavt blodsukker, energi- og næringsmangel).

Nogle drikker sig mod til, andre ryger hash for at falde ned, slappe af og opleve den eufori, der ofte ledsager rusen. Rygere bruger nikotin for både at peppe centralnervesystemet op og samtidig opleve den beroligende virkning af nikotinen. Selv B.S. Christiansen holder stædigt fast i sin morgenkaffe. Koffeinen er det stof, der gør at et dejligt glas koldt postevand aldrig kommer op på siden af morgenkaffen. Rusmidler kan bruges for sjov eller for at få en bestemt virkning.

Et liv med følelsesmæssig øllebrød er ubærligt, og vi mennesker blomstrer op pga. kontrasterne. Vi lever for de sporadiske belønninger, som giver livets opture. Vores ører hænger ved den bemærkelsesværdige historie, for i afvigelsen fra det normale findes det interessante. Rusmidler kan give interessante kontraster og bidrage med perspektiv og inspiration. Misbrugere under konstant beruselse lever blot i en anden suppedas af ensartede følelser (men for dem er det ofte at foretrække frem for deres normale livs dybe eksistentielle smerte).

Er der bivirkninger ved hash?

Ja, det er der. De bedst dokumenterede effekter af cannabisindtagelse er øget puls, røde øjne, tørst og trang til sukker samt luftvejsproblemer. Tørsten opleves som meget tør mund og det kaldes sommetider "cotton mouth" (bomuldsmund). Rygningen er i sig selv farligt og måske det farligste ved hashen (se afsnittet Rygning). Lægemiddelstyrelsen har også en produktinformation for det medicinske cannabisprodukt Marinol der er rent THC i pilleform.

De psykologiske virkninger er, at hash smadrer korttidshukommelsen. Dette svækker indlæringsevnen markant under rusen og kan gøre det svært at fokusere på opgaver. Det er derfor uklogt at ryge hash, hvis man samtidig forsøger at lære noget nyt. Især er det en dårlig ide at ryge en "morgenfed" lige inden skolegang eller arbejde. Hash svækker også ens motorik og reaktionsevne. Svækkelsen af motorikken og reaktionsevnen siger også, at man ikke bør køre bil eller operere farligt maskineri.

Hash er sløvende og det siger sig selv, at hvis man tilbringe hovedparten af dagen i en sløvet tilstand, så er det ikke fremmende for indlæring og ens intellektuelle udvikling. Men sløvende er også et andet ord for afslappende, afstressende og beroligende.

Hash kan - som så mange andre ting - blive fokus for psykologisk afhængighed (se fodnoter), og dette er hashen primære afhængighedsmekanisme. Såvel som folk kan blive afhængige af enarmede tyveknægte, computerspil og andre sportsgrene for "adrenalinjunkies", er der også mennesker, som bliver psykologisk afhængige af hash. Hash er et rusmiddel og kan som alkohol give en flugt fra virkeligheden. Selv om afhængigheden "kun" er psykologisk kan det stadig være en alvorlig sag, men det har mindre med selve stoffet at gøre, og meget mere med misbrugerens tilstand at gøre.

Ved længerevarende dagligt forbrug, især det tunge forbrug, hvor der ryges fra morgen til aften, opbygger hjernen tolerans (resistens) mod THC'en. Dette vil ved brat rygestop give en række abstinenssymptomer: irritabilitet, søvnbesvær, tankemylder, svedeture - altså mange af de samme som man oplever ved alkohol, sovemedicin og morfin. Dog er forekommer hash-abstinenser med en væsentlig mindre styrke!). Abstinenser indtræder 24 timer efter rygestop og varer 10 dage (hvor der er flest abstinenssymptomer), måske længere hvis misbruget har været meget alvorligt. Se bl.a. Peter Ege: Enkelt er det jo ikke, STOF nr. 7, sommer 2006, Center for Rusmiddelforskning.

Tolerans er problematisk, da det øger behovet for at indtage større og større mængder hash for at blive beruset, og det øger selve rygningens skadevirkninger. Det er også stigende økonomisk belastende at være THC tolerant. Endelig kan kraftig tolerans forstærke afhængigheden, da kroppen ikke kan regulere sig selv ved hjælp af egne endogene anandamid signalstoffer (hjernes egen THC).

Hash kan ved overdosering give ubehag, træthed, svimmelhed, opkast og virke angstfremkaldende. Hash er dog ikke livsfarligt ved overdosering.

Særligt udsatte personer med sociale og psykiske problemer, kan sommetider opleve at en hashrus udløser angst, paranoia og depressive følelser. Nogle mennesker oplever disse negative effekter næsten uden undtagelse. Dette gælder også unge, som er fra familier som historisk har været plaget af psykisk syge. Om man er udsat er dog ikke altid lige indlysende, og mange unge aner slet ikke, om de er i den "udsatte gruppe". Dette er en opfordring til at udvise agtpågivenhed, også selv om problemerne kun forekommer sjældent - især hvis man er i sine tidlige teenageår. Normalt fortager et "dårligt trip" sig dog ret hurtigt. Typisk bliver en person stabil allerede når rusen lægger sig efter blot få timer. I enkelte tilfælde kan oplevelserne dog være så stærke, især ved skrøbelige mennesker, at det tager længere tid at komme sig over, også efter at rusen har lagt sig. Enkelte dårlige trip anses generelt for at være ufarlige på længere sigt, men der er desværre eksempler på, at allerede skrøbelige individer fortsat vælger at indtage hash - også efter et eller flere "dårlige trips". Det kan ikke understreges nok, at dette er uansvarligt.

Kombinationen af store mængder alkohol og hash kan sommetider resultere i de samme paranoide oplevelser som beskrevet ovenfor.

En hash (bi)virkning er naturligvis, at man kan blive beruset. Dermed løber man den samme risiko, som alle mulig andre berusede mennesker: uansvarlig bilisme, gå ud foran busser, falde ned af trapper, køre galt på cykel, blive overfaldet af røvere, komme galt afsted ved farlige maskiner, lægge sig til at sove i snedriver, osv.

Rusmidlernes Biologi af Henrik Rindom er en udmærket online-bog om alle mulige rusmidler, hvor der er mulighed for at sammenligne diverse stoffer (inklusiv alkohol).

Er hash farligt eller ikke? Giv nu et klart svar!

Dettte spørgsmål vil blive udforsket set fra en generel brugervinkel (se det politiske svar nedenfor).

Det korte svar er: Ja! Hash er naturligvis farligt - eller måske er "risikabelt" et bedre ord? Brugeren gør klogt i at kende den konkrete risikopriofil: hvor farlig er hashen og hvordan er den farlig.

Fra et brugersynspunkt er dette dog for overfladisk til at være af nogen nytte. Man må grave dybere for at få nyttig viden.

Man får nemt den følelse, at der eksisterer to lejre, hvor den ene mener, at hash er forfærdeligt farligt. På den anden side er der bonghovederne, som synes at hash er totalt godt og totalt ufarligt. Begge har hovedet i sandet på hver deres måde. Sandheden er, at cannabis er som et tveægget sværd. Som ved alle nyttige - men skarpe - instrumenter, skal cannabis håndteres med respekt.

Et af de mest frugtbare ting, man kan gøre i hashdebatten, er at sætte sig ud over den middelalderlige opdeling af ting i "godt" og "ondt" og i stedet forsøge at forstå cannabissen og al dens væsen i helhed. At nævne middelalderen er specielt relevant i tilfældet cannabis, for det var netop en religiøs dualisme mellem "det gode og det onde", der gjorde, at man forfulgte Europas kloge koner og kaldte dem hekse. Ligesom i tilfældet med cannabis kendte de kloge koner til naturens farmaceutiske planter, og de havde en viden, som på én gang kunne helbrede men også skade. Den form for dobbelthed skaber et interessant spændingsfelt af potentiale, men det kræver en åben indstilling, hvis man ikke skal ende i den samme unuancerede snak om "godt" og "ondt" og "sikkert" og "usikkert".

Cannabis har samme dobbelthed og kan gøre gavn, redde liv, sprede glæde, lykke, forbedre sexlivet, hjælpe følelseslivet og være en kilde til inspiration, men cannabis kan også misbruges og give angst, paranoia, stå i vejen for individets sande mål i livet, kvæle intellektet og ødelægge forholdet til andre mennesker. Dette potentiale er udtryk for styrke og mulighed, og alle vigtige ting i vi menneskers liv har denne dobbelte rolle. Al medicin er både helbredende og dræbende, ja selv kærligheden - denne mest besungne essens i menneskelivet - har denne dobbelthed med fuld styrke.

Nu svarer du altså, eller også ... : er hash ikke så farligt, det burde forbydes?

Dette er et rent politisk spørgsmål, og svaret er, at det er fuldstændig ligegyldigt om hash er farligt eller ufarligt! Altså hvad angår det politiske spørgsmål (se foregående afsnit fra en brugersynsvinkel)..

Dette er naturligvis noget en påstand, for hviler forbuddets legitimitet ikke på, at hashen er "særligt farlig" af natur? Jo, det er den officielle forklaring, men det er fordi det officielle Danmark er holdt op med at stille de rigtige spørgsmål. I dag er det en skjult antagelse, at forbudspolitikken er den eneste løsning på problemerne med hash. Når den antagelse først er på plads, hælder man en tynd fernis af "hashens farer" ned over spørgsmålet og påstår at dette er det afgørende - reelt er man ligeglad med hvor farligt hashen er, eller hvordan den er farlig, for man har alligevel kun samme endimensionelle kriminalisering som løsning på problemet. Det passer også meget godt med, at de fleste forbudstilhængere er tilfredse, når de har demonstreret blot den mindske skadevirkning af et stof. Når en hvilken som helst skadevirkning er demonstreret, så stopper enhver analyse og man skrider til forbud.

Det rigtige spørgsmål er: givet et problematisk emne som hash, hvad er da den bedste politik for at mindske skaderne mest muligt?

Starter man ved dette vigtige spørgsmål står det klart, at fareargumentet er uden relevans. Alt har en risikoprofil og ved hash er den såmænd ganske kendt, men at noget er farligt betyder ikke, at et forbud med høje straffe bedst løser problemet.

Teorien - eller strengt taget hypotesen - om at et kriminaliserende forbud effektivt forhindrer skader og brug af stoffer må anses for at være falsificeret. Der er ingen undersøgelser, der viser at udbredelsen af hash i et land hænger positivt sammen med styrken af kriminalisering (se An Analysis of UK Drug Policy, side 81).

Målt på skaderne betyder nultolerance og eskalerende straffe heller ikke noge positivtt. Udbredelsen af hash samt skaderne fra hash er altså fuldstændig uafhængig af det strafmæssige niveau. Der findes altså lande med:

Altså varierer strafniveauet og udbredelsen af hashen, men de varierer ikke sammen på hverken en positiv eller negativ måde. Det er helt tilfældigt. I det omfang at kriminalisering har en effekt må den være lav, ens for alle lande og realiseret ved minimumstraffe, og denne lille effekt drukner effektivt i de andre faktiske forhold, der bestemmer udbredelsen af hashen.

Samtidig viser erfaringerne, at et forbud i høj grad øger de skader, som et forbrug af stoffer indebærer.

Én ting er at man eksempelvis kan blive "offer" for nogle få subtile kognitive minusser ved et tungt brug af hash, men over en bred kam er en bøde på flere tusind kroner og måske endda fængsel (og pletter på straffeattesten) for en pænt beplantet baghave langt værre for ens liv end den skade som hashen ville have gjort i sig selv. Hash er nok skadeligt, men det er nu engang mange gange værre for hjernen, når et parti hash med blypulver kommer i omløb. Og det skyldes jo at man har ladet det sorte markeds kriminelle stå for kvalitetskontrollen af det efterspurgte produkt. Mange kender heller ikke faldgruberne ved et eskalerende forbrug af hash, da informationerne fra det officielle Danmark er i en meget dårlig forfatning. Havde hash haft evnen til at dræbe ved overdosis ville forbuddet næsten med sikkerhed have resulteret i en række unødvendige dødsfald. Sverige, som ellers roses meget af FN for deres narkotikapolitik, har oplevet en fordobling i antallet af narkotikadødsfald siden 1190 - og de fører ellers "den rigtige politik".

Men lad os kigge mere på selve konceptet "farlig".

Alt er i princippet farligt (selv om jeg foretrækker ordet "risikabelt"), men farlighed er ikke tilstrækkeligt for at afgøre, om samfundet bør forbyde eller tillade en bestemt ting. Sætter man tingene i perspektiv træder absurditeten i dette klarere frem. Faktum er, at hvis fare alene var tilstrækkelige at bygge sin politik på, så ville 90% af den menneskelige eksistens være forbudt ved lov.

En stående joke er efterhånden at "alkohol ville blive forbudt, hvis det blev opfundet i dag". Dette signalerer om noget, at beslutningsprocessen bag forbuddet af stoffer er baseret på alt andet end rationelle overvejelser. Den politiske maskine, man har lavet mellem Sundhedsstyrelsen, sundhedsministeren og justitsministeren har kun ét formål: at gøre et hvilket som helst stof forbudt, når politikerne vælger at sende det gennem deres politiske "professor Balthazar maskine". Indsendte man alkohol under et andet navn og beskrev dens hjerne- og organskader, hvordan den gør folk motorisk hæmmede, øger volden i samfundet, skaber afhængighed og leder til utallige lidelser, psykoser og dødsfald, så ville alkoholen også blive forbudt.

Så hvorfor denne forskel mellem alkohol og cannabis? Svaret er i bund og grund, at et flertal kender, bruger og kan lide alkohol, mens de ikke har et positivt førsthåndskendskab til cannabis. Det øjeblik man sætter ulemperne ved cannabis i forhold til tobak eller alkohol, står det lysende klart, at forbuddet ikke skal findes i hashens "særligt farlige karakter". Et andet indicium er, at den videnskabelige litteratur er fyldt af artikler, der beskriver de mange medicinske anvendelser af cannabis - ja der er endog produkterne Marinol og Sativex, der direkte er baseret på delte-9-THC. Alligevel opretholder politikerne stædigt en klassificering af hash på Liste 1, altså som et stof, der er særligt farlig, voldsomt vanedannende og som ingen medicinsk anvendelse har. Manglen på logik er så himmelråbende, at man burde anklage landets politikere for kriminel forsømmelse af deres pligter.

Reelt er disse betragtning ikke bevis for andet, end at man udviser en helt usandsynlig dobbeltmoral hos politikerne. Som tilhænger må man stædigt påpege dette forhold og kræve af politikerne, at de anvender de samme krav overfor både tobak, alkohol og andre stoffer. Det er useriøst og diskriminerende at sætte to sæt af regler op. Sagen er jo den, at politikerne ikke engang selv tror på, at farerne er tilstrækkelige for at forbyde noget, for ellers havde jo forbudt alkoholen hurtigst muligt. Husk at man faktisk allerede har prøvet et forbud mod alkohol i USA, og at man legaliserede alkoholen, da det viste sig at forbuddet var mange gange værre end alkoholen i sig selv og at forbuddet tydeligvis ikke havde nogen positiv effekt på forbruget. Indtil reglerne bliver ens skal svaret være følgende, som du gør klogt i at lære udenad:

"Jeg nægter at diskutere om hash er farligt eller ufarligt, for det er komplet irrelevante for det politiske spørgsmål i sagen. Det drejer sig om at finde en politik, der på en human og effektiv måde mindsker problemets omfang, og fra flere store rapporter ved vi nu, at det ikke nytter bare at indføre højere straffe og større bøder. Vi må tænke i nye baner og lovliggøre cannabis, således at vi kan regulere markedet ligesom vi gør alle mulige andre steder."

Hvis dette vildspor med "hashens farlighed" ikke bliver stoppet øjeblikkeligt, så kommer vi aldrig frem til det, der er det endelige mål: at nytænke narkotikakontrolpolitikken for hash. Selv hvis hver eneste myte om hash var sandt, ja selv hvis hash kunne dræbe brugeren gennem en overdosis, så er det til stadighed ikke givet, at et forbud er den optimale politik.

I den store Nixon-bestilte rapport Marihuana: A Signal of Misunderstanding fra 1972 viser klart, at hash har negative effekter for de (meget) tunge brugere af hash. De anbefaler dog en alligevel en afkriminalisering. Ikke fordi hash er "fuldstændig ufarlig", men fordi en anden politik bedre vil mindske problemerne.

Er hash ikke farligere end alkohol?

Det er som at sammenligne pærer og æbler, og det er faktisk ikke så interessant, hvad der er "det farligste". Det er mere vigtigt at forholde sig til stofferne for det de er, og ikke lade deres relative sikkerhed blive en sovepude.

Hashens farligste fysiske farer er røgen og de abstinenser, som et massivt forbrug leder til. Rygningen kan give rygerlunger og kronisk bronkitis, og abstinenserne er rimelig overskuelige. Der findes såvidt vides ikke dødsfald, som er direkte forårsaget af cannabis. Derimod forårsager alkohol direkte hvert 20. dødsfald (ifølge Sundhedsstyrelsen), og abstinenserne kan være så voldsomme, at de viser sig som delirium tremens - et potentielt livstruende syndrom.

Psykisk kan hash forværre eksisterende sindssygdomme og deres behandlingsforløb, og langtvarigt, tungt forbrug af hash kan forårsage manglende motivation. Disse er dog alle ikke-specifikke lidelser, som både observeres ved alkohol og hash.

Hash er nok alt i alt mindre farligt end alkohol, ikke mindst fordi dødsfald er uhørte, men det betyder naturligvis ikke, at hashen er uden farer. Misbrug kan stadig stå i vejen for uddannelse, social integration og ens mentale udvikling - og man kan få kroniske luftvejssygdomme.

Er hash ikke mere sikkert end narko?

Der er en uheldig skelnen mellem narko/stoffer og sikre rusmidler. Både alkohol og hash er i bund og grund narko. Order "narko" betyder i virkeligheden "bedøvende, sløvende", ligesom i ordet "narkose". Både alkohol, hash og heroin opfylder disse krav på hver deres måde. Teknisk set er kokain, amfetamin og MDMA (Ecstasy) ikke narko, da de er stimulanter. Andre stoffer som psilocybin svampe, LSD, mescalin og salvia divinorum er psykedelika. Alle er dog stoffer og man gør klogt i at forholde sig kritisk til dem alle, og det gælder også alkohol.

Da det hele er æbler, pærer og bananer, kan diverse stoffer ikke sammenlignes ukritisk, og det er udenfor dette dokument at lave en komplet sammenligning.

Der er mange hashrygere, der hårdnakket påstår, at "hash ikke er narko" eller at hash adskiller sig markant fra de "hårde stoffer". Det er en sandhed med modifikationer, og det er en uheldig holdning, der godt kan virke som en sovepude. Det er meget bedre at forholde sig udogmatisk til alle sine rusmidler uden med vold og magt at skulle putte dem ind i båse, der er "sikre" eller "farlige", "bløde" eller "hårde", "narko" eller "sådan nogen rusmidler vi kan lide", osv.

Hvad med mængden af hashrygning - betyder det noget for farligheden?

Ja, mængden er bestemt afgørende. Der er mange negative rappporter på nettet, og sammenhængen til et stort forbrug er tydelig. Det er umuligt at give et klart tal for, hvornår det er for meget og skadeligt, men lad os kigge lidt på nogle forskellige brugsmønstre og deres mulige virkninger på personen.

  1. Ryger 2-3 gange om året
  2. Ryger 1 gang om måneden
  3. Ryger 4-5 gange om måneden
  4. Ryger 2-3 gange om ugen
  5. Ryger 1 gang hver dag
  6. Ryger 2-3 gange eller mere hver dag.
  7. Ryger næsten konstant

Alt efter niveauet vil der typisk være meget forskellige skadevirkninger og oplevelser i forbindelse med rygestop. Dette er ikke skarpt adskilte kategorier, og hvad er det egentlig at "ryge 1 gang"? For nogle betyder det at ryge hver dag, at de sidder med en joint i mundvigen fra fyraften til sengetid, for andre at de ryger nogle få sug af en joint hver aften. Selvsagt kan der være stor forskel på mængderne, der bliver indtaget. Nogle generelle betragtninger:

1-2: Helt uproblematisk niveau af forbrug, der ikke rummer nogen nævneværdige farer eller ulemper. Kun farligt for psykisk ustabile mennesker eller hvis det er muggen pot, der ryges. Absolut ingen mentale eller sociale problemer.

3: Generelt ingen skadevirkninger hverken fysisk eller socialt. Burde ikke give de fleste økonomiske problemer trods forbuddets kunstige høje priser. Ingen nævneværdig påvirkning af hukommelse eller mentale forhold uden for selve beruselsen. Kun svag eller ingen opbygning af tolerans overfor THC'en. Kroppen er fuldstændig nulstillet efter en måneds pause.

4: Er omtrent skillelinie fra brug af hash som et nydelsesmiddel til festlige lejligheder, og der hvor det begynder at blive en daglig vane eller decideret selvmedicinering. Overgang fra festryger til regelmæssig bruger. Det vil være meget individuelt her, om et forbrug indenfor dette spænd er godt eller skidt for den enkelte. De fleste vil sandsynligvis fungere uproblematisk, enkelte vil pga. deres specielle omstændigheder være mærkbart påvirket. Det kan måske være en svag påvirkning af lunger og luftveje for særligt udsatte. Økonomisk kan der være være problemer for lavindkomstgrupper pga. de kunstigt høje priser på cannabis. Der udvikles en mildt tolerans overfor THC.

5: Kan give abstinenssymptomer med brat rygestop (ofte en kombination af nikotin og THC afhængighed). De klassiske symptomer som søvnproblemer, angst, depression, svedeture, øget aggression/irritabilitet kan optræde ved rygestop, men styrken af disse vil variere meget fra person til person. Som hovedregel vil der være milde eller slet ingen abstinenser ved nedtrapning. Der udvikles mærkbar tolerans overfor THC'en. Mulig virkning på lungerne. Mange vil opleve negative sociale og mentale virkninger fra den daglige beruselse. Enkelte får brug for at holde regnskab med de ting, de skal huske, f.eks. ved at notere alt ned i notesbøger. Andre vil uden problemer kunne passe deres hverdag. Økonomisk er forbruget måske belastende grundet de kunstige høje priser.

6: Der er et niveau af selvmedicinering over brugsmønsteret. Enkelte vil fint kunne bære daglig rygning. Alle vil udvikle høj tolerans og behøve større doser for at mærke virkningen, og ofte vil rusen ændre sig kvalitativt og til tider ikke give samme eufori som i begyndelsen. Rygningen er daglig vane og der er et klart element af afhængighed til stede, og der ryges ikke så meget for at få de store åndelige oplevelser som blot for at klare dagen og vejen. Brat rygestop vil næsten med garanti give mærkbare abstinenser (uro i kroppen, søvnbesvær, irritabilitet). Flertallet vil have mærkbart forringet funktionsdygtighed på de fleste kendte områder: nedsat hukommelse, sociale problemer, store økonomiske udgifter. Mange oplever ved dette niveau følelsesmæssig bedøvelse og ligegyldighed, som om der er en barriere mellem følelserne og oplevelsen af dem. Ting kan virke uvirkeligt dagen igennem, men brugeren er jo også påvirket i de fleste af døgnets timer..

7: På dette niveau er afhængigheden hinsides enhver tvivl, og næsten alle kendte symptomer vil optræde i varierende styrke. Den konstante rygning vil ofte udgøre personens midtpunkt i hverdagen, og den sociale kreds udgøres af andre der deltager i stof-fælleskabet. Som ved tobaksrygere starter og slutter dagen med røg.

Det skal bemærkes til alle kategorier, at det kommer meget an på den enkelte, om niveauet og de tilhørende bivirkninger er gode eller dårlige. For Ph.D. studerende er konstant beruselse, nedsat hukommelse osv. nok en dårlig ide, men en person der lever et liv uden intellektuelle opgaver i et simpelt job er svækket hukommelse uden relevans.

Det er også nødvendigt at nævne medicinske brugere af cannabis her, også dem der selvmedicinerer sig uden at have en lægelig accept heraf. Det er uhyre nemt at være hellig, når man skal vurdere andres forbrug af marijuana, især hvis man aldrig har oplevet andet end en tryg opvækst uden nogen alvorlige problemer. For især folk med psykologiske problemer kan 2-3 joints måske holde dem mildt medicineret gennem en hel dag, og deres mentale tilstand kan meget nemt være kraftigt forbedret frem for et liv uden marijuana eller med mange af de kraftigt afhængighedsskabende lovlige lægemidler. Hvis en person med stress, angst, traumer eller depression kan holde sig gående på en smule medicinsk marijuana er det jo ikke værre end hvis de holdt sig gående med en tilsvarende mænge af SSRI produkter (lykkepiller som Zoloft, Prozac, osv.) eller det der er værre (benzodiazepiner). For kræftpatienter med konstant kvalme er alle ulemper i kategori 7 stadig en fordel frem for opkast, kvalme, smerter og underernæring. Hvis man ikke selv er syg eller er nær med andre der har den type problemer, er det svært at sætte sig ind i deres verden. Heldigvis findes der et udmærket website, Marijuana: The Forbidden Medicine, der ejes af den kendte læge Lester Grinspoon. På sitet findes der mange interessante vidnesbyrd fra mennesker, der er blevet hjulpet af medicinsk marijuana, og når man forstår nogen af de problemer de tumler med (både psykisk og fysisk) bliver man også mere åben for nødvendigheden af at bruge den bedste medicin.

En simpel opgørelse af mængden af cannabis kan også med fordel suppleres med viden om, hvorvidt forbruget er på vej ned, holdes stabilt eller er eskalerende. En patient, der fast indtager én joint hver aften mod stress, og som har gjort det i et år, har givetvis ikke nævneværdige problemer. Har man derimod en bruger, som lige netop er nået til at ryge en joint hver aften, og som er på vej til at at ryge 2 i næste uge og 3 om en måned, så er billedet et andet.

Er hash godt for alle?

Det korte svar er nej. Der er og bliver forskel på mennesker, og det gælder også hash. Hash er ikke et vidundermiddel, som passer til alt og alle til alle tider. Rigtig mange erfarne hashrygere ved udmærket, at hash ikke er for alle, og selv om erfarne hashrygere altid byder jointen rundt, så er der ikke noget pres bag. Man har lov at sige nej.

Det nemmeste er nok at sige, hvem hash ikke passer til. Her er nogle overordnede betragtninger.

Første regel er, at folk med mentale sygdomme (eller kraftig mistanke derom) generelt ikke bør bruge hash. I det mindste bør man tale med sin læge eller psykiater, som kender detaljerne omkring den konkrete sygdom. P.t. er selvmedicinering på eget ansvar, men det er slet ikke utænkeligt at hash for mange kan være en støtte mod bestemte lidelser: her må videnskaben blot tone rent flag og indrømme, at der på mange områder ikke er forsket nok. Eller også skal man være ekstra opmærksom på anden hovedregel nedenfor. Mennesker med sindssygdomme som skizofreni eller lignende vrangforestillinger bør aldrig bruge hash eller lignende euforiserende stoffer. Deres greb om virkeligheden er allerede alvorligt svækket, og de har ikke brug for hashens psykoaktive virkninger for sjov. Man mistænker at hash kan forstærke psykotiske træk hos udsatte grupper (som eksempelvis skizofrene). Sund fornuft siger også, at mennesker med panikangst bør være meget tilbageholdende med at ryge hash: de har svært nok ved at kontrollere deres angst i ædru tilstand, og hash kan med sine psykedeliske egenskaber bidrage med uønskede virkninger.

Den anden hovedregel er, at man skal være opmærksom på ubehagelige ting i forbindelse med rusen eller dagen efter. Hvis rusen igen og igen giver ubehagelige oplevelser af angst, frygt, depression eller lignende, så bør man holde op. Hvis man igen og igen oplever depression, panik, angst, vrangforestillinger eller uønsket sårbarhed efter rusen, så bør man holde inde med at ryge. Skal sådan en person absolut ryge hash, er det klogt at vente til et senere tidspunkt, hvor vedkommende har fået ryddet op i sit liv.

Det skal for en god ordens skyld siges, at dette afsnit i høj grad hviler på anekdotal bevisførelse, da ingen med klinisk sikkerhed har beskrevet hashens virkningsmekanismer på dette område. Man har mistanker, men sikker viden er det ikke.

Findes der nogen gode råd til, hvordan man bedst ryger hash?

Informationen her er tænkt til nybegynderne. Ikke at dette skal opfattes som en opfordring til at bruge hash. Men uanset hvad forfatteren af dette dokument mener, så er der folk, der har tænkt sig at prøve alligevel. Når det nu alligevel er nået dertil, så er det mindste man kan gøre at stille brugbar viden til rådighed. Rådene hælder til den forsigtige side.

Selv om hash blandt rusmidler er blandt de mere sikre, så er der risici. Pas på dig selv, af hensyn til dig selv!

Rask og i godt humør. Husk på, at hash er et rusmiddel, og man bør som udgangspunkt kun indtage det, hvis man er i godt humør og ved godt helbred - både fysisk som mentalt. Har man anlæg til panikangst, skizofreni eller psykoser, bør man sandsynligvis ikke ryge hash. Cannabis kan give øget puls, så folk med hjerteproblemer bør passe på (ligesom med andre pulshævende handlinger).

Tag det roligt - pas på overdosering. Hash er - især hvis du først prøver det - stærk tobak. Indtager du for meget, vil du nemt kunne blive træt, svimmel eller måske dårlig. Ærgelig måde at slutte festen på, men som de fleste ved fra deres første erfaringer med alkohol, så tager det altid lidt øvelse at kende sit niveau. Så tag det langsomt og ryg stille og roligt, tag et 1-2 sug, og hold så en pause på ca. 5 minutter. Tag 1-2 sug igen og vent 5-10 minutter. Jointen kan tændes igen. Du behøver ikke ryge, hver gang jointen bliver sendt rundt. Stå en runde over, hvis du er i tvivl. Stå en runde over, selvom du ikke er i tvivl. Husk også, at hvis du ikke er gammel nok til at modstå dine venners gruppepres, så er du heller ikke gammel nok til at ryge. Dine venner er heller ikke gamle nok, hvis de synes, at de bliver nødt til at presse dig! Er du i tvivl, er du usikker? Hey, tag en slapper og vent til senere! Erfarne hashrygere vil normalt byde jointen rundt, men ikke presse nogen unødigt til at tage et sug af den. Det er OK at stå over.

Det vigtigt at bemærke, at røgen tager et stykke tid inden den virker. Du vil typisk mærke en virkning ret hurtigt, og det skyldes at en del THC bliver optaget direkte og hurtigt i hjernen, men som rigtig mange kan berette, kan du meget nemt blive snigløbet af den ondeste skævert. Den fulde virkning kommer næsten altid snigende, så pas på - også selv om du ikke lige nu kan mærke ret meget. Dette er klassiske Famous Last Words: "den er godt nok mild, jeg synes slet ikke den virker" eller "jeg synes ikke, at jeg kan mærke noget, det er nok fordi jeg er ryger cigaretter til daglig". Mange sander dog - ofte for sent - at de første mange "uvirksomme" sug af jointen var som turen op af den højeste stigning i rutsjebanen.

God regel: Man skal ikke ryge indtil man føler sig skæv eller indtil man er tilfreds med rusen, for så har man allerede fået for meget!

Det er svært at give en klar mængdeangivelse, fordi styrken af cannabisprodukter varierer. Men for en nybegynder vil 4-6 hiv af en 100% kvalitets skunk-joint være alt rigeligt til at sende dem til en fjern galakse. 1-2 hiv er meget bedre, især hvis der er blandet alkohol ind i billedet.

Grunden til den to-fasede rus skyldes, at leveren begynder at omdanne en masse af delta-9-THC'en i blodet til en endnu stærkere variant, der hedder 11-hydroxy-THC (se Robert Connell Clarkes "Hasish").

Spis ikke hash, hvis du er nybegynder. Spisning af hash er svært at styre, og det skyldes flere ting. Én ting er, at virkningen af spist hash kommer meget senere, end når man ryger det - der er folk, der rapporterer, at den maksimale virkning først indtrådte adskillige timer efter de spiste den første hashkage. Typisk begynder spist hash først at virke efter ca. 1 time, men på fuld mave kan det nemt tage 2-3 timer. En anden ting er, at det er enormt svært at dosere den mængde, som man indtager: 1 gram ligner 2-3 gram rimelig meget, og gemt i en uskyldig bolle ... ja man har jo spist boller før, synes man, men det betyder desværre, at man ikke kan vurdere, hvad man har gang i. Den smule grønt krymmel, der skal til at beruse 3-4 personer ligner ingenting, når det ligger findelt på bordet. En tredje ting er, at når man først har spist for meget hash, så er der ofte ingen vej tilbage. Hashen er under fordøjelse og der er ingen måde at få det ud på. Hashrusen kan derfor også holde sig på et meget højt niveau meget længe, og det er ikke sikkert at nybegyndere bryder sig om så kraftig en oplevelse. Langt de fleste nybegyndere er faktsik utroligt glade, når rusen fortager sig og de vender tilbage til normalen. For det fjerde går meget THC tabt når man ryger cannabis, mens der ikke er noget tab når man spiser det. Virkningen kommer måske langsommere, men der er til gengæld meget mere THC i omløb.

Endelig bliver hovedparten af al THC'en i spist hash omdannet til den mere psykoaktive variant 11-hydrox-THC i leveren. Denne variant er mere psykedelisk og langt stærkere end den THC, der bliver optaget direkte i hjernen efter rygning.

Brug joints. Helt almindelige joints, dvs. tørrede cannabis topskud i cigaretpapir, er nemmest at styre. Et sug er et sug, og man får en overskuelig mængde hver gang man gør det. Visse rygemetoder (f.eks. bong og tjubang) giver mulighed for at man nærmere får 4-5 "joint-sug" af gangen. Disse rygemetoder er ikke de bedste for nybegynderen.

Pas på nikotin, hvis du ikke ryger tobak. Nogle cannabisprodukter kan ryges som de er, mens hash typisk bliver blandet i tobak. Hvis du ikke til dagligt er ryger, bør du lade være med at blande en nikotin-rus ind i billedet. Ryg din cannabis som pot, skunk, marijuana: dvs. de rene, tørrede topskud fra planten. Eller ryg din hash rent i en lille pibe med en rist i. Skal du absolut bruge tobak, så husk at riste tobakken grundigt for at fordampe nikotinen. Selv den bedste, ristede tobak indeholder stadig noget nikotin. Du ved, der er nikotin i, hvis du øjeblikkeligt efter 1-2 sug af jointen føler dig påvirket. Når det går så hurtigt, er det ikke hashen, der rammer dig. Det skyldes at nikotin bliver optaget meget hurtigere. Effekten af nikotin er hurtig, svimlende og meget psykoaktiv for folk uden tolerans.

Bland ikke hash med andre stoffer (herunder medicin)! Dette tip er sådan set generelt. Hvis du vil prøve hash, så nyd det så rent som overhovedet muligt! Og JA! Det betyder også, at du ikke bør blande alkohol ind i billedet. Stangstiv + hash, i den rækkefølge, er en grim cocktail. Det kan give en ukontrollabel rus og medvirke til ildebefindende, hvilket skyldes at der er en vis synergi mellem hash og alkohol. De fleste ville fint kunne klare at ryge efter 3-4 øl, men man skylder sig selv at opleve den rene hash-virkning uden forstyrrelser.

Indtag hashen i gode omgivelser og under gunstige omstændigheder. Dette råd er en opfordring til at være i godt selskab, når du ryger, og at give dig tid til at nyde den kære urt. Cannabis er, trods en ofte sløvende og stenet virkning, også en urt, der kan ophæve tidsfornemmelsen og udstrække 10 minutter til at virke som en halv time, og det betyder også, at man kan få en nærmest barnlig, fokuseret fascination af det, der er i ens omgivelser. Det er et paradoks, at hashen sløver, men samtidig giver en følelse af at være mere fokuseret og indlevende overfor omgivelserne. Hash åbner også for en masse mærkelige og ufrivillige tanker i kraft af sin lette psykedeliske virkning. Nyd oplevelsen. Og grin med vennerne. Hold dig fra hashklubber, for du ender med at skulle gå hjem i meget beruset tilstand. En hashklub er generelt ikke et trygt sted: der foregår often anden kriminalitet og politiet stormer jævnligt hashklubberne.

Sørg for at du kan sidde komfortabelt i en sofa eller god stol. Hav drikkevarer indenfor rækkevidde (vand eller sodavand).

Hav den fornødne tid og indtag ikke hash, hvis du skal skynde dig. Det kan virke angstprovokerende, at man pludselig skal rejse sig og styrte omkring. Modsat alkohol er man godt klar over, at man er meget beruset af en kraftig hashrus, og derfor kan ydre pres, larm og spektakel virke overvældende. Ofte får man bare trangen til at sidde ligeså stille, nyde verden, slappe helt af i eget tempo og bare være til. Sørg for at du har tid til det.

Kend det cannabisprodukt, som du indtager. Er det meget stærk hash, eller er der 2-3 gram i den joint du ryger? Er det almindeligt pot, eller er det våben-styrke skunk? Er det en lille joint på tykkelse med en Tour de France rytters arme, eller er jointen 1 meter bred for enden med et "Bred last" skilt? Husk at du kan nøjes med at ryge meget mindre, når det er de stærke varer, der er i jointen.

Tobak gør dig ikke immun overfor cannabis. THC virker anderledes end nikotin, og som ryger har du ikke nogen ekstra, magisk beskyttelse. Hvis du dagligt ryger tobak, så pas ekstra meget på, for du har en tendens til at tage større hiv og inhalere længere end dem, der bare tager en joint 3-4 gange om måneden. Dagligt tobaksbrug beskytter kun mod den ekstra nikotinrus, eftersom de fleste rygere har en god tolerans overfor nikotin og ikke bliver høje af det længere. Det skal naturligvis siges, at det er en god ting at inhalere dybt og holde røgen længere i lungerne, for så får man trukket mest mulig THC ud af røgen.

Lær dit stof at kende - læs triprapporter. Internettet er fuld af folk der allerede har prøvet at beruse sig med hash, og deres beretninger kan være en stor hjælp. Det giver dig en mulighed for at få lidt forhåndsviden om, hvad du kan forvente dig. Ens for disse sites er, at både negative og positive oplevelser af stoffer står side om side, så det er muligt at få et nuanceret billede af hashens virkning. Man kan læse mere på f.eks. Psychedelia.dk's triprapporter om hash/pot/skunk eller på engelsk på Erowid Experience Vault om Cannabis.

Jeg vil gerne både ryge og drikke en aften i byen - kan man det?

Ja det kan man sagtens. Grunden til at jeg anbefaler de fleste nybegyndere at undgå alkohol sammen med deres første hash-rus, er at alle fortjener at opleve den rene oplevelse af stoffet. Det er den eneste måde man bliver klogere på hashen.

For de fleste er det dog ikke en hemmelighed, at øl smager godt - og at øl er en naturlig del af fester og andre sociale sammenhænge.

En genial sidegevinst ved at blande alkohol og hash er, at man ved at "tage halv af hver" kan undgå næste dags ubehagelige tømmermænd og få en produktiv og dejlig dag. Hvis kroppens reaktion er en god målestok, så en blanding af alkohol og cannabis bedre end den rene brandert.

Den normale situation for mange alkoholbrugere er, at de uden reflektion drikker til de ikke kan mere. Det er et lidt uheldigt brugsmønster, men det er ganske forståeligt. De fleste føler ikke, at de har alternativer til alkoholen, så hvorfor tænke dybe tanker omkring alkoholen og rusen? Nej vel. Skål og så ned med skidtet.

Den overordnede anbefaling vedrørende alkohol er kun at drikke moderat. Derefter ryge en overskuelig mængde cannabis. Se tiden lidt an. Måske drikke et glas vand, en enkelt øl mere, lidt mere vand, ryge lidt igen, osv osv. Det vigtige er at undgå hashrygning, når man er kraftigt beruset. For at forstå denne valgsituation kan det være nyttigt at kende lidt til alkoholrusens anatomi. Det følgende bygger på egne erfaringer omkring alkoholrusen. Det er kun ca. angivelser og husk at justere lidt for træning, mand, kvinde, og i særdeleshed over hvor lang tid, osv. osv. (ja, det er meget forsimplet). Det vigtige er ikke den eksakte dosis, men mere den virkningsmæssige gruppe, som man befinder sig i (f.eks. kunne man holde sig på et niveau 2 af alkoholberuselse hele aftenen):

  1. 1-2 øl: For de fleste er denne beruselse subtil og i nogle tilfælde næsten ikke mærkbar. De fleste vil dog ofte føle en let, behagelig og afslappende fornemmelse. Flertallet er i stand til at køre bil. Motorikken er fin, talen klar og humøret godt. Ingen tømmermænd.
  2. 3-6 øl: Rusen begynder at blive klart mærkbar. Følelsen i kroppen er stadig behagelig og man kan føle sig lidt tung i det. En "ulden" følelse breder sig i kroppen. Adfærden bliver mærkbart mere social, der løsnes op for hæmningerne. De fleste er ikke egnede til at køre bil og ville få en spritdom. Følelsen er generelt behagelig, man er klar over at man er beruset, det kører for en, sommetider med lidt træthed. Men som folk siger: trætheden skal bare drikkes væk. Meget milde tømmermænd hvis de er der.
  3. 6-10 øl: Et sted omkring her oplever de fleste, at de igen bliver "klare i hovedet" - eller sådan føles denne næste fase af beruselsen. Jo, de er nok klar over, at de er fulde, men erkendelsen af fuldskaben tager bagsædet i bevidstheden, og man føler sig bare "kørende". Der er en stærk og mærkbar ændring i adfærden med langt mere udadvendthed, udfarenhed (aggression), diskussionslyst og i det hele taget rigtig meget gang i den. Man er på den ene side godt klar over, at man er fuld, men man har også en øget tro på, at man snildt kan styre sin brandert. Dette er langt hen af vejen en forræderisk fase i branderten, da der er et tydeligt misforhold mellem ens formåen og ens vurdering af sin formåen. Den lidt trætte uldenhed er borte, og den nye følelse mangler en del selverkendelse. Markant øget risikovillig adfærd. Mærkbare tømmermænd, hovedpine og en søndag forude med pizza, cola og andre reparationer.
  4. 10-15: Dem der ikke er gået kolde begynder at vælte ret meget rundt, og i det omfang at de ikke er nået til grænsen for deres maksimale beruselse og bliver smådårlige, så oplever man her, at folk er blottet for mistanke om, at de har en 140 hestes brandert. Det kører og fornemmelsen er, at det bare drejer sig om at høvle en masse ekstra pils indenbords - og mange gør det uden omtanke for deres niveau af beruselse. Mange ævler, råber og slingrer rundt på dette niveau. Der kan være tydelige tegn på øget aggression og vrangforestillinger. Intellektuelt og motorisk er man kraftigt hæmmet. Stærke tømmermænd, ondt i hovedet, maven og generelt smadret følelse dagen derpå.
  5. 15+: Grænsen er ved at være nået og dem, der ikke ligger og brækker sig eller er gået kolde, er kraftigt påvirkede af alkoholen. Samtale kan være svær, og mange udviser tegn på vrangforestillinger i deres diskussioner eller opfattelse af omverden. Nogen bliver ekstremt aggressive. Den oppustede følelse af at styre verden er der stadig, og selv om de er ekstremt berusede føler de sig overvejende i stand til at klare sig (eller vakle adskillige kilometer hjem). Tømmermænd om søndagen er af den type, hvor folk er parate til en hjernetransplantation, hvis det kunne hjælpe.

Niveau 1-2 er efter min mening et godt sted at starte med at ryge. Det passer ofte rimelig godt med det niveau man er på efter en normal aftensmad, hvor man kun har drukket alkohol. Tricket er så skiftevis at ryge lidt og drikke lidt - og så bruge (soda)vand for at holde alkoholniveauet på det optimale niveau. Eftersom sukker smager utroligt godt på hash, er der et godt incitament til at snuppe en appelsinvand i stedet for en øl. Tidsmæssigt vil mange ca. kl. 24:00 være på niveau 3-4 alt efter temperament og antallet af - set i bakspejlet ikke så smarte - øl og shots-lege. Tommelfingerregel: har du drukket igennem indtil 12-01 stykker, så lad være med at begynde at ryge hash så sent; det ender nemt i en ubehagelig rus. Selv nogen få hiv af en joint oven i sådan en brandert kan nemt give den klassiske "så blev han pludselig totalt hvid i hovedet ...".

Er der andre råd til festrygningen?

Der er ikke meget mere at sige, men lyt til din krops signaler. Om muligt hold dig til pot/sativa og kvalitetshash. Man kan sommetider opleve, at man får steneren på efter at have røget hash. Det sker typisk når rusen har toppet og man sidder i eftergløden af rusen. Ofte kan det være et godt tidspunkt at ryge lidt mere for at få mere af den energiske del af THC'ens virkning. Nogen mennesker foretrækker at ryge først og så drikke bagefter.

Hvad nu hvis det alligevel går galt og jeg har røget for meget hash?

Læs lige det med Famous Last Words igen :) :) . Nå ja, man indtager sommetider for meget THC, selv om man er blevet advaret om sniger-effekten og selv om man burde vide bedre. Den sniger naturligvis, fordi den hedder sniger-effekten, og den kan altså godt snige sig ind på selv dem, der ved at sniger-effekten ligger på lur. Det kan jo også bare være den overraskende virkning fra en stor lunge røg fra bong.

Men nuvel, det er altså lidt sent med forebyggelse, og du står med "skæverten fra helvede" og fletningerne i postkassen! Hvad gør du?

Hvad er brug hhv. misbrug af hash?

Det er et svært spørgsmål, men her er et par generelle betragtninger. Det er også muligt at høre speciallæge i psykiatri Henrik Rindom i denne P1 udsendelse om De unge stofmisbrugere, som har en masse generelle informationer om brug og misbrug.

Brug er, når man indtager stoffet og ikke bliver påvirket negativt af det i hverdagen. Hash kan ikke som alkohol vurderes på de fysiske skadevirkninger, for hash har generelt ikke sådanne virkninger (ud over de allerede nævnte bivirkninger og problemet med rygning). Hash kan kun vurderes i forhold til, hvad der er klogt, rationelt og godt for personen. Al misbrug må vurderes i forhold til, om det tjener individets egoistiske mål og samtidig ikke skader samfundet.

Det er et faresignal, når man indtager så meget hash, at man næsten aldrig er ude af rusen. Det slider på lektier, familie, børn, arbejde og skolegang at være konstant beruset - uanset rusmiddel. Det er også et problem, når ens indtagelse bliver en hindring for at deltage i sociale sammenhænge og samfundet generelt. Forsømmer man venner, familie, skolen, privatøkonomien og arbejdet, kan man ikke finde et tidspunkt på dagen hvor man er så ædru, at man kan køre bil, så er det næsten helt sikkert et misbrug.

Der er et faresignal, hvis man igen og igen indser, at man har svært ved at holde op med at ryge hash endsige skære ned. Nok er hash kun psykologisk vanedannende, men en psykologisk afhængighed kan være alvorlig uanset om det er hash, enarmede tyveknægte eller poker. Psykologisk vanedannelse kan være udtryk for en "addictive personality" (personlighed med fare for vanedannelse) eller underliggende sociale/mentale problemer.

Det kan være et faresignal, hvis man begynder at indtaget stoffet hver dag "for at klare sig igennem". Bruges stoffet som en flugt fra skolen, vennerne, arbejdet, familien, privatøkonomien eller hverdagen i almindelighed, er der grund til at være på vagt. Det er fint, hvis en rus kan give et midlertidigt pusterum i ny og næ, men rusmidlet er ikke i sig selv en løsning. Hvis der ligger rigtige problemer bag, bør enhver selvmedicinering med rusmidler følges op af øjeblikkelig professionel behandling eller hjælp fra gode venner, familie og ens skole eller arbejdsplads. Ved milde misbrugsproblemer kan et besøg ved en coach være tilstrækkeligt - hvilket ikke er ulig den motiverende samtale fra behandlerverdenen.

Hvis misbruget får lov at stå på, risikerer man på få år at stå med det oprindelige problem, som nu er blevet dobbelt så stort, og et muligt afhængighedsproblem, som først skal overvindes, inden der overhovedet kan tages hul på de rigtige problemer.

Ovenfor bruger jeg ordet faresignal fordi tilstedeværelsen af et eller flere af faresignalerne ikke nødvendigvis er ensbetydende med et misbrug. Der er altid undtagelser:

En kræftpatient med stærk kvalme pga. kemoterapi vil have brug for at ryge konstant, og ofte i en sådan grad at der opbygges endog meget stor tolerans overfor hashen. Mennesker med krigstraumer, voldtægt og mishandling i baggagen kan have behov for en årelang medicinering. Ja, man kan endda tillade sig at sige, at de er afhængige af hashen til at klare sig, men afhængigheden er ikke i sig selv et klart mål for, at der også er et misbrug. Læs mere om afhængighed i STOF nr. 7, der har et stort tema om emnet.

I en ekstra festlig periode af ens liv kan man meget vel være konstant påvirker 1-2 uger i træk (tænk afslutning på gymnasiet eller Roskilde festival). Kortvarigt overforbrug er ikke et problem. Det er heller ikke misbrug, hvis man en gang i mellem tager en joint at falde i søvn på eller for at slappe af oven på en lang og hektisk dag.

Som person må man også selv bruge sin sunde fornuft. For nogen er mere end 1 joint om ugen misbrug, men det betyder ikke, at dette er den eneste sandhed. Der er folk, der har anderledes liv, hvor de nemt kan ryge meget mere end 1 joint om ugen uden at opleve problemer - ikke alle har intellektuelt krævende job, og hvis de ryger mest om aftenen, hvor dagens pligter er overstået, er det ikke til skade for noget. Der findes desuden uinspirerende job i vores samfund, hvor det end ikke er et problem at ryge en morgenfed før arbejdet (forudsat man tager bussen). Bundlinien med misbrug er, om det konkrete forbrug tjener brugerens mål i livet eller ikke?

Der kan hentes inspiration og hjælp i denne publikation fra Sundhedsstyrelsen: Hash-samtalen

Jeg kan se at mange bryder loven og alligevel dyrker deres egen cannabis?

Dyrkerne mener, at civil ulydighed på dette område er moralsk forsvarligt, og at de er i deres gode ret til det, eftersom lovgivningen er urimelig og diskriminerende.

Desuden mener mange dyrkere, at det er meget bedre for samfundet, hvis de dyrker lidt planter og hygger sig med det, frem for at støtte pushere og andre tvivlsomme kriminelle elementer, for ikke at tale den internationale smuglermafia. Lidt hjemmedyrkning er det skånsomste for både samfund og individet. Desuden sikrer det cannabisprodukter af højeste, reneste kvalitet.

Mange dyrkere går endvidere går op i deres hobby med liv og sjæl. Blandt dyrkerne i Danmark findes der en imponerende viden om dyrkning, planter, avlsprincipper, genetik, evolutionsteori, stiklinger, jord, grolamper, gødning, tømrerhåndværk, osv. Det er hobbyister og glade amatører på et højt plan, og mange dyrker udelukkende økologisk og ansvarligt overfor naturen.

Mange avlere anser også sig selv som frihedskæmpere på cannabisplantens side i kamp mod et urimeligt forsøg fra verdens regeringer på at begå folkemord på denne unikke plante.

Paradoksalt nok - men måske typisk for vores War on Drugs - straffes hjemmedyrkning meget hårdere end når brugeren går til pusheren med sine behov. Cannabisdyrkeren høster typisk én gang om året (ved udendørs dyrkning) og måske oftere ved indendørs dyrkning. Logisk nok bliver han nødt til at dyrke sine planter, høste dem, tørre dem og så har han til måneder og måske år. Blind som vores lovgivning er, vil den typisk straffe hampedyrkeren, der laver 100 gram pot mange gange hårdere end hvis han havde nøjes med at købe 5-10 gram hver gang han var løbet tør. Har han 200-300 gram pot liggende vil der nemt komme en komplet grundløs anklage om videresalg oven i bøtten. Havde selvsamme dyrker rystet 15-20 gram god hash ud af de 200-300 gram pot (og smidt resterne i komposten) ville straffen være markant lavere.

Nå men hvordan dyrker jeg så hamp?

Hamp dyrkes som andre planter: man smider frøene i jorden, hælder vand på og lader naturen gå sin gang. Hamp er generelt taknemmeligt at dyrke, og den klarer sig bedst i veldrænet jord og højt solskin.

Indendørsdyrkning er i princippet det samme, men det er nødvendigt at bruge vækstlys. Cannabisplanten er ligesom mange krydderurter bedst tjent med sydlige himmelstrøg, masser af sol og varme.

Hvis du vil lave frø, så lader du bare hanner og hunner stå sammen. Efter bestøvning af hunplantens blomster, bliver hunnen gravid og bærer frø. Nogle cannabisplanter er hermafroditter og kan bestøve sig selv.

En ubestøvet hunplante producerer den bedste marijuana, da den bruger sine kræfter på at producere blomster med højt indhold af euforiserende stof (THC). Denne type dyrkning kaldes sinsemilla (uden frø).

Dyrkning info: Christian Florestans Marijuana Guide v.2.

Kan planten bruges til andet end at blive høj?

Cannabisplanten er en nytteplante med mange anvendelser ud over blot at virke som rusmiddel ved festlige lejligheder eller som medicin. For os, der er vokset op i en verden af totalt forbud, er det svært at forstå omfanget af cannabis som nytteplante før i tiden. Men for at sætte det i perspektiv, var dyrkningen af hamp til normale nytteformål den 2. største industri i syden i USA, kun overgået af bomuldsindustrien. Flere amerikanske stater og også danske konger gennem tiderne har påbudt bønderne at dyrke hamp, sommetider med bonus til dem, der dyrkede mest, og oftere med lovning om straf, hvis de nægtede at dyrke hampen.

Cannabis Sativa er først og fremmest en fantastisk leverandør af plantefibre. Disse finder anvendelse som reb, sejldug, tøj og papir - og alle mulig andre produkter, som er skabt af plantefibre. Generelt er hampens fibre meget holdbare, men de kan også være lidt grove. Hamp kan dog udmærket bruges til tøj, men det kræver lidt ekstra forarbejdning at gøre det blødt at have på. Som papir er hamp uovertruffent og som sammenligning giver 1 hektar med hamp den samme mængde fibre som 4 hektar træer kan producere. Desuden kræver papirproduktion på hamp praktisk talt ingen af de mange kemikalier, som er nødvendige ved normal papirproduktion på træpulp.

Som afgrøde er cannabis en taknemmelig plante, der ikke udpiner jorden og som generelt efterlader jorden i god tilstand. Planten kan også klare sig godt under tørre forhold, og den kræver derfor ikke kunstvanding eller specielt næringsrig jord. Det gør det til en god afgrøde at dyrke mange af de steder i verden, som har dårlig jord eller tørt klima. Cannabisplantens rødder er også kraftige og forgrenede og er med til at ilte jorden og forhindre erosion. Dog skal det siges, at man kun får et optimalt udbytte af cannabis, hvis der er rigelig med vand og næringsstoffer.

En anden afgrøde fra cannabisplanten er de mange frø, som planten producerer. Disse frø er meget proteinholdige og indeholder en masse olie. Begge dele kan udvindes og bruges til foder og industrielle formål. Som foder eller som hamp-mel leverer cannabis som ingen anden plante så nemt fordøjelige proteiner. Soyabønner indeholder teknisk set flere proteiner, men soyaproteinerne er ikke så optagelige som hampproteinerne. Desuden kræver soya generelt nogen meget brutale forarbejdningsmetoder, som mange har stillet spørgsmålstegn ved sundheden i. Hampfrø kræver ikke nogen særlig forarbejdning for at kunne fordøjes. Hampfrø bliver generelt regner for at være lidt uappetitlige, og derfor bruges de mest til dyrefoder. Hampolie minder meget om hørolie (linolie) i sin sammensætning.

Der kan læses mere om disse emner på følgende links: http://rastaites.com/repatriationnews/report3.htm og http://www.globalhemp.com/News/2005/April/uses-of-hemp-seeds.html samt http://www.innvista.com/health/hemp/seedprot.htm

Har cannabis medicinske egenskaber?

Ja, cannabis har positive medicinske virkninger på mange områder. Man skal ikke lade sig narre af, at cannabis officielt står på Liste 1 over de "særligt farlige", "særligt vanedannende" stoffer, der "ingen medicinsk anvendelse har". Dette er ren og skær propaganda. I 2007 var der over 3.400 publicerede artikler om medicinsk cannabis, 14 stater i USA har legaliseret cannabis til medicinsk brug, og der findes to produkter, der indeholder THC: Marinol og Sativex. Derudover vedtog det meget prestigefyldte American College of Physicians (ACP) i 2008 en direkte støtte til videre forskning i cannabis: Supporting Research into the Therapeutic Role of Marijuana. Man skal være ualmindeligt fejlinformeret, eller i egentlig ond tro, for stædigt at fastholde klassificeringen af cannabis på Liste 1. Cannabis har hinsides enhver rimelig tvivl medicinske egenskaber.

Cannabis har en række terapeutiske egenskaber på følgende områder:

Historisk er cannabis kendt som en allehånde medicin, som er blevet brugt mod nedtrykthed, depression, talevanskeligheder, solstik og et hav af andre folkelige lidelser.

Moderne forskning har især koncentreret sig om at behandle kvalme og opkast i forbindelse med AIDS, kræft og kemoterapi. Resultaterne er meget positive for alle studierne, og de viser generelt, at cannabis er alle lovlige produkter overlegen på dette punkt. Et typisk studie skriver (oversat fra http://www.medmjscience.org/Pages/history/zeese.bhtml): "Undersøgelsen viser at mere end 90% af patienterne, som fik marijuana ... rapporterede væsentlig eller total frihed for kvalme og opkast." Samvirke for april 2005 skrev om de danske hospitaler, som plages af underernærede patienter:

En patient, der spiser nok, har markant bedre chancer end en underernæret patient for hurtig helbredelse:

Med en simpel legalisering kunne befolkningen - og især mennesker med livstruende lidelser - komme i besiddelse af en latterligt billigt medicin, der som minimum vil forbedre deres livskvalitet og værdighed ved at lindre kvalme og opkast. Nok så vigtigt kan en ordentlig ernæring redde liv. Der er p.t. ingen videnskabelige resultater, som taler for at holde denne livsvigtige medicin væk fra lidende patienter. Menneskeligt er der endnu færre argumenter. Mens politikerne taler om at "sende de rigtige signaler", dør og lider folk, fordi man nægter dem effektiv medicin. I bedste fald kan cannabis redde deres liv, i "værste fald" blot gøre deres resterende tid i live til en bedre oplevelse. Det er et eller andet sted dybt paradoksalt, at læger, der kan udskrive et hav af syntetiske opioder, benzodiazepiner og anden medicin med ofte voldsomme bivirkninger, ikke kan udskrive cannabis til deres patienter.

Så hvorfor i alverden kan læger ikke udskrive denne medicin? Svaret er nok nærmest, at den bagvedliggende ideologi hos The War on Drugs er så magtfuld, at politikerne har malet sig ind i et hjørne, hvor de ikke kan komme ud fra. Det gælder desværre både i praksis og rent intellektuelt. Uanset de medicinske egenskaber, så hverken kan eller vil politikerne indrømme THC'ens medicinske fordele, da det ville undergrave årtiers ophedet retorik, som de har brugt til at kræve hårdere og mere inhumane straffe. Reelt har de investeret for meget prestige i emnet i for mange taler og til familiefesterne. I stedet for at spørge åbent "har cannabis medicinske egenskaber", så starter politikerne indenfor de rammer, som Drug War ideologien foreskriver, og den siger klart, at cannabis er på Liste 1 - og dette betyder pr. definition, at cannabis ikke har nogen medicinske anvendelser, og så bruger man denne teoretiske forudsigelse til at give svaret på spørgsmålet. Alt sammen uden forbindelse til de empiriske data. Så forelskede er tilhængerne i deres ideologi, at de end ikke overvejer at søge beviser til at understøtte eller afvise deres teori.

Organisationen NORML har en udmærket oversigt over de medicinske anvendelser for cannabis. Filmen In Pot We Trust kan også varmt anbefales, da man her møder nogle af de amerikanske medicinske cannabisbrugere.

Hvor kan jeg selv læse mere om cannabis, hash, osv.?

Danske hjemmesider

Udenlandske hjemmesider

Bøger og artikler

POLITIK, LEGALISERING OG KRIMINALITET

Kan du ikke kort ridse essensen i dette afsnit op?

Planten Cannabis er ikke blevet forbudt, fordi der var videnskabelige kendsgerninger, der talte for det. Forbuddet skete ad bagdøren ved at slå den i hartkorn med opium og kokain, og det skete udelukkende fordi der lå moralske/kulturelle/racistiske overvejelser bag. Forbuddet er forankret i først Folkeforbundets 1925 udvidelse af "International Opium Convention" og siden FN's "Single Convention On Narcotic Drugs" fra 1961.

Det kan ikke understreges nok, at hele debatten omkring cannabis er det mest eklatante eksempel på "Vestlig Sharia" overhovedet. Lad dig ikkke narre af, at politikerne legitimerer forbuddet gennem påstande om hashens farer og i øvrigt bruger FN-resolutionen som en højere appelinstans. Indtagelse af cannabis er en offerløs forbrydelse. Dette betyder reelt, at cannabis ikke er en ægte forbrydelse. Det er overhovedet ikke rimeligt at kalde det at ryge en joint for en forbrydelse. Cannabis bliver vurderet efter en art middelalderlig "religiøs målestok", hvor man på forhånd har fastslået at hashrygning er en "synd". Og når man er lige så sikker i sin sag, som en saudisk imam er det på islam, så gør man sig sjældent den ulejlighed at vurdere hasheni forhold til andre aspekter i samfundet, og man kigger simpelthen ikke på de faktiske konsekvenser af at ryge hash. Konsekvenser er uvigtige for folk, der stædigt har besluttet sig for at tro. Dermed ikke sagt at modstanderne af hash er fundamentalister hele bundtet. Nej, de er normalt fornuftige nok, men de tillader sig den luksus at tro i denne sag, hvor de ellers normalt vurderer beviserne meget omhyggeligt.

Cannabis er fortsat forbudt af to grunde: 1) fordi interessegrupper og personlig gevinst vedligeholder forbuddet, og 2) fordi mange er blevet indoktrineret til deres holdning mod hash, og ganske som i religiøse spørgsmål holder de fleste stædigt fast i deres oprindelige holdning, selv om beviser og kendsgerninger ikke var en del af de oprindelige grunde til at holdningen blev accepteret.

Kriminaliseringen af hundredtusinder af helt almindelige danskere er langt det farligste ved stoffet. Det er i samfundet interesse at legalisere cannabis, når alle fordele og ulemper bliver talt sammen. Ikke blot vil samfundet spare mindst en milliard kroner om året, men alle de forfærdelige menneskelige omkosninger ville også forsvinde. Det ville gøre vores samfund til et bedre og mere frit samfund, som vi kan være stolte af. Som Voltaire skrev: "Selv om jeg ikke er enig i det du siger, så vil jeg til min død forsvare din ret til at sige det": og når vi ikke skader andre har vi frihed til at gøre, som vi vil. Den holdning er grundpillen i vore vestlige kulturer.

Legalisering giver nok så vigtigt indflydelse, og alle værktøjerne som regulering, uddannelse, behandling og skadesreduktion virker i højere grad end den forbudsdrevne kontrolpolitik. Forbudspolitikken har reelt kun én knap at dreje på: størrelsen af straffene, politiet og indskrænkninger i privatlivets fred. Set verden over er der ingen entydig, postiv sammenhæng mellem hårdere straffe og mindre forbrug af stoffer. Forbuddets fundamentale fejl er, at tilhængerne primært forsøger at straffe sig ud af et socialt, psykisk og sundhedsmæssigt problem.

Det bedste for Danmark ville være en ægte, uforfalsket legalisering, hvor det simpelthen blev 100% lovligt at dyrke og handle med cannabis som ethvert andet lovligt produkt i vores land, men som andre produkter ville cannabis være reguleret. "Afkriminalisering" som vi kender det fra Holland er bedre end forbuddet, men konceptet falder langt fra idealet om en fair og gennemskuelig retsstat.

Legalisering løser direkte problemerne med vold, hashklubber, kriminalitet, uren hash, menneskelig marginalisering og det kollosale illegale marked. Legalisering er ikke løsningen på alle problemer, men legalisering er nødvendig for at bruger de mere effektive værktøjer som regulering og skadesreduktion.

Faktiske resultater er vigtigere end politisk korrekte "rigtige signaler". Her er det meget uheldigt, at så mange bekender sig blindt til den politisk korrekte holdning at "stoffer er farlige og burde forbydes". Faktum er at forbudsstrategerne - med deres lysende glorier - ikke har leveret varen. De har ikke fjernet hash (eller andre stoffer), og deres kriminalisering har forårsaget nærmest ufattelig menneskelig lidelse. Og nederst har vi de medicinske patienter, som vi ikke hjælper med billig og effektiv medicin.

Der henvises i øvrigt til artiklen Grundargumenterne for Legalisering for en kort oversigt over grundene til legalisering.

Hvad er legalisering?

Med legalisering taler dette dokument om simpelthen at gøre cannabisdyrkning, besiddelse, brug og kommercielt salg lovligt igen. Legalisering betyder "lovliggørelse", en fjernelse af det kriminelle prædikat. Hampplanten var lovlig i Danmark for 100 år siden, og det bør den være igen. Legalisering åbner for en bred vifte af værktøjer inden for regulering, uddannelse, behandling og skadesreduktion. Legalisering er derfor en opblødning af det rene kriminaliseringsprincip, der driver samfundets hashpolitik.

Dette står i skarp kontrast til forbuddet, der ikke kan benytte sig af nogen form for regulering, og hvor skadesreduktion faktisk kan være i fundamental modstrid med The War on Drugs. Se f.eks. FN's International Narcotics Control Board (INCB) og VK-regeringens Kampen mod narko.

Afkriminalisering ligger tæt på, men det betyder noget andet. Afkriminalisering betyder rent teknisk, at hashen stadig formelt er ulovlig, men at magthaverne ikke vælger at bruge ressourcer på at håndhæve loven. Afkriminalisering er en underlig juridisk konstruktion, der hverken er god for folks retssikkerhed eller gennemskueligheden af vores samfund. Det er simpelthen betænkeligt, at man måske i lange perioder begynder at se gennem fingre med ulovligheder - for måske senere at vælge (fuldt lovligt) at begynde at straffe adfærden. Det dur ikke i børneopdragelse, og ikke engang en hund kan man opdrage på denne måde. Derfor dur det heller ikke overfor ansvarlige, voksne mennesker. Legalisering er det juridisk optimale. Legalisering kan naturligvis sagtens suppleres af normale kontrolelementer, det vi kalder regulering, som vi kender det fra fødevareindustrien. (Legalisering vs. afkriminalisering: Economics of Cannabis Legalization.)

Det er vigtigt at påpege, at legalisering af hash ikke er den endegyldige løsning på stofrelaterede problemer i samfundet. Legalisering drejer sig om at løse problemerne med vold og kriminalitet, både for den almindelige borger og i den store illegale industri, som er bygget op over forbuddet. Den kriminelle status på hashen leder ensidigt til strafferetslige løsninger på et problem, der frem for alt er af moralsk, social og sundhedsmæssig natur. Derfor står forbuddet paradoksalt nok i vejen for at løse hashens sociale problemer på en effektiv, human og kærlig måde. Når hashen er legaliseret kan alle spænde hjelmen og begynde på at løse samfundets sociale stofproblemer. Det er givetvis ikke nemt, men det er noget, der er muligt. Tænk f.eks. på den dramatiske reduktion i antallet af rygere, som er sket over de sidste 10-20 år. Nikotin er ifølge videnskaben langt mere vanedannende end heroin, men alligevel er utallige rygere på vej mod en sundere og bedre livsstil den dag i dag. Rygning er ikke gået nedad, fordi vi har spærret folk inde, pudset politiet på dem og udsat befolkningen for udmygende vold, visitationer og grænseoverskridende roden rundt i folks anusser. Vi har fået kontrol over nikotinen gennem oplysning, afgifter og relativt simple regulatoriske mekanismer. (Tak til Common Sense for Drug Policy (CSDP) og Law Enforcement Against Prohibition (LEAP) for inspiration til dette afsnit.)

Legalisering kritiseret som en noget teoretisk bestræbelse, men vi er faktisk allerede mestre i at håndtere lovlige ting her i Danmark. Blandt de helt åbenlyse emner er alkohol og tobak, som vi bruger en masse krudt på at regulere. Denne regulering bakkes sommetider op af strafferetslige tiltag i periferien, f.eks. når voksne sælger alkohol eller tobak til børn og unge, der endnu ikke er gamle nok. Også områder som kød, salmonella og tilsætningsstoffer i børns legetøj bliver reguleret. Som hovedregel må man sige, at regulering er den strafferetslige sanktion overlegen, f.eks. ville de fleste nok gyse over udsigterne til at udelukkende politiet skulle borge for kødkvaliteten her til lands - mon de nu også kunne forventes at fange hver eneste beskidte varevogn med kød raslende rundt omme bagi? Vi kommer meget længere med regler for industrien, grænseværdier, kvalitetskontrol, stikprøver, uddannelse af fagligt personale og kun i nødstilfældet er det nødvendigt med bøder og fængsel til dem, der producerer direkte sundshedsskadeligt kød.

Hvad er skadesreduktion (harm reduction)?

Filosofien om skadesreduktion er en bredt favnende indgangsvinkel, hvis mål er at udvikle og implementere strategier for, hvordan vi forholder os til risikofyldt adfærd, således at skaderne. På stofområdet er målet altså primært at mindske skaderne og ikke blot udbredelsen af stofferne. Skadesreduktion er samtidig en konkurrent til forbudstankegangen ("prohibitionism"). Filosoffen Michael Jourdan har en række udmærkede betragtninger og definitioner i artiklen Cannabis - misbrugsforebyggelsens akilleshæl.

Forbudstankegangen har som erklæret mål, at ingen må tage nogen som helst former for euforiserende stoffer uanset hvad. Idealet vil altid være et "stoffrit Danmark", og man taler med sædvanlig sans for spin kun om misbrugere. Det er derfor man ensporet interesserer sig for udbredelsen af stofferne i stedet for at kigge på selve skaderne.

Tilhængerne af skadesreduktion deler noget af holdningen, altså den del, der siger: "lad være med at tage stoffer". Det er uomgængeligt, at en person uden stofbrug aldrig vil opleve ulemperne ved den risikable adfærd. Den store forskel er at skadesreduktionens tilhængere forholder sig også den kendsgerning, at flertallet af alle mennesker i alle lande og alle kulturer ønsker at beruse sig. Så de tilføjer "...men vil du alligevel tage stoffer, så se her hvordan du indtager stoffet uden at komme galt afsted.". Harm Reduction insisterer altså ikke på total afholdenhed eller udryddelse af de euforiserende stoffer!

Ved alkohoforbrug bruger man en skadesreducerende fremgangsmåde i Danmark, f.eks. ved at anbefale brugerne, at de ikke drikker mere end 14 eller 21 genstand om ugen for hhv. kvinder og mænd og gennem succesrige tiltag som designated drivers. I USA har kampagnen for designated drivers reduceret dødelige alkoholulykker med 31% over en 10-årig periode. Sådanne tal er uhørte for den strafferetslige kontrolpolitik. Det er dog et godt eksempel på, at man fortsat tillader folk at drikke, men at skaderne bliver reduceret gennem gode kampagner med simple koncepter. I dette tilfælde ligger signalet i den sociale forventning, som man opbygger hos brugerne af stoffet alkohol:du må gerne drikke, men tænk dig om, gør ingen skade, drik ikke hvis din pligt er at køre bilen hjem for dine venner.

Ellers sagt med andre ord, så vælger tilhængerne af skadesreduktion ikke at tabe de tusinder af mennesker, der alligevel vælger at bruge stoffer, på gulvet. Skadesreduktion er lidt som færdselsloven: det er farligt at køre i trafikken, men hvis man alligevel har tænkt sig at gøre det, så kan vi ligeså godt hjælpe befolkningen med at gøre det sikkert: kørekort, gode veje, godt udstyr i form af lysreguleringer og autoværn, sikkerhedstests af bilerne, og at der er krav om at køre med sele, og staten støtter bilerne med sikkerhedsudstyr i form af ABS og airbag.

Skadesreduktion vælger kort sagt at leve med stofferne som noget, der bare er der. I stedet for at tilføje "kriminel" på folks visitkort, vil tilhængerne af skadesreduktion hellere opnå en reduktion af stoffernes skader gennem andre metoder end de strafferetlige. Stofferne udgør trods alt et socialt problem, og tager folk alligevel stoffer, så kan man i det mindste forsøge at gøre sit yderste for at de ikke kommer til skade. Mange tilhængere af skadesreduktion peger på to vigtige forhold angående straffene: 1) at straffene for brug og besiddelse ofte er langt værre end selve stoffets skadevirkninger og 2) at selv hvis stofferne var sindssygt farlige, så løser kriminalisering ikke problemet.

I dag er de unge, der trods advarslerne tager stoffer, fuldstændig overladt til sig selv. I nogle tilfælde mistænker man såmænd (med god grund), at visse forbudstilhængere håber, at brugerne kommer galt afsted: "for så kan alle jo se, hvor farligt det er at tage stoffer." I USA er denne tankegang direkte årsag til forbuddet mod Naloxone, en modgift mod opioder, og uddeling af sterile kanyler. Det sender jo de "forkerte signaler", hvis folk kan overleve deres forbrug.

Det bedst kendte eksempel på forbudstankegangen er USA i begyndelsen af 1900-tallet, hvor man ændrede grundloven og fik den såkaldte "Prohibition" - altså forbuddet mod alkohol. Forbuddet havde katastrofale følger, ganske som narkopolitikken i dag. Befolkningen trodsede med matematisk præcision regeringens forbud og brød loven i et massivt omfang: de ville have lov til at drikke en øl eller whiskey, og det skulle regeringen ikke blande sig i. Man skabte herved et sort marked med enorme profitter, hvilket etablerede den organiserede kriminalitet i USA. Hvad der var værre, var at alkoholproduktionen kom fuldstændig på kriminelle hænder, og antallet af dødsfald og invaliditet (blindhed) pga. træspritforgiftning skød i vejret som en hel epidemi. De konservative, religiøse kræfter havde handlet moralsk korrekt og sendt alle de rigtige signaler, og de havde straffet synderne som de skulle. De havde fulgt forskrifterne for rigtigt & forkert og var glade. Men følgerne af deres moralske korstog var ubegribelig menneskelig lidelse. I populærkulturen helt op i vore dage har mange film om Al Capone og Elliot Ness's "The Untouchables" hvidvasket politikerne og Prohibition, men i virkeligheden var den store, brede befolkning imod forbuddet. De anså regeringens lovgivning som uværdige politistatsmetoder og Elliot Ness som en illegitim håndlanger for regeringen.

Problemet med den "religiøse model" er, at al analyse stopper ved den moralske checkliste, og så bliver konsekvenserne af forbuddet simpelthen ikke medregnet. Kurven for alkoholforbruget var allerede knækket inden Prohibition, og det fortsatte nogle få år ind i Prohibition. Derefter vendte det, og alkoholforbruget steg mærkbart. Især bemærkede man, at flere kvinder var begyndt at drikke alkohol, og man var gået fra øl og vin til i stedet af bruge hård alkohol. Capone foretrak at distribuere væsker med 95% alkohol frem for 4,6%. Mike Gray, Drug Crazy, har en udmærket historisk gennemgang af Prohibition.

I det nuværende politiske klima vil tilhængerne af det traditionelle forbud mene, at Harm Reduction er uacceptabelt "da det opfordrer til at tage stoffer". Ja, sådan fungerer den særegne logik hos forbudssiden. Harm reduction dog ikke en opfordring til at tage stoffer, og man bliver nødt til at slå autopiloten fra. Fordelen er, at Harm Reduction ikke lukker øjnene for den kendsgerning, at der bliver taget stoffer, og Harm Reduction lukker heller ikke øjnene for, at f.eks. stofmisbrugerne har brug for hjælp - også selv om vi måske helst så, at de slet ikke tog stoffer. Ligeledes mener Harm Reduction heller ikke, at det er klogt at gøre en risikabel adfærd til en sikker dødsdom for brugeren. Det kan da godt være, at diverse stof(mis)brugere burde have hørt efter, men samfundet pådrager sig også et ansvar, når de gør en allerede risikabel adfærd meget farligere end den burde have været. Specielt når alle indikationer peger i retning af, at et forbud under ingen omstændigheder vil fjerne forbruget af stoffer.

Harm Reduction er ikke på nogen måde inkompatibel med samfundets mål om begrænsning af stofforbruget og dens negative følger. Blot mener tilhængerne af skadesreduktion, at det langsigtet er bedst at informere sagligt om stofferne frem for de reelt utroværdige skræmmekampagner. Harm Reduction mener også typisk, at kriminaliseringen af folk ofte er mere skadeligt end stofferne i sig selv. Tænk bare på spiritus: ja, det er farligt ad Pommern til, men tænk på hvor mange gange værre det ville se ud, hvis politiet gik og overfaldt alle der brugte alkohol, gav dem bøder og spærrede dem inde? Tænk om politiet ransagde dit hjem og rodede rundt i meget private dele af dine børns anatomi, bare fordi de var blevet arresteret med en "stor mængde øl"? En alkoholiker (eller narkoman) har brug for hjælp til at komme ud af sit misbrug, han har brug for at blive behandlet for sin eksistentielle smerte, sorg og depression. Alkoholikeren har ikke brug for at blive kriminaliseret, retsforfulgt, få ødelagt sit ægteskab, forholdet til børnene og blive drevet ud i endnu mere kriminalitet. Ironisk nok kan mange af disse ting på listen være direkte årsag til alkoholisme eller misbruget af lignende substanser..

Kræver det en speciel politisk overbevisning at gå ind for hash?

Nej. Uanset om man er socialist eller liberal eller en skøn blanding deraf, så har det ikke nogen direkte indflydelse på holdningen til legalisering af hashen. Det eneste, der i virkeligheden kræves, er at politikeren som grundholdning har værdier, som:

Lige nu ligger de største ønsker om legalisering hos Enhedslisten, SF og hos mange ungdomsorganisationer (f.eks. Venstre Ungdom, der kørte en fri hash kampagne i 2008). De Radikale valgte med et snævert flertal på landsmødet i 2005 valgt at droppe deres tidligere støtte til legalisering, og det svinger lidt om de på landsmødet støtter legalisering eller ikke. Dansk Folkeparti, Venstre og Konservative (inklusive KU) er for tiden imod legalisering, og de holder stædigt fast i at der kun er én sand vej: kriminalisering af både brugere, producenter og sælgere. Det kunne på overfladen ligne socialistisk og liberal blokpolitik, men ved nærmere eftersyn er det bestemt ikke en naturlov. VU er f.eks. slet ikke imod legalisering, og de deler jo samme politiske ideologi som folketingsgruppen. Enkeltpersoner blandt politikerne har også udtalt deres støtte til en reform af hashpolitikken (f.eks. Jens Rohde (tidligere V) og Claus Bondam (R). Nogen af de meget liberale på eksempelvis Liberator er tilhængere af legalisering. Dansk Folkeparti er eksempelvis overvejende socialistisk anlagt, men samtidig nogen af de skarpeste modstandere mod legalisering, og Socialdemokraterne er heller ikke tilhængere af at man prøver at erstattte den eksisterende kontrolpolitik med legalisering, regulering og skadesreduktion. Holdningerne går på tværs af typiske partipolitiske skel.

Hvorfor kæmpe så indædt for legalisering? Det er jo bare hash.

Al aktivisme udspringer af én del kærlighed og én del forargelse. Der er naturligvis en kærlighed til cannabisplanten og den fine rus, som THC'en giver. Naturen har i sin rigdom givet mennesket en vidunderlig plante, der kan bruges for sjov eller i nød, og som frie mennesker vil vi have lov til at nyde naturens gaver uden indblanding fra andre. Vores nydelse af planten er ligeså vigtig som andres nydelse af mad, vin, øl, whisky og chokolade, og der er ingen legitime grund til at forbyde os den nydelse. Diskrimination er uacceptabelt, hvis vi skal leve op til vores højt besungne idealer om frihed og vestligt demokrati.

Én ting er såmænd hashen i sig selv, men uanset hvordan man vender og drejer det, så er det altså ikke "bare hash", når vi taler om at fængsle, diskriminere og udsætte uskyldige i samfundet for indskrænkninger i deres grundlovssikrede ret til at være i fred for andres tvang - i det omfang de ikke direkte skader andre ved deres adfærd. Det er ikke "bare hash", når man nægter syge mennesker medicin. Det er ikke "bare hash", når narkotikapolitikken har været årsag til nogle af de mest markante ændringer i dansk lovgivning, og som kun tangeres af Rockerloven og Terrorloven. Det er ikke "bare hash", når INCB's implementering af FN's konventioner faktisk strider mod FN's egne menneskerettigheder. Narkotikakontrolpolitikken bliver i det hele taget suspekt, når den truer hele nationer som Mexico.

Der er et hav af kommercielle og medicinske formål, hvor cannabis kunne gøre gavn (navnligt til kræft og AIDS patienter, men også mange med sclerose og cerebral parese har nydt godt af medicinen). Legalisering ville fremme industriel og medicinsk udvikling på området hundredfold og give befolkningen billig, effektiv medicin. Legalisering vil også give en bedre anvendelse af borgernes skattekroner ved at bruge dem på de virkelig alvorlige ting, som samfundet kæmper med.

Andre opfatter den politiske udryddelsestaktik mod naturen i al dens rigdom som forfærdelig og moralsk forkastelig. Som det politiske klima er nu, forsøger man at udslette en plante med en tusindårig tradition og hundredevis af anvendelser, man forsøger at slette alle spor af millioner af års udvikling. Hvad det har taget naturen millioner af år at skabe, forsøger man målrettet at udslette for evigt. Sådant et "folkemord" - også selv om vi taler om planter - er der mange, der vil modarbejde. Det er samme holdning man finder hos folk der vil bevare regnskoven og Jordens mangfoldige biodiversitet.

Måske vigtigst af alt, så er det et spørgsmål om retfærdighed og borgerrettigheder for frie mennesker i et demokratisk og tolerant samfund. Forbuddet mod cannabisplanten går imod disse friheder. Mange cannabisnydere føler, at de burde have ret til at bestemme over deres egne liv, så længe de ikke skader andre ved deres adfærd. Først blev småbesiddelser gjort ulovlige og skulle give en bøde på 500 kr. Nu er bøderne oppe på 2000 kroner for hash-fnuller i bunden af en lomme. Mange føler også, at cannabiskulturen bliver diskrimineret af den mere velbjergede del af befolkning, og de bryder sig ikke om at se, at specielt fattige, etniske minoriteter og de kunsteriske samfundslag bliver udsat for denne type hetz. Paradoksalt nok bruger forbuddets tilhængere selv alkohol.

Hvad er hovedpunkterne mht. legalisering?

Den nuværende strategi med forbud, straf og en brutal politik mod befolkningen har fejlet. Den har ikke opnået sine erklærede mål om reduktion af udbuddet eller efterspørgslen. Trods næsten 50 år med eskalerende straffe har tilgængeligheden aldrig været højere og priserne aldrig lavere. At fortsætte stædigt vil være rent spild af penge. Strategien kommer simpelthen ikke pludselig til at virke i morgen, hvis den ikke har virket på noget tidspunkt i hele det 20. århundrede Man har et socialt problem, men prøver at løse det gennem strafferetten. Det svarer til at man efter årtiers forfejlede forsøg på at skrue sømmet ind råber på større skruetrækkere for at få sømmet skruet ind. Vi bruger simpelthen ikke det korrekte værktøj.

Narkopolitikken skal tænkes om og revurderes. Fokus skal flyttes fra kriminalisering, hårdere straffe, indskrænkning of borgernes rettigheder og noble hensigter om "signalværdi" til at dreje sig om regulering, samfundsøkonomi, skadesreduktion, sociale tiltag, folks frihed til at bestemme og troværdig information om rusmidler. Målet er at veje den anvendte politik på dens observerbare konsekvenser frem for

Straf - eller krig, som Sun Tzu ville have sagt - er dyr og uvirksom og bør kun anvendes i yderste nødstilfælde. Vi bør først prøve at løse vore problemer med alle konventionelle midler, og kun som sidste, desperate udvej anvende straffe. Egentlig er det ikke så ulogisk. Se på de familier, hvor børnene får på munden eller med bæltet som første løsning på problemerne. De er sjældent harmoniske.

Marijuana til medicinske formål skal legaliseres øjeblikkeligt.

Marijuana til personlig brug skal legaliseres eller afkriminaliseres øjeblikkeligt, og i stedet skal anvendes regulering, uddannelse og skadesreduktion. En minimum bagatelgrænse for besiddelse til personligt brug må nødvendigvis inkludere en tilsvarende tilladelse til privat at dyrke planter til eget forbrug.

Legalisering vil give en stor del af befolkningen deres frihed tilbage og gøre dem fri for kriminalisering. Bag ethvert forbud, skal der ligge et ønske om at beskytte individet eller andre i samfundet, der kan være ofre for individets adfærd. At arrestere folk for at have hash i lommen beskytter dem ikke! Hvad angår selve hashen, er det et meget sikkert rusmiddel, og det giver ingen skader på brugeren. Brug af hash giver heller ingen skader overfor andre i samfundet. Vi ved udmærket hvad forbrydelser er: det at gøre andre ondt ved ikke at respektere deres frihed og ret til selv at bestemme over deres krop eller ejendom. At sidde med en joint fortjener på ingen måde prædikatet "en forbrydelse".

Det absolut farligste, når vi taler om hash, er konsekvenserne af arrestation, forhør, (isolations)fængsling og bøder. Flertallet af disse er både fysisk og psykisk skadelige. Den eneste "forbrydelse" ved hash ligger i bekæmpelsen af hashen gennem kriminalisering, hvor reelt uskyldige får ødelagt deres liv.

Det andet mest farlige ved hashen er det ynkelige niveau, som det meste af debatten holder sig på. Uddannelsesmaterialet er utroværdigt og det kan målgruppen godt gennemskue.

Det er også et problem, at folk, der gerne vil nyde cannabis, bliver skubbet ud af normale sociale sammenhænge, og at de ikke kan nyde deres rusmiddel i fuld offentlighed sammen med resten af samfundet.

Langt farligere rusmidler som alkohol og tobak er allerede i dag lovlige, og hvis der skal være lighed for loven, så må man legalisere cannabis og i det mindste gøre det tilgængeligt gennem en række regulerede kanaler.

Et hashforbud diskriminerer også de lavere indkomstgrupper, etniske minoriteter og andre uden for magtens centrum. Ordlyden er aldrig racistisk, men ofte er konsekvenserne det alligevel. En "rigtig dansker" drikker øl, snaps, Gammel Dansk og rødvin ... og indtager ikke sådan nogen "neger-stoffer" (som Edward Norton kalder cannabis i filmen American History X).

Hashbekæmpelse er en gigantisk industri, og hashen er på samme tid deres største ven og fjende gennem alle tider. Jo, heroin er et farligt stof, men så forsvindende få tager det, at det ikke rigtig rykker noget for interessenterne. Hash har derimod en brugergruppe på fra 100.000-500.000 individer, og her er vi oppe i en volumen, som gør det muligt at bygge en seriøs industri op. Antallet af brugere giver kunder i butikken. Pointen med narkolovgivningen bør imidlertid ikke være at støtte politikere, politi, domstole og behandlingsindustrien for dens egen skyld.

Jamen hvordan vil den endelige legalisering se ud?

Der er ikke noget endegyldigt svar på dette, da der er mange mulige løsninger ganske som vi kender det fra al den regulering vi har i dag. De liberale partier vil udpege én vej, de socialistiske en anden.

Aktivisten Marc Emery har også skrevet Cannabis Culture Manifesto fra magasinet af samme navn. Et alternativ er Shafer kommissionen, som præsident Nixon nedsatte for at udrede trådene omkring marijuana: Marihuana: A Signal of Misunderstanding. Shafer rapporten er interessant da den blev bestilt af en præsident, der med garanti troede, at han havde bestilt et arbejde til støtte for sin egen hårde linie mod kriminalitet. Mod Nixons politiske ønsker endte Shafer og hans folk imidlertid med at udføre et videnskabeligt solidt arbejde, og de gav en langt mere dæmpet anbefaling. De foreslog bl.a. afskaffelsen af minimumstraffe og mente at man burde afkriminalisere privatpersoners besiddelse af marijuana. Nixon arkiverede rapporten lodret og ignorerede dens solidt gennemarbejdede konklusioner. En efterhånden rutinepræget handling, når man ser på skiftende både amerikanske og danske regeringer, der har tilsidesat den ene faglige anbefaling efter den anden. Der er mange af denne type store studier af stoffer, som alle indeholder konkrete legaliseringsmodeller.

Jeg vil overvejende holde mig til nogle af mine egne ideer, men stadig påpege at hensigten om at lade cannabis gå tilbage til dens legale status og her anvende regulering, skadesreduktion og uddannelse er meget vigtigere end at beskrive den konkrete politik. Der er trods alt intet nyt ved de lovlige markeder.

Idealet

Bare for at undgå alt for mange misforståelser, så taler vi om idealet her. Idealer behøver ikke være realistiske i forhold til de realpolitiske muligheder lige her og nu.

Først og fremmest må politikken afspejle et ægte ønske om regulering og skadesreduktion. Det vil ikke fungere, hvis man prøver at luske et forbud ind under dække af at ville regulere. Det regulerede marked må og skal tage hensyn til både køber og sælger. Eksempelvis bør man undgå en unødigt restriktiv lovgivning, der kræver nye, kollosale mængder af politi, domstole og fængsler. Et overreguleret marked leder med matematisk præcision til et parallel sort marked.

Det absolutte ideal må være en reel legalisering og ikke den uigennemskuelige afkriminalisering. Befolkningen skal ikke blot leve på statens nåde og "være heldige med at de ikke bliver retsforfulgt" for besiddelse og dyrkning. Nej, idealet er at borgerne igen får ret til at besidde bruge og dyrke cannabis fuldt lovligt, samt at producenter og sælgere på markedet kan udføre deres erhverv ligeledes lovligt - omend underlagt en række restriktioner, som skal sikre mod salg til børn og unge.

Straffe

Selv om cannabis får lovlig status, betyder det ikke at enhver tænkelig straf er afskaffet. Straf har blot antaget en størrelse, som er proportionel med dens nødvendighed og gavn, og straf bliver nu anset for at være sidste udvej og ikke første.

Salg til børn under 16 eller 18 (alt efter om vi følger alderen for alkohol eller tobak) vil fortsat være kriminaliseret. Her kan virksomhederne eller ansatte straffes med bøde eller fængsel alt efter omfanget af forbrydelsen, plus eventuelle andre regulatoriske tiltag som øgede kontrolbesøg eller trusler om at lukke virksomheden. Der vil være bred opbakning til denne kriminalisering, da det massive flertal godt forstår, at der er forskel på børn/unge og myndige voksne.

Smugling, skatteundragelse, og salg af varer, der ikke er underlagt den nødvendige kvalitetskontrol, vil blive straffet og de ulovlige produkter bliver konfiskeret. Unddragelse af skatter og afgifter vil ligeledes være strafbart. Undtaget herfra vil være private dyrkere, der ikke sælger kommercielt (under en fastsat grænse).

Privat:

I Holland må man ifølge loven kun have 5 planter inden hammeren falder. Sådan en restriktiv regel introducerer blot nye problemer, kræver spidsfindighed hos domstolene i fortolkningen af loven og masser af politi til at invadere folks private hjem for at se, om de nu har eksempelvis "hele" 6 planter stående. Hvad nu hvis man er studerende og ikke har plads til planter, fordi man bor på kollegie? Hvad hvis ens lejlighed er lille, men man har en kammerat med pladsen? Hvad hvis en mor vil passe samtlige planter for sine tre døtre, fordi de er au pair de næste 3 måneder, men som gerne vil have lidt hjemmedyrket, når de kommer hjem? Hvad hvis nogen holder vegetativt liv i 5 moderplanter af forskellige sorter, som aldrig bliver sat i blomst og derfor ikke indeholder THC - skal han fængsles og have hjemmet invaderet af politi, hvis han sætter 2 stiklinger i blomst? Gælder 5 planter kun dem, der er i blomst? To stiklinger er teknisk set kloner, så er de en eller to planter? Er en person med 5 planter på lovens side, og bliver han kriminel, hvis konen klipper 2 stilke af (som jo teoretisk set kunne blive til stiklinger og rykke antallet af planter op på 7)? Er der forskel på en 2,5 meter høj udendørs Cannabis Sativa og en 40 cm. høj Cannabis Indica plante, der står under en vækstlampe i et Sea of Green? Hvad hvis man kan høste én sort 5 gange på et år, mens en anden kun kan høstes 3 gange? Dårlige regler, der er lavet uden at lovgiverne rigtig forstår, hvordan det fungerer ude i naturen, bliver til ulempe for alle i længden og tjener ikke samfundet.

Ideelt bør man ikke lave denne slags gråzonepolitik. Legaliser planten med rund hånd, lad folk dyrke selv efter behov, og lad de rigtige ulovligheder blive kontrolleret af en generisk fødevarepolitik (i stil med den vi har for øl, vin og kød) og skattelovgivning.

Mange er f.eks. bange for, at frihed til at dyrke privat undergraver statens indtægter fra afgiftsbelagt cannabis, eller at nogen dyrker "for meget" og begynder at sælge det på det sorte marked. Hvis prisen på den lovlige cannabis bliver rimelig og ikke kraftigt overstiger produktionsomkostningerne, så vil det ikke være et problem - og de få hardcore dyrkernørder vil være så få og ubetydelige, at det ikke kan betale sig at storme deres huse med politi, hunde, grønthøstere og plantegift.

Skal der absolut være en grænse for at tilfredsstille strammerne, så lad den være på absolut minimum 100 planter. Det tillader at folk har en vis mængde af moderplanter, og det tillader at hobbyavleren kan komme op i en rimelig volumen. 100 planter kan virke som meget, men udendørs er det ikke så voldsomt endda. Halvdelen bliver spist af snegle, harer og andre uregerlige dyr, halvdelen af de overlevende er hanner og vil typisk blive kasseret, dertil kommer tabet til syge og svagelige planter, hagl-katastrofer, orkan og andet godt fra Moder Natur. En hobbyavler ville også slagte uhæmmede mængder af sine planter, hanner, hunner, sunde som syge, fordi de har svage gener eller viser muteret vækst. Man er jo kun interesseret i at avle på de bedste planter. Den legendariske planteavler Luther Burbank udvalgte sine avlsplanter fra 100.000 spirer og i enkelte tilfælde op til 500.000 spirer. Et "rigelig stort" antal planter sikrer også, at man kan spare millioner af offentlige udgifter til politi og domstole og den enkelte borger har derved én mindre ting at bekymre sig om. Følelsen af frihed tæller også!

For få planter giver også et uheldigt incitament til at beholde muggen pot eller planter, der er inficeret af skadedyr. Ved at tillade et rigeligt antal planter er der ingen grund til at beholde en fejlslagen høst.

Såmænd var 500 planter et bedre bud. Hvor mange ville egentlig dyrke så mange planter, selv hvis det var lovligt? Mængden af cannabis, som en privatperson kan dyrke, er kraftigt begrænset af en hel masse praktiske og økonomiske faktorer. Måske er 500 planter lidt i overkanten, men man skal igen se på, om det er nogen skade til? Måske kunne en dispensation, der kostede et pænt beløb, holde en vis kontrol med entusiasterne og skille smuglere fra oprigtige hobbyavlere?

Sådan en hypotetisk person ville kunne knaldes på skatteundragelse og overtrædelse af lovene omkring nydelses- og fødevarer, evt. for smugling ud af landet, hvis han rent faktisk producerede til andet end eget forbrug. Dette kræver ikke en speciel hash-lov.

Et sidste ideal må være, at man i forbindelse med legalisering slipper indsatte i fængslerne fri, eller som minimum reducerer deres straffe til de størrelser, som økonomisk kriminalitet normalt straffes med. Volds- og morddømte kan naturligvis ikke få reduktion for denne type kriminalitet.

Kommerciel produktion:

Producenter vil være registrerede virksomheder, der lever op til lovens krav til cannabisprodukter. Altså noget med kontrol af skadedyr og mug i slutproduktet, lovlige dyrkningsforhold og evt. afskærmning af dyrkningsområderne. Herunder også regler for økologisk dyrkning, samt regler for udendørs og indendørs dyrkning.

Medicinsk cannabis vil være underlagt yderligere krav til renhed, f.eks. oftere stikprøver for at afsløre mug og svampesporer i slutproduktet, samt måske krav til en opgørelse af cannabinoiderne indhold.

Detailsalg:

Salg til slutbrugerne bør foregå efter de samme regler som de lovlige stoffer i dag forhandles efter. Reglerne for tobak og alkohol er dog ikke ens, og der ville ikke være noget mærkeligt i at lave enkelte målrettede regler for cannabis. Det afgørende er, at man sikrer, at salget foregår efter de fastsatte regler, især for at forhindre salg til børn og unge, som endnu ikke er gamle nok til at benytte produkterne.

Det optimale vil givetvis være, at man i overgangsfasen fra ulovlig til lovlig sælger cannabis fra coffee shops, apoteker eller en anden forretning, der har særligt kendskab til cannabis. Det kan være en ganske rimelig foranstaltning for at skabe en god kultur omkring cannabis. Efter en årrække bør man logisk regulere cannabis efter overvejende samme regler som salget af alkohol og tobak.

Et reguleret detailsalg vil frem for alt være det, der mest effektivt holder stofferne ude af hænderne på de helt unge. Som i tilfældet med alkohol, cigaretter, sex og biler, må de vente til de når en vis alder. Hvis reglerne er i overensstemmelse med folkets ønsker, vil der ikke være et massivt sort marked som vi kender det i dag, men forsøger man at indføre et de facto forbud gennem overregulering, så skaber man øjeblikkeligt et sort marked.

Legalisering efter alle ovenstående principper vil optimere fordelene for den demokratiske frihed, mindske vold og kriminalitet, begrænse det sorte marked mest muligt, og sikre en økonomisk rationel regulering. Disse fordele løser ikke narkoproblemet, men det frigiver tilstrækkelige ressourcer til at man kan gøre noget ved de sociale og psykiske problemer, som især misbrugerne har. Frem for alt giver legalisering adgang til reguleringens store værktøjskasse, som er mere effektiv end straffeloven og politiets begrænsede evne til at løse problemet.

Det praktisk mulige

Skepsis mod enhver legalisering er indgroet i mange mennesker, og inden en nærmere analyse of situationen biver forsøgt, skal der gøre nogen overordnede betragtninger.

Den reformvenlige fløj står overfor langsomt at skulle vinde forbudsfløjens tillid. Derfor bør man nok besinde sig på at starte i det små og så langsomt arbejde sig fremad. På den positive side findes der efterhånden et hav af europæiske lande (samt Canada), der er meget mere progressive på dette område end Danmark. Disse nationer kan vi med rimelighed sammenligne os med, og dermed starter Danmark ikke på bar bund. Især Canada, Holland, Spanien, Portugal, Belgien og Storbrittanien er oplagte lande at sammenligne os med. Alle disse lande har taget skridt mod at afkriminalisere deres befolkninger, men uden at forbruget af stoffer på nogen måde er blevet mere problematisk end under de hårdere straffe..

Praksis er begrænset af tre overordnede forhold:

Folks viden om emnet

Det kan virke trivielt, men folks viden er vigtig og med til at forme både intellektuelle holdninger og følelser omkring emnet. Langsigtet kan folks niveau af viden højnes og ændres. På kort sigt er der ikke så meget, man kan gøre, og man må arbejde med det man har. Legalisering ligger midt i og står overfor de umiddelbare mangler og barrierer i modstandernes viden. Set fra et videnskabeligt synspunkt burde man afdække modstandernes synspunkter og hvad modstanderne selv mener der skal til, for at deres overbevisninger bliver rokket ved. Dette er det videnskabelige princip om falsificering (se noterne). Kort fortalt betyder det, at alle teorier - også teorier om hash - skal være formuleret således, at de logisk set kan modbevises. Hvis en teori er immun overfor enhver observation, så kan man heller ikke videnskabeligt undersøge teorien. Derfor bør man holde fast i, at modstandsfløjens argumenter i det mindste skal være mulige at diskutere. Hvis de fører argumenter, som er absurde og umulige at diskutere, bør man påpege det umulige i situationen og vise at holdningerne udelukkende hviler på et trosbaseret fundament.

Skal man man se positivt på situationen, så kan de fleste ændre overbevisning. Viden kommer ikke automatisk, tværtimod kræver det tid, energi og interesse. De fleste har simpelthen ikke ressourcer til at gå dybt ind i alle de emner, som de skal have en mening om. Så de støtter sig til "det de har hørt". At folk baserer deres viden på avisoverskrifter, rygter, gode historier, myter og meget lidt personlig research er naturligvis skidt, men det er ikke altid et resultat af ond vilje. Puritanerne blandt os vil naturligvis hævde, at enhver intellektuel dovenskab er utilgivelig, men det er nok mere frugtbart at sige, at alle gør sig skyldige i lidt intellektuel dovenskab og derfor ikke bruger hele deres fritid på at sætte sig dybt ind i alle de emner, som de har holdninger til.

Information er dog vigtig på lang sigt, og det er nødvendigt at informationerne kommer ud i de populære massemedier. Viden gør ingen gavn alene i forskningsmiljøerne. Som hovedregel søger folk ikke information. Den skal serveres på et sølvfad.

Personlige holdninger og moral

Der findes et hav af personlige holdninger og moral, som intet har at gøre med fakta, videnskabelighed eller hampens reelle farer. Uanset om man vil eller ej, så må man forholde sig til disse holdninger og se, hvad man kan tilbyde ideologisk/religiøst motiverede personer. Kortsigtet er det for praktiske formål umuligt at ændre deres holdninger. Kristne og muslimer har en lang historie med modstand mod rusmidler og deres grundholdninger er baggrunden for den nuværende politik. At alkohol har så uangribelig en position må næsten helt sikkert tilskrives dens plads som sakramente i den kristne religion, og at flertallet faktisk har førstehåndskendskab til dette stof..

Puritanernes mål har altid været den maksimale begrænsning af rusmidlernes udbredelse, ja helst vil de foreskrive folk et liv i total afholdenhed. Der ligger i disse religioner en tendens til at udstede bud og forbud, og der er også en tendens til at dyden afhænger mere af reglens moralske værdi i sig selv end af de faktiske resultater af den førte politik. En næsten 50-årig forbudsstrategi i Danmark har ikke leveret resultater, og at man stædigt holder fast årti efter årti, viser den moralske lejrs vilje til at holde fast og bekæmpe fjenden med traditionelle moralske midler og straf-strategier - uanset om det giver de ønskede resultater.

Heldigvis taler vi om moderne mennesker, og det bør være muligt at fokusere på resultaterne. Tallene fra mere liberale nationer som Holland viser klart, at afkriminalisering og øget udbud er forløbet problemfrit, uanset hvad man frygtede på forhånd. Fokus bør aldrig flyttes væk fra resultaterne, for så rykker diskussionen ind i den religiøst motiverede banehalvdel, og der kan ingen realister vinde.

Realistisk legalisering vil fortsat skulle "sende de rigtige signaler" i en årerække og fordømme hash til festlig og religiøst brug (ja, der er andre religioner end de store monoteistiske). Umiddelbart er det svært at se, denne strategi vil blive opgivet på kort sigt, når den har været med os i alle disse år.

Legalisering bør heller ikke på nogen måde opfordre borgerne (især de unge) til at indtage stoffet. Legalisering er da heller ikke en opfordring til noget som helst. Naturligvis kan man legalisere hashen og samtidig advare - ganske som på cigaretpakkerne i dag. Det er vigtigt, at dem med moralske skrupler får mulighed for at oprette institutioner, websites og materialer, der reflekterer deres verdenssyn. Dette er en naturlig del af deres demokratiske rettigheder..

De moralsk motiverede vil sandsynligvis ikke gå med til nogen form for amnesti til tidligere narkodømte personer. Det er slemt nok, at de må tænke tilbage på et liv, hvor de helhjertet har støttet fængsling og kriminalisering af hundredtusinder af danske borgere, det er slemt nok at erkende, at alle de fængslede har fået flere psykoser af fængselsbesøget end af hashen. Men at se amnesti for tidligere dømte vil blive opfattet som en provokation og måske endog en hån. Frigivelse af fanger bør næppe foreslås som del af legalisering, uagtet at det er det eneste humane at gøre.

Der findes også andre grupper, som har mulige moralske overvejelser inde over. Politiet står eksempelvis i en lidt løjerlig situation. Den ene dag: arrestere, uddele bøder, kropsvisitere, råbe af arrestanter, og bruge tvang mod normale borgere, der nyder en joint - den næste dag: at skulle ignorere hashrygning totalt. Det stiller det ubehagelige spørgsmål, om det nu også er moralsk forsvarligt at handle, som man gør i dag? Følelsesmæssigt er der et klart incitament til at holde fast i forbuddet. Der er færre dæmoner et stå til ansigt til ansigt med, hvis tingene bare fortsætter som de er.

Politikerne går heller ikke fri for denne byrde. I mange år har de agiteret for hårdere straffe, mere kontrol og stigende barske metoder mod "den ulovlige hash". De har spærret folk inde, ødelagt familier, sendt fængselsenker i økonomisk ruin og børn ud i længsel efter deres fædre. De har gennem deres politik påført de fængslede psykisk sygdom og endeløse ydmygelser, når de har ransaget selv indersiden af de fængslede. For flertallet bliver uønsket indtrængning i deres kropsåbninger slet og ret opfattet som voldtægt. Er denne statssanktionerede voldtægt virkelig gavnlig for at banke en hovedløs nultolerance fast? Er vi som samfund ret meget bedre end Josef Fritzl, der havde præcist de samme motiver for at "beskytte" sin datter?:

Da hun kom i puberteten blev hun en 'vild pige', der festede natten lang og fik erfaringer med alkohol og undlod at overholde vores regler. Jeg blev nødt til at skabe et sted, hvor Elisabeth - om nødvendigt ved hjælp af tvang - blev holdt på afstand af det omkringliggende samfund

Det kræver mod og mandshjerte at ændre sine meninger, for der er en ubehagelig erkendelse af, at ens fortidige handlinger måske ikke var retfærdige. Når vi ødelægger andres liv, når vi ved anklagerens bord bruger alle tænkelige kneb for at få folk buret inde, så har vi også som mennesker behov for at tro, at vi gør det rigtige og at "svinene fortjener det".

Det vigtige at holde fast i, er at selv om man har gjort noget forkert - politiker, politi, dommer, kriminel - så er det aldrig for sent at ændre på det samfundsmæssigt uretfærdige og irrationelle, men det er som om vi er fanget i samme logik som Josef Fritzl: at hver dag forbuddet var i effekt, jo sværere blev det give de fængslede friheden tilbage.

Behandlerne er farvede af, at de kun har kontakt med problemerne omkring hashen, og der er i dag mange, der har investeret store summer af moralsk kapital i den gældende dæmonisering af hashen. Det er behandlerne og misbrugskonsulenterne, der hver dag møder "hashpsykoserne" og misbrugerne. Det farver beslutningerne hos denne gruppe, da de aldrig ser gruppen af velfungerende brugere, og misbrugernes sørgelige historier er meget magtfulde.

Magtfaktorer og økonomi

Ingen kan lide at give magt fra sig. Ingen kan lide at se deres karrieremuligheder forsvinde. Ingen kan lide at se frem til fyringer. Ingen kan lide at se frem til, at deres små imperier smuldrer og bliver mindre, ingen bryder sig om at se ens politiske hjertesager blive reduceret til lovlige dermed uanvendelige til at skabe politisk opmærksomhed. Ingen bryder sig om reformer, uanset hvor nødvendige de måtte være.

Det er af afgørende vigtighed, at man ikke klemmer nogen økonomisk i forbindelse med legalisering. Der bør være 100% jobgaranti, og der bør afsættes rigelige ressourcer til eventuel omskoling.

Politiet bør ikke være noget problem, for legaliseringsfløjen er primært interesserede i at få noget mere samfundsgavnligt for pengene. Derfor taler vi kun om en omprioritering af ressourcerne, således personalet med hash som speciale overflyttes til at koncentrere sig om de virkelig farlige forbrydelser. Ud over den umiddelbare nytte for samfundet, så vil det også være langt mere tilfredsstillende for den almene betjent at gå efter forurenere, svindlere, voldtægtsforbrydere, mordere, terrorister og pædofile, frem for at bruge kræfterne på at arrestere helt almindelige mennesker, der fuldstændig frivilligt indtager et relativt ufarligt stof.

Behandlerne udgør et område, som virkelig vil have gavn af legaliseringen. Rent økonomisk er der en "risiko" for, at de på længere sigt kommer til at kurere flere og endog får færre i deres konsultationer. Men det er svært at sige præcist, hvilken retning tingene vil falde. Åbenhed og bedre viden om hashen vil trække i retning af færre misbrugere af stoffet, og det giver færre i konsultatioen. Det samme vil de forbedrede restriktioner på salg til børn og unge. På den anden side gør åbenheden med stoffet, at man får meget bedre fat i de mennesker, som før var skjult af kriminaliseringens jerntæppe.

Der er dog et aspekt, der ubetinget går til behandlernes fordel. Det er den kendsgerning, at en stor milliardøkonomi bliver gjort hvid, og besparelserne kan bruges til at give behandlerne en stor økonomisk indsprøjtning. Det er svært at forestille sig, at behandlerne på nogen måde bliver økonomiske ofre i denne sag. Politikerne skal garantere behandlerne en bid af kagen. Der er al mulig grund til det, da behandling er omkostningseffektiv i forhold til fængsel: Study Finds Drug Treatment Is Cost-Effective Alternative to Prison.

Politikerne er mere eller mindre de mest magtfulde i samfundet, da de udstikker selve reglerne for, hvad der er lovligt og ulovligt. Der findes mange politikere, der primært handler for at få mest mulig magt til at være på statens hænder. Politikernes andel i legalisering drejer sig i bund og grund om, at de er villige til at gøre og sige hvad som helst for genvalg. Politikerne kommer til at gå ind for legalisering den dag, hvor de tror de kan skaffe stemmer på at føre en behandlingsorienteret politik, der ikke har kriminaliseringen af borgerne som primær strategi.

Ah ha, og hvad så? Er der en pointe?

Bundlinien på hele dette cirkus er, at man ikke i første hug får en ideel lovgivning, som er 100% i borgenes interesse (det kommer vel næppe som en overraskelse). Realpolitisk må man føje en række holdninger til, som ikke direkte er de bedste for borgerne og ungdommen. Men det er ikke et decideret tab, da politikken allerede er i en sørgelig tilstand. Så det er acceptabelt og i demokratiets ånd at støtte moralisternes talerør forskellige steder i samfundet. Moralsk kan man ikke gøre ret meget andet, men tale om amnesti og strafnedsættelse er næppe farbar vej i vores politiske klima. Økonomisk og magtmæssigt er der mange interesser, der skal tilgodeses, men det bør være muligt som minimum at fastholde det nuværende niveau. Det betyder, at ingen arbejdspladser er i umiddelbar fare for at forsvinde, og ingen chefer må ofres. Som helhed står de økonomiske interessenter til at vinde på legalisering, hvis man lover at kanalisere en del af den blotlagte økonomi over i politi, behandling, retssystem og sygehusvæsenet. Det er afgørende, at man lader alle berørte parter få del i den økonomiske kage.

I praksis vil vi nok desværre se en del over-kontrol med hashen. Dette vil eksempelvis give sig udtryk i, at kun staten eller personer med licens får lov til at dyrke cannabis. Måske vil staten eje og drive en række større drivhuse for at holde produktionen under kontrol. Dette vil være et forudsigeligt krav fra de politikere, der nødigt afgiver kontrollen, og eventuelt andet erhvervsliv, der føler sig truet af cannabisplanten. Hvis man gør dette, skal man passe på en række ting. Man skal passe på, at dette ikke indskrænker produktionen så meget, at priserne stiger til et niveau, hvor folk finder det for dyrt. Mange vil være tilbøjelige til at forfølge denne strategi, da det indfører et forbud mod cannabis via priserne. Det åbner imidlertid for det gode gamle illegale marked med ulovlig import af hash og salg til børn, og så har vi ikke løst noget som helst. Dette "forbud ad bagvejen" er en stærk fristelse, som politikerne bliver nødt til at holde sig fra.

Man vil typisk forsøge at indskrænke antallet af salgssteder. Eksempelvis ved at kræve en slags hash-tilladelse i stil med Hollands coffeeshops eller ved kun at tillade salg på apoteker. Coffeeshops er ikke en dårlig ide, så længe man sørger for, at der er tilstrækkeligt mange coffeeshops til at dække behovet hos befolkningen. Igen er der en fristelse hos forbudsfløjen til at indskrænke antallet af coffeeshops til et fåtal - en strategi som er kendt i Holland. Igen er det betænkeligt at gøre dette, da det blot rykker salget og markedsføringen ud til steder med færre skrupler, og måske ulovligt importeret hash. Coffeeshops kunne - hvis de bliver koblet med dygtigt personale og lødig information - være udmærkede steder at sælge rusmidler. Man kunne kræve uddannelse af personalet i det bemeldte rusmiddel, og man kunne kræve, at alle udskænkninger og coffeeshops havde en pligt til at have skadesreducerende information liggende tydeligt fremme. Coffeeshops ville i hvert fald være ligeså gode som den dagligvarehandel, der allerede markedsfører "klovnedukker" med sukkervand og alkohol til børn og unge. Men det er en generel betragtning om samfundets håndtering af rusmidler. Givet cannabisplantens relative risikoprofil er der ingen rationel grund til at gøre netop hash specielt sværere at købe. Det er netop den type irrationel diskrimination, som vi skal bort fra. Det kan dog være nødvendigt i en overgangsperiode, især indtil man efter nogle år vurderer at man har informeret nok om det nye, lovlige rusmiddel på markedet.

Apoteker kunne også være en løsning, men modsat coffeeshops vil meget af personalet ofte kun tale af boglig erfaring, når det kommer til nydelse af hash. Apotekerne kan dog være et godt supplement, når det drejer sig om cannabis til medicinske formål. Her har de den faglige ekspertise.

Set lidt mere globalt er der hele handelsproblematikken. Som det er i dag, ser det ud til at en legalisering vil fokusere på dansk hjemmeproduktion af cannabis. Det skyldes, at der faktisk ikke findes nogen lande i verden, som officielt tillader produktion (og eksport) af cannabis. Dog burde en ansvarlig regering overveje den store nytte, som mange fattige nationer ville have af en slags "Max Havelaar Cannabis". Både Marokko, Afghanistan og Sydafrika har pæne produktioner, og man kunne støtte den økonomiske udvikling i disse lande meget ved at aftale et lovligt system med salg og køb af cannabis.

Men vil Danmark så ikke blive upopulær blandt naboerne som en narkostat?

Holland har siden 1976 levet med denne risiko, og de har aldrig haft nogen alvorlige problemer. Enkelte lande har udtalt sig kritisk, bl.a. har Frankrigs og USA, og også FN's drug czar Antonio-Maria Costa har i frustration over Hollands udmærkede tal for udbredelse af stoffer beskyldt dem for lignende ting. Andre lande som Belgien har taget det mere roligt og blot tilpasset deres egen lovgivning, så den accepterer en vis grænsehandel med cannabisprodukter.

Danmark må naturligvis tage sine forpligtelser med smugling alvorligt, men det har Holland tydeligvis klaret udmærket i alle disse år. Spørgsmålet er igen, om den form for kriminalisering, som vi i dag anvender, effektivt forhindrer smugling? Smugling er ikke et isoleret fænomen i denne sag. Den er blot en del af den ubønhørlige logik om udbud og efterspørgsel, som til alle tider har sikrer at de brugere, der vil bruge stoffer, også har adgang til dem. Smugling er et problem for dem med en War on Drugs, og de har selv skabt den ved på guderne ved hvilket årti at subsidiere markedet gennem forbuddet mod hashen. Nationer uden denne luksuøse borgerkrig ville aldrig have sådanne problemer, hvis de tog borgernes efterspørgsel og rettigheder alvorligt.

Det betyder også, at et land er i stand til at stå fast overfor USA, der er berygtet for at blande sig i andre landes hjemlige narkopolitik.

Hvordan ser legalisering ud i andre lande?

Holland

Legaliseringen (egentlig afkriminalisering) i Holland er teknisk set et gråzoneområde, hvor det ikke formelt er lovligt at dyrke eller besidde cannabis, men man har vedtaget en række regler, som prioriterer politiet og domstolenes arbejde. Selv om cannabis er tolereret og Holland er verdens mest frie land mht. cannabis, så der en række paradokser og besynderligheder, der gør at man er langt fra idealet.

De første regler opstod i 1976, men de er blevet ændre undervejs, og der er stadig en livlig debat om den konkrete form, som Hollands hashpolitik skal have. I de senere år har der været stigende begrænsninger i folks rettigheder, og man må i dag kun besidde 30 gram eller færre og der bliver også udstedt en del færre coffee shop licenser. Resultatet har langt hen ad vejen været, at priserne er steget og dyrkningen rykket indendøre og væk fra officielt kontrol. Dog er der ikke rykket ved grundholdningen til hash som et blødt rusmiddel, og man mener også, at handelsdrivende udi cannabis, som har eksisteret i langt mere end 20 år har erhvervet rettigheder til at forsætte deres virksomheder.

På det tidspunkt, hvor Holland afkriminaliserede hashen var der et rekordlavt forbrug af stoffet blandt befolkningen. Efter afkriminalisering steg forbruget relativt meget, og dette citeres ofte som et klart bevis på, at den hollanske model er totalt forfejlet. Men det er vigtigt at huske, at de absolutte tal i dag holder sig på samme niveau eller under f.eks. USA og Danmark. Man har altså målt den hollandske succes ved at sammenligne tallene fra før cannabis blev populært i almindelighed med tallene efter cannabis nåede til dens naturlige udbredelse i befolkningen. For de fleste lande ville billedet være det samme, hvis man kiggede på, hvornår de indførte kriminalisering af cannabis og hvordan forbruget udviklede sig efterfølgende. 1961 Singlekonventionen blev for de fleste lande tiltrådt nogle få år efter, men ungdomsoprøret kom først en række år senere og trak forbruget op. I USA ved man, at megen stofbrug kulminerede i 1979, da ungdomsoprøret tabte pusten og tog oprørsfaktoren ud af hashrygningen, herefter faldt forbruget støt indtil ca. 1990, hvorefter kurven begyndte at gå opad mod mere forbrug igen (se Robinson & Scherlen: Lies, Damned Lies and Drug War Statistics). Som ofte fortjener det at blive sagt, at udbredelsen af stoffer ikke rigtig lader til at variere i forhold til styrken af den repressive stofpolitik.

Til gengæld har man klare vidnesbyrd om, at eksempelvis forbruget af kokain er dalet og heroin holder sig på et uændret niveau. Dette er også et af de klareste argumenter mod det evigt tilbagevendende argument om, at hash er en glidebane mod hårdere stoffer og at et (mere eller mindre) lovligt marked nødvendigvis leder til kraftige forøgelser i forbruget.

Desuden må man huske, at der er blandede meninger om, hvorvidt et stigende hashforbrug i sig selv er dårligt eller ej. Forbudsfløjen er meget konsekvent i sine holdninger på dette punkt, men det giver kun mening, hvis man fortsat baserer sig på en række urigtige teorier om, at hashen er farlig, vanedannende, gør folk til mordere og forvandler dem til amotiverede zombies. Der er ingen beviser for, at udbredelsen alene er bestemmende for antallet af misbrugere eller de skader hashen gør. Praktisk talt enhver erstatning af alkoholforbruget med hash ville være en sundhedsmæssig gevinst for samfundet. Forbudsfløjens argument om at enhver stigning i hashforbruget er dårligt, hænger også sammen med den unuancerede holdning om, at ethvert forbrug af hash er et misbrug. Dette er retorisk varm luft, for ganske som ved alkohol kan en person sagtens have et uproblematisk forbrug af stoffet.

Den kritiske læser bør også holde skarpt øje med, hvordan "hashforbruget" bliver opgjort. For det er langt fra alle tal, der er udtryk for misbrug, og om man vælger den ene eller den anden måde at se det på kan betyde meget.

Hollands lovgivning er dog langt fra gennemskuelig og optimal. Bl.a. er der et paradoks deri, at samtlige af landets coffeeshops ikke bliver aktivt retsforfulgt for at sælge deres cannabisprodukter, men samtidig er det ulovligt at købe cannabisprodukterne. Så samtlige coffee shops har altså aldrig officielt købt en eneste pose cannabis, og der er heller ingen, der nogensinde officielt (eller lovligt) har produceret de produkter, som sælges i Hollands coffee shops. Ham der leverer flere hundrede gram hash hver måned til en coffeeshop har tydeligvis også mere en 5 planter. Der betales heller ikke moms af cannabisprodukterne, da dette ville være en decideret legalisering - og her er Holland bange for andre nationers pres (de er ikke udtrådt af FN konventionen og er bundet om kravene til kriminalisering). Blandt paradokserne er også, at slutresultatet (salg af hash) er afkriminaliseret og foregår med myndighedernes accept, men metoderne til frembringelse af produkterne (afgrøderne) er dybt ulovlige. Det betyder, at pressen ofte bringer "succeshistorier" om politiets "effektive bekæmpelse" af hjemmeavlerne, hvilket mest tager udgangspunkt i razziaer mod tilfældige private avlere. Alt sammen med flotte billeder af politi, der holder i villakvartererne ved folks private boliger, hvor de slæber planterne - undskyld: den farlige narko - ud på en ladvogn. Dette paradoks har skabt en undergrund af sort økonomi og anden sortbørs. Bl.a. er der visse avlere, der stjæler strøm for at undgå, at de store elregninger skal afsløre deres private produktion. Derfor finder man også ordsprog som "mange planter meget stress, ingen planter ingen stess".

I efteråret 2006 var der dog en bemærkelsesværdig dom i Holland, hvor en medicinsk bruger af cannabis faktisk fik lovmæssig ret til at dyrke cannabis til eget forbrug. Dommen er p.t. anket af anklageren til en højere retsinstans. Så det vil vise sig, om de får held til at fratage de syge deres medicin.

Belgien

Der er lidt tale om yderligere liberaliseringer af lovgivningen i Belgien, men det nuværende tiltag har været at se gennem fingre med den hashhandel, der foregår over grænsen til Holland. Det betyder at en vis import af hash over grænserne mellem Belgien og Holland er tolereret, og man må avle 3 planter til privat brug.

Schweiz

Man forsøgte i 2000 at vedtage en lov, der effektivt ville afkriminalisere ubetydelige besiddelser til eget forbrug. Alle regnede med at forslaget ville blive vedtaget, men det var ikke tilfældet, da 102 stemte imod og kun 92 for. Siden da har Schweiz strammet markant op og har i dag en restriktiv cannabispolitik. Cannabisforbruget er ikke blevet mindre af den grund, men pga. reglerne er det mindre synligt den dag i dag. Der er dog en relativt stor folkelig opbakning til cannabis, og en overpolitisk komite, der favoriserer en fuld legalisering, har fået samlet nok underskrifter til at gennemtvinge en folkeafstemning. Den kommer givetvis ikke før 2008.

Canada

Cannabis er afkriminaliseret til medicinsk brug og kræver en tilladelse fra myndighederne for at få lov til at dyrke selv.

USA

Amerikansk legalisering er som så meget andet et syn for guder. Den såkaldte medicinske marijuana er i mange stater legaliseret, og der bliver i dag udskrevet adskillige dispensationer til patienter. Dette sker på staternes niveau, for ovenover står den føderale regering og DEA faktisk og truer med militær invasion mod dem, der trodser de føderale regler. Der er adskillige eksempler på, at DEA med væbnede styrker er trængt ind i staterne for at arrestere både medicinproducenter og medicinske cannabisbrugere, og mange er kommet i fængsel for at tage den medicin, som deres læge har anbefalet i overensstemmelse med statens love. I New York har man i princippet afkriminaliseret mindre besiddelser, men byen kaldes alligevel "the pot-bust capital of the world". Sagen er den, at der findes et tillæg til loven, som siger at man ikke offentligt må fremvise den cannabis man besidder - og politiet presser simpelthen borgerne til at "tømme lommerne" eller "åbne tasken", og i samme sekund klapper håndjernen, da borgeren har brudt loven om "public view" (uden politiets indblanding ville denne person simpelthen ikke have foretaget sig noget ulovligt, og heldigvis er det endnu ikke lovligt for politiet i Danmark at forsøge at skabe kriminalitet gennem deres agenter). Selve de retslige repressalier mod borgerne er også fulgt op af en række bekymrende "adminstrative" repressalier. I mange stater mister man simpelthen kørekortet uanset om man har kørt bil i påvirket tilstand eller ikke, hvis man bliver taget for besiddelse. Staten nægter også dømte for narkokriminalitet stipendier og adgang til uddannelse (trods det at voldsmænd og mordere ikke er omfattet af samme hårde regler). USA har også en speciel status som én af de nationer i verden, hvor de paramilitære Special Weapons And Tactics teams (SWAT teams) bliver sat ind i mindre arrestationer af mistænkte narkokriminelle - ofte med tragiske konsekvenser. Næsten alle SWAT anvendelser benytter de berygtede no-knock warrants, hvor disse paramilitære kampenheder og politistyrker har lov at trænge ind uden at banke på eller endsige identificere sig selv som ordensmagten. Resultatet er ganske ofte, at beboerne på bopælen tror sig under angreb af andre kriminelle og de griber ofte til våben mod indtrængerne. Rigtig mange af disse no-knock raids er sket på de forkerte adresser og mod uskyldige, som anonyme stikkere har angivet.

Som sådan er amerikansk lovgivning på cannabisområdet i stor forandring, og som så mange andre steder er der ikke tale om reel legalisering. Californien se: CaNORML. USA generelt: NORML. Amerikansk forbudshistorie: America's Hundred Yers War On Drugs.

I 2008 er der helt usædvanligt blevet fremlagt et forslag på føderalt plan, som har til hensigt at afkriminalisere småbesiddelser.

Storbrittanien

Har for nylig afkriminaliseret småbesiddelser af hash, og hash er re-klassificeret til Liste 3 (Class C). I maj 2008 blussede debatten igen op, trods stagnation eller endog fald i udbredelsen af cannabis, og mange konservative politikere i Gordon Browns regering taler nu igen om "lethal cannabis" og den "nye farlige skunk" i bedste Reefer Madness stil. Resultatet var såmænd meget forudsigeligt: cannabis blev re-klassificeret til Liste 2.

Italien

Besiddelsen af alle euforiserende stoffer er afkriminaliseret i små mængder/til eget forbrug.

Spanien

Besiddelsen af alle euforiserende stoffer er som i Italien afkriminaliseret i små mængder/til eget forbrug.

Hvad koster forbuddet mod hash?

Emnet er svært at undersøge pga. dets størrelse og kompleksitet, og for Danmark mangler der samlet overblik. Adspurgt på DR i Profilen d. 27. april 2005 måtte Chefkriminalinspektør Per Larsen indrømme, at politiet ikke anede, hvor mange penge, der blev brugt på at bekæmpe hashen. De nærmeste beskrivelser af forholdet var ordret "enorme ressourcer" og "utallige efterforskningstimer". Og det er bare politiets snævre andel. Aktionen mod Christianias "Pusher Street" i 2004 har alene kostet "et trecifret millionbeløb" (Berlingske Tidende Kampen om hashen).

Økonomen Jeffrey A. Miron fra Harvard University har forsøgt at beregne tallene for USA på websitet Budgetary Implications of Marijuana Prohibition in the United States. Over 500 økonomer fra universiter i USA (herunder to nobelpristagere) støtter rapporten. Her er en lille liste med nøgletal for USA:

Detaljerne omkring tallene og en masse andre facts kan læses på Marijuana Policy Project: Prohibition Facts.

USA er befolkningsmæssigt ca. 59 gange så stort som Danmark. Oversætter man tallene ukritisk til danske forhold giver det følgende:

Vi taler altså nemt om 1 milliard kroner i direkte tal. Om året. Og så er der en masse indirekte omkostninger, som overhovedet ikke er indregnet (tabt arbejdsfortjeneste, familiemæssige følger af fængslinger, efterfølgende behandling af depression, kriminelt tilbagefald hos folk uden udsigter, osv.). Ifølge TV2 programmet "Operation X" med Morten Spiegelhaur omsættes der alene i København for 700 millioner kr. hash om året.

Reelt burde en sådan udregning tage omkostninger ved selve stofferne (sygdom, død, tabt arbejdsfortjeneste, osv.) og holde det op mod kontrolpolitikkens omkostninger (politi, domstole, tabt arbejdsfortjeneste ved fængslinger, dræbte borgere pga. lovenes håndhævelse, osv.). Brian C. Bennett har på sit website baseret samtlige af sine analyser to den amerikanske regerings officielle tal og statistikker. Disse statistikker indeholder samtlige tal for hele kontrolpolitikken - og dermed alle stoffer. Til gengæld ved vi, at cannabis udgør langt størstedelen af alle de ulovlige stoffer der bliver brugt, og flertallet af arrestationer har med cannabis at gøre. Bennett har derfor regnet regeringens tal sammen over de virkelige omkostninger for samfundet. For 2002 anslår den amerikanske regering at udgifterne pga. stofferne er 40 millioner dollars, men deres egne tal fortæller også sort på hvidt at omkostninger til The War on Drugs er 140 millioner dollars. Altså kaster man 3,5 gange så mange penge efter en narkotikakontrolpolitik end hvad problemet er anslået til at koste.

Sådanne omkostninger kunne sagtens retfærdiggøres, hvis gevinsterne var store, men eksperterne anslår, at den forbudsorienterede politik langt hen ad vejen er uvirksom. Antallet af stofbrugere i et samfund varierer måske nok, men tallene viser at dette i hvert fald ikke falder sammen med voldsomheden af straffe og håndhævelse. (Se: An Analysis of UK Drug Policy, p. 81 - se også diskussion under frygten for en eksplosion i antallet af stofbrugere.)

Hash er ulovligt!

Ja, det er helt korrekt, og hvad så? Kriminaliseringen er det suverænt farligste ved stoffet. Omkostningerne for samfundet og de personlige omkostninger overstiger langt de yderst begrænsede skader, som stoffet i sig selv giver befolkningen. Desuden betyder kriminaliseringen, at man ikke kan kontrollere hashen ligesom andre føde- og nydelsesmidler. Den ulovlige sorte økonomi gør det også umulig at inddrive skatter for staten, og det betyder færre penge til samfundet.

Der bliver brugt uanede ressourcer i vores samfund på at bekæmpe denne relativt ufarlige og nyttige urt. Bekæmpelsesstrategien har været forsøgt i snart 50 år, siden Danmark i 60'erne tiltrådte den såkaldte 1961 Single Convention on Narcotic Drugs (og teknisk set siden 1930 hvor Christian d. 10. stadfæster Rigsdagens vedtagelse af Folkeforbundets (FN) resolution), og den virker ikke. Det, man er vidne til, er et ufatteligt tids- og ressourcespilde, der kun har det ene "positive" formål at give en masse arbejdspladser hos politiet, domstolene og behandlerne. Det er tragisk at sige det, men kriminaliseringen er spildt, samfundsskadeligt arbejde. Pengene kunne være brugt andre steder, hvor der virkelig er problemer, dvs. i sundhedssektoren, på industrielle miljøgifte, alkohol/stof-behandling, bekæmpelse af fattigdom, hjemløshed, børns vilkår, ulandsstøtte, miljøforbedringer og bekæmpelse af terror. Enten kunne den offentlige sektor krympes, eller også kunne den offentlige sektor udbyde bedre services, der virkelig var til glæde for befolkningen.

På den menneskelige side er omkostningerne astronomiske. Hvordan retfærdiggør man, at man fængsler og i almindelighed udsætter op til potentielt 10% af befolkningen for ydmygende undersøgelser af diverse kropsåbninger, og udsætter dem for langstrakte varetrætsfængslinger (som ifølge Amnesty International er tortur), ene og alene fordi de "begår" en offerløs forbydelse? Ja mange har endog ikke begået nogen forbrydelser, men blot mistanken legitimerer i dag anklager, arrestation, varetægtsfængsling og andre adminstrative tiltag som Ribe-modellen.

Hashlovene sender folk i fængsel, får dem fyret og diskvalificeret fra sportsudøvelse, lovene berøver folk deres surt tjente og højt beskattede penge. Tåbelig pletter på folks straffeattester ødelægger deres karrierer og levner dem kun yderligere kriminalitet som overlevelse. Lovene imod hashen er det farlige, ikke selve indtagelsen.

Så måske er hash ulovligt, men typen af forbrydelse minder mest om tidligere tiders love og indgreb mod jøder, homoseksuelle, systemkritikere og andre "degenererede racer/mennesker". Når vi kalder handlinger, der ikke skader andre, for ulovlige bevæger vi os ind i en begrebsverden, der ligger mere op af den velkendte islamiske Sharia. Forstår vi i Vesten, når Iran hænger homoseksuelle og konvertittet til kristendommen? Nej, det gør vi ikke, for vi ved udmærket, at disse mennesker ikke reelt har skadet andre, og derfor er det dybt uretfærdigt at straffe dem. Og køber vi den, når muslimske nationer legitimerer deres overgreb mod homoseksuelle "fordi de spreder AIDS" og fordi det at vende en person væk fra Islam er ensbetydende med at vedkommende mister sin plads i Paradis for al tid? Nej igen. Vores love mod cannabis er ligeledes ensidig moral, der er injiceret i vores kultur gennem de sekulære love. En art "Dansk Sharia".

Hash må da være blevet ulovligt fordi det er farligt?

Der er mange grunde til at den kære cannabisplante faldt i unåde, men meget med "farlighed" havde det ikke at gøre. Før i tiden var hampen meget vigtig til reb, tøj sejldug, og man kunne også lave meget holdbart papir af hampen. Hamp var også tidligere almindeligt at dyrke i Danmark. I perioden 1629 til 1862 udsteder adskillige danske konger påbud om, at de danske bønder skal dyrke hamp for at tjene landets bedste interesser. Ja, påbudene er endog fulgt op af trusler om straf, hvis man ikke tager sig sammen og får plantet til med hamp! Fra Benneke.dk

§.19  Hvilken Bonde, som heel Gaard besider og ikke aarligen saaer een skeppe Hampefrø, og den, som half gaard besider, en half skeppe, bør af sin Husbond tiltalis og straffis som een motvillig og ulydig tiener, med mindre hand beviser, at hand ikke tienlig Jord dertil haver.

§19: Reces 1643 2. 20. 2. Kilde: Kong Christian d.5. Danske Lov, 1683, 3.bog, kap.13, §19, s.471, 1683, 15. april. Lov om såning af hampefrø

Briterne var de første til at forbyde hampen i 1928, hvor "1925 Dangerous Drugs Act" trådte i kraft i regi af Folkeforbundet (forløberen til FN). FN havde netop vedtaget "1925 Geneva International Convention on Narcotics Control". Cannabis var uden skelnen blevet slået i hartkorn med kokain og opium, og cannabis blev slet ikke nævnt i behandlingen af lovforslaget. Den eneste grund til at hampplanten var med, skyldtes Tyrkiet og Egypten, der med basis i islamisk religiøsitet ønskede at forbyde stoffet. Der var ingen videre modstand mod cannabis på dette tidspunkt i Storbrittanien, og folk gik mere eller mindre ud fra, at hampplanten var noget helt andet - omend relateret - til den "indiske hamp" og "hash". FN selv og et imperialistisk Storbrittanien gjorde, at planten nærmest fra dag til dag blev forbudt på verdensplan. Hele industrier fik trukket deres eksistensgrundlag væk under sig. Godt nok havde man i 1893 i "Indian Hemp Drugs Commission" konkluderet, at planten ved normalt brug havde en acceptabel risikoprofil, men i stedet for at undersøge sagen valgte man istedet at lytte til de overdrevne og stærkt religiøst motiverede skræmmekampagner fra især Egypten. Se: How cannabis was criminalised.

USA var på dette tidspunkt ikke medlem af FN (dengang Folkeforbuddet, også kendt som League of Nations), og deres historie er lidt anderledes. Her var Harry Anslinger chef for U.S. Bureau of Narcotics som i 1930-1962 førte en overdrevet og løgnagtig kampagne mod cannabisplanten. I årene 1913-1933 var der i USA det velkendte "Prohibition" (alkoholforbuddet), og som vindene blæste i retning af igen at tillade alkohol stod der en stor offentlig sektor tilbage, som havde svært ved at finde en eksistensberettigelse. Derfor måtte man finde nye områder, hvor man kunne bevise sin eksistensberettigelse. Situationen forværres yderligere af, at Anslinger havde et nært samarbejde med en række industrier, som lå i skarp konkurrence med hampproducenternes overlegne produkter. Bl.a. var der William Randolph Hearst, bladkongen, bedre kendt som baggrundsfiguren for hovedpersonen i filmen Citizen Kane. Nært knyttet var også DuPont, der havde opfundet en metode til produktion af papir, der hed "chemical pulping" og benyttede træer (dette papir var kendetegnet ved hurtigt at blive gult pga. de ekstra kemikalier og det lagde navn til udtrykket "yellow press", den tids tabloidpresse. .

Det var Hearst, der introducerede ordet "marijuana" til det amerikanske folk gennem sin sensationalistiske presse, hvor der blev kørt nogen af de værste smædekampagner mod cannabissen. Ordet "marijuana" var mexikansk slang for hamp, og det blev valgt af to overordnede grunde. For det første afledte ordet marijuana opmærksomheden fra, at man var ved at forbyde den velkendte nytteplante hamp, som alle jo kendte og elskede. Det andet var, at man ville bygge på det racistiske vækstlag i kulturen - for cannabis blev primært brugt af negre og mexikanere. Negrene var allerede stemplet blandt racisterne, men grænsestridigheder og krig med Pancho Villa og amerikansk import af billig mexikanst (slave)arbejde smed benzin på den allerede ulmende racisme mod denne befolkningsgruppe.

Da det amerikanske Bureau of Narcotics blev stiftet fik Anslinger også en anden vigtig arbejdsopgave: at bestyre de medicinalvirksomheder, der ønskede at udvikle narkotiske lægemidler. Ville man ind på dette marked skulle man i sin enkelthed forbi Anslinger for at få lov. Indtil 1936 blev blot otte virksomheder lukket ind i dette eksklusive selskab.

Cannabis var ikke Anslinger første valg hvad angik et forbud, men de politiske vinder blæser nu engang som de gør, og Anslinger var - uanset stoffet - i et unik position til at gøre noget ved stoffet.

Anslinger havde succes og fik i 1937 forbudt cannabis i USA. For praktiske formål havde hele verden nu forbudt den kære urt, uanset om den så udgjorde nok så vigtigt et kulturelt og økonomisk element i mange folkeslag. Især USAs efterfølgende udbredelse af DEA kontorer i samtlige lande har yderligere hjulpet til at sprede den amerikanske model. For eksempel støttede den amerikanske regering Afghanistans konge med 75 millioner dollars hvis denne ville slå ned på hampedyrkerne i Afghanistan. Den nye afghanske konge kvitterede med drab, lemlæstelse, fængslinger og afbrændinger af sine undersåtter og deres ejendom (se Robert Connell Clarke, Hashish).

Herefter er det gået slag i slag med stadig øget kontrol og overgreb mod civilbefolkningen samt etniske og kulturelle minoriteter. Når først en industri - hvilke narkobekæmpelse er - bider sig fast, giver den ikke gerne slip igen. Hashen var her perfekt: millioner brugte stoffet, så der ville være en konstant forsyning af kunder i butikken. "Fast arbejde", som nogen kalder det. Som stof er det meget bedre at bekæmpe end kokain eller heroin, specielt når man ikke på noget tidspunkt kan forvente at vinde krigen.

Udbredelsen af den repressive amerikanske model skulle dog tage et stykke tid, og hverken straffe eller håndhævelse blev matchet ude i den store verden. Selv alkoholforbuddet i USA kriminaliserede ikke den personlige besiddelse af alkohol, og det vi ser i dag er resultatet af næsten 100 års stramninger på området.

I Storbrittanien var der i 1945 blot 4 retsforfølgelser for cannabisovertrædelser (og 206 for opium).

I det hele taget havde Europe ikke et videre stort "narkoproblem", og vi skal frem til 1961 Single Convention on Narcotic Drugs før den amerikanske narkobekæmpelsesmodel blev fuldstændig eksporteret til resten af verden Årtiers lobbyisme, DEA kontorer i snart sagt alle lande og hårdt politisk arbejde kastede endelige noget af sig for amerikanerne. Den dag i dag lever vi med de klare ideologiske aspekter af Singlekonvetionen, bl.a. at man skal kriminalisere besiddelser og at visse skadesreducerende tiltag simpelthen er ulovlige (uanset at de mindsker lidelsen og skaderne hos brugerne).

I 2005 var der i ugerne efter et skyderi på Christiania i Danmark 347 arrestationer af helt almindelige danskere for småbesiddelser af hash. En enkelt havde hashkrummer i noget lommeuld, en anden blev arresteret fordi der lå en joint på jorden i nærheden af ham.

Rationelle overvejelser om stoffets sande risikoprofil var ikke en del af spillet om at få cannabis forbudt. Den dag i dag er det myterne, fordommene og andre påstande, som er ude af proportioner eller sammenhæng, der bruges til at opretholde forbuddet.

Læs mere om hampens historie på Hampenyt.dk eller i Mike Gray's Drug Crazy.

Men var hele den islamiske civilisation ikke ved at gå under pga. hashmisbrug?

Denne påstand kan lyde fantastisk, men den fortjener alligevel et par ord med på vejen, da spørgsmålet faktisk dukker op fra tid til anden, og akkurat samme spørgsmål har jeg hørt om khat). Den faktuelle kerne er, at der i de islamiske og arabiske kulturer har været modstand mod hashen fra religiøs side. Den del er reel nok og kan dokumenteres, men spørgsmålet er, om man køber en så vidtrækkende argumentation, at et enkelt stof kan være grund til selve den arabiske verdens kulturelle fald? Påstanden har i hvert fald et kulturelt vækstlag at vokse i, da mange jo påstår at legaliseringen af hash ville lede til et narkolammet samfund (denne frygt er generelt behandlet i afsnittet om eksplosionen i antallet of misbrugere).

Vigtigst er nok at genkende mønstret i retorikken. Mønstret er, at et samfund oplever en række sociale og økonomiske problemer, og som forklaring fremstiller meningsdannerne én og kun én årsag til nationens problemer. Der findes et andet ord for dette: at finde en syndebuk. Og det er sådan hashen er blevet brugt: som syndebuk for en kulturs mange dybt facetterede problemer. Det giver en fælles fjende, ét sted at gå hen med sine frustrationer og én løsning på problemet: eliminer det "onde" og alt bliver "godt". Det er så at sige den usleste bundskraber af en "epidemiologisk undersøgelse" man kan forestille sig.

Denne metode er på en nærmest uhyggelig måde indlejret i både islam og kristendommen, selv om syndebukken sommetider har skiftet ham. Kirkefædre gennem alle tider har gang på gang peget på "moralsk forfald" som direkte årsag til alskens dårligdom. Sommetider har meningsdannerne udvalgt enkelte grupper, personer eller ting som grund til det moralske forfald. Inden for den kristne kirke har man historisk suppleret almindeligt moralsk forfald og syndighed med at udpege jøder, hekse, hedninge, alkohol og andet i naturens planterigdom som årsager til tingenes tilstand. Nazityskland byggede videre på denne allerede eksisterende racisme mod jøderne og fremstillede "die Juden" som egentlig årsag til Tyslands forfald (se Daniel Goldhagen: Hitler's Willing Executioners). I USA under McCarthy var det kommunisterne (altså egentlig jøderne), der var årsag til alt dårligt, i tresserne kommunister og stoffer, eller også var det TV, beat musik, radio, telefoner eller påståede hemmelige beskeder på rockalbums, i 80'erne var det sataniske kulte og heavy metal, afløst til dels af forurening, senest er det Al Queda terrorisme, om kort tid skal muslimer/Islam nok indtage pladsen. Altid skal "problemet" vises at være noget simpelt og enkelt, noget som ens frustration og had kan rettes imod. Og altid noget andet end én selv, altid noget der frikender ens egen utilstrækkelighed. Altid må man kunne påberåbe sig en variant af, at det var "Djævelen, der fik mig til at gøre det". Argumentationen og den følelsesmæssige dynamik er middelalderlig i al sin gru, og alt for lidt er ændret selv den dag i dag. Kanalen er skiftet, men samme show kører i Gud-ved-hvilken genudsendelse.

Argumentet om den islamiske verdens forfald passer også lidt for godt ind i en småracistisk vestlig opfattelse af, at den arabiske verden er gået helt i hundenene mens den vestlige jo blomstrer som et helt mirakel. Det er noget vrøvl. På det tidspunkt, hvor der i den arabiske verden var bevægelse imod hashen og lignende ting, da var denne kultur på sit højeste, mens Europa henslæbte sig i mørk middelalder uden nogen form for medicinsk videnskab. Alt af værdi i vores geografiske region var tilført fra den den arabiske verden på det tidspunkt, og deres kulturer var århundreder foran de Europæiske. At den vestlige kultur på nogen områder har vokset sig stor og dominerer så kraftigt i dag skyldes nærmere Renæssancen og Oplysningstiden for 400 år siden, hvor man sideløbende med fanatisk religiøsistet også fandt en overenskomst, hvor man tillod videnskabelig, kritisk tænkning at få fodfæste. Men selv den dag i dag er opgøret ikke vundet definitivt, og der står mange kræfter klar til at tilsidesætte fakta, videnskab, tolerance, frihed og menneskerettigheder til fordel for middelalderlige metoder.

Der er også det klassiske tilfælde af ombyttet kausalitet. Ofte hører man om hashen at folk bliver umotiverede, og folk anfører ca. denne argumentationskæde: "Jeg har set en masse bare sidde og ryge hash uden at gøre dagens gerning, og det er tydeligt at hashen er skyld i deres inaktivitet". Eksakt samme argument har jeg hørt om khat, men selv om det nok er en velmenende anklage, så er spørgsmålet nu alligevel, om folk sidder og tager stoffer dagen lang, fordi stoffer gør dem inaktive eller om de tager stoffer, fordi der ikke er arbejde at finde?

Læser man f.eks. Marijuana Myths, Marijuana Facts: A review of the scientific evidence står det klart, at de mange undersøgelser af hashbrugerne ikke har afsløret dårlig produktivitet hos hashbrugerne. Der er faktisk flere undersøgelser, der direkte har vist at hashrygerne i visse tilfælde er mere produktive end deres ædru kontrolgruppe.

Jeg fatter ikke det, som du siger om moral? Der er da ingen, der taler om moral!

Det bliver sjældent sagt direkte, og mange politikere gemmer sig bag en masse plausibelt lydende forklaringer. Der er dog nogle ting, der kan tyde på, at det er mere moral end objektiv videnskabelighed, der ligger bag (dette kan nok siges for begge sider, men spørgsmålet er måske også, hvilken moral man har det bedst med?). Et problem hos forbudstilhængerne er, at deres synspunkter kun yderst sjældent holder videnskabeligt: uanset hvad videnskaben finder på, så kan de køre rundt i cirkler indtil alle er forvirrede på et højere plan, og det tyder på, at deres teorier er svære et undersøge videnskabeligt.

Et passende citat kan dog tages fra USA (taget fra Ed D'Angelo: The Moral Culture of Drug Prohibition ). James Q. Wilson, professor i management og offentlig politik hos University of California at Los Angeles, skrev i "Against the Legalization of Drugs" (Commentary, February 1990)

If we believe -- as I do -- that dependency on certain mind- altering drugs is a moral issue and that their illegality rests in part on their immorality, then legalizing them undercuts, if it does not eliminate altogether, the moral message.

That message is at the root of the distinction we now make between nicotine and cocaine. Both are highly addictive; both have harmful physical effects. But we treat the two drugs differently, not simply because nicotine is so widely used as to be beyond the reach of effective prohibition, but because its use does not destroy the user's essential humanity. Tobacco shortens one's life, cocaine debases it. Nicotine alters one's habits, cocaine alters one's soul. The heavy use of crack, unlike the heavy use of tobacco, corrodes those natural sentiments of sympathy and duty that constitute our human nature and make possible our social life. To say, as does Nadelman, that distinguishing morally between tobacco and cocaine is "little more than a transient prejudice" is close to saying that morality itself is but a prejudice.

Dette ligner netop de politiske taler om at "sende korrekte signaler". Desuden er der en lang tradition indenfor kristen og islamisk religion mod beruselse (i Danmark bedst kendt hos Indre Mission og andre mere fundamentalistiske sekter). En moralsk basis forklarer også meget godt, hvorfor de videnskabelige resultater har så svært ved at trænge igennem, og det forklarer også meget godt, hvorfor man ser et så åbenlyst hykleri, når det kommer til hashen. Den moralske holdning er stopklods for en objektiv udforskning af emnet, og i det omfang at folk faktisk ved, at hashen er et relativt ufarligt rusmiddel, så er de faktisk ligeglade. De anser hash for at være umoralsk, "og sådan er det!"..

Er man nok mennesker med samme moralske overbevisning, ja så behøver man jo hverken forklare sig eller forholde sig kritisk til emnet. Resultatet er videnskabelig set noget rigtigt skidt, men de moraliserende forbudstilhængere oplever ikke dette som et problem, fordi så mange er enige med dem. Parolen synes at gå "skidt med om det er rigtigt, bare folk er enige med mig og jeg ikke bliver draget til ansvar for mine urimeligheder".

Som tilhængere af en mere liberal og fri rusmiddelpolitik er det en hård virkelighed at kæmpe mod, og det kan ofte anspore til magtesløshed - ikke mindst når man igen-igen står og bliver befamlet af en stor politibetjent, som mener, at man har hash på sig. Men den slags ulemper må man jo leve med, for moralsk er man allerede skyldig og fortjener jo sådan set de ulemper, som ens skørlevned har medført. Ikke nok med at vi har en ulige lovgivning, nej man er også dømt på forhånd.

Hvad angår moral og sund levevis, så er der også moralske alternativer til den fremherskende anti-narko-moral, men alternativerne findes primært blandt dette samfunds minoriteter og sub-kulturer. Tilhængerne af hash er typisk også tilhængere af skadesreduktion, uddannelse, dialog, forebyggelse og hjælp til de trængende. Dette er, set med mine øjne, et godt alternativ til den herskende moralbaserede forbudspolitik, som 99% af tiden drejer sig om straf, straf og atter straf. I middelalderen mente heksejægerne i den katolske kirke, at synden kunne brændes ud af kødet med torturlignende straf (se heksejægermanualen Malleus Maleficarum, andre som Sam Harris, Troens Fallit, har også bemærket lighederne mellem Den Spanske Inkvisition og The War on Drugs). Forbudspolitikken virker som bekendt ikke hvad angår praktiske formål - det eneste sted den sejrer er moralsk. Den får sendt de rigtige signaler, men det har ingen effekt da signalerne er tomme og utroværdige. Alt imens er der folk i vores samfund, der lider og dør under den førte politik - mens deres ødelagte liv opfattes som en rimelig pris at betale for at "sende de rigtige signaler".

Men hvad så med FN konventionen?

Man kan udtræde af den, hvis man vil. Selv om man ikke udtræder, kan man gøre som Holland og Schweitz og håndhæve reglerne ekstremt mildt. Der findes mange ulovligheder i vores samfund, men politikerne og politiet har frihed til at prioritere indsatsen. Såvel som man har optrappet chikanen mod hashrygerne på Christiania og andre småbesiddere, så kan man vælge slet ikke at bruge penge på at forfølge de helt små fisk. Man kan også vælge at se gennem fingre med coffee shops som i Holland.

Det helt ideelle ville være at træde ud af den, men implementere sin egen fleksible version af konventionen. Det ville give langt flere muligheder for at lovgive rationelt og i overensstemmelse med verden som den ser ud i dag. FN konventionen er fra 1925, og det ville ikke være mærkeligt, hvis dele af den er forældet. Kulturelt har verden flyttet sig kollosalt siden 1925, og det er urimeligt at vi i dag skal lide under 80 år gamle regler, der er opfundet i en anden tidsalder. Videnskaben har også bevæget sig utroligt hurtigt de sidste 80 års, og fortidens skræmmekampagner og uvidenhed er indhentet af faktuel viden.

Danmark er trods alt et frit land, og samtidig et land, der gang på gang er gået foran i mange spørgsmål. Det bør en FN konvention ikke ændre ved.

Hampplanten må vel også have en historie fra før 1925. Hvordan er den?

Det tidligste eksempel på brug af hampplanten blandt mennesker er en over 10.000 år gammel taiwansk bosættelse fra stenalderen.

Der findes vidnesbyrd om menneskets rigelige brug af hampplanten op til 6-7000 år siden, og man tror cannabis opstod i Centralasien og derfra spredte sig til resten af verden (ofte bragt helt bevidst af mennesker som nytteplante og for de euforiske/medicinske kvaliteter). I Kina er der fund af tøj, reb, og fiskenet, som er 6500 år gamle. Derudover er der fund af masser af hampfrø, som blev knust og spist som grød. Cannabisfrø er fulde af næring, og man kan også presse olie af frøene. Kinesisk litteratur indeholder også klare beskrivelser af virkningen af de euforiserende topskud af hunplanterne, hvor man taler om at en høj indtagelse af topskuddene giver én evnen til at tale med ånderne. Derudover er der i kinesisk litteratur beskrivelser af, hvorledes cannabis er blevet brugt mod alle mulige typer af sygdomme. En af de vigtigste anvendelse i nyere tid har været at levere uvurderlige materialer til verdens store søfartsnationer, bl.a. med reb, sejldug, hængekøjer, tøj osv. Senere er hamp også blevet brugt til papirproduktion, hvor det er en af de reneste og mest holdbare papirtyper.

Udbredelsen af cannabis er sket støt men sikkert i hele østen, og for 4000 år siden kom kulturen til Indien, hvor man faktisk til den dag i dag bruger hash som en integreret del af kulturelle og religiøse ritualer. Vestens kristne sakramente er vinen og brødet, for mange indere og nepalesere er hashen en del af deres hellige sakramente. Shiva og cannabis er nært forbundne i indisk (hindu) religion.

Udbredelsen i mellemøsten skete omkring 3000 år siden og man tror hampplanten kom til Europa allerede omkring 2800 år siden via Skyterne, som boede omkring Sortehavet.

Forskellige analyser viser, at hampplanten var udbredt i Norden omkring år 150-400 e.kr., hvor man tror planten primært blev brugt som nytteplante, men ikke blev røget eller spist ret meget.

Brugen af cannabis til åndelige formål var primært udbredt blandt de hedenske religioner, og som sådan har brugen af planten været i konflikt med de fremherskende vestlige og mellemøstlige religioner, der forsøgte at opnå dominans, f.eks. islam og kristendommen. I østen er planten stadig - trods forbuddet - en del af mange åndelige ritualer. Planten er også til denne dag vigtig for rastafari bevægelsen, der anser urten for at være hellig.

Men man kan da ikke bare legalisere en masse ulovligheder og så tro, at alt er godt.

Jo man kan. Der har i tidernes løb været ufattelig mange forbud og love, som er blevet droppet, lempet eller ændret. Eksempelvis har homoseksualitet været forbudt i mange lande, det samme har porno, andre steder har man forbudt undervisning i evolutionsteori. I USA var alkohol forbudt under Prohibition, hvor Elliott Ness og hans "Untouchables" plagede livet af en tørstig nation. Utallige steder er racediskriminerende love og apartheid blevet afskaffet, selv om lovene kriminaliserede og udelukkende andre racer fra at deltage i samfundet på lige fod med de hvide. I Europas mørke middelalder var medicinsk lærdom om farmaceutiske planter forbudt og folk blev brændt på bålet for at kende til "farlige urter". I dag sælges mange af urterne i Matas og på Apoteket, eller er direkte del af lægevidenskaben.

Det er fuldstændig normalt at legalisere en "kriminel handling", hvis samfundet kommer frem til, at den "kriminelle handling" i virkeligheden ikke er en forbrydelse, der kræver straf. Det er også sket, hvis straffen er værre en "forbrydelsen" eller hvis en anden løsning faktisk reducerer skaderne fra "forbrydelsen" mere end forbuddet. At noget er en forbrydelse, fordi det har fundet vej til en lovsamling, bør ikke kortslutte enhver yderligere udforskning af rimeligheden i forbuddet. Det ville jo betyde, at når noget først er ulovligt, så kan det aldrig blive lovligt igen.

Det er et magtfuldt prædikat at kalde noget "kriminelt", og rent sprogligt har det en tendens til at pege tænking om emnet ind i nogle helt bestemte rammer og mønstre. Men det er meget vigtigt at huske på, at der ikke er noget gudsgivet absolutistisk ved at noget bliver kaldt "kriminelt". Alle love er skabt af vi mennesker selv, og når vi definerer noget som forbudt eller kriminelt, så er det blot mennesker, der har brugt deres konkrete viden, holdninger og moral til at nå en bestemt konklusion. Det betyder ikke, at deres beslutning skal stå til evig tid.

Hvor vildt det end lyder, så er det faktisk OK at indrømme, at man tog fejl eller at noget kræver revision. Det er faktisk helt normalt for et intellektuelt hæderligt menneske.

Det er da bare et spørgsmål om at straffe brugerne og pusherne hårdt nok! Spær dem inde, henret dem!

Det værste er, at det ikke engang er korrekt! På Filipinerne giver besiddelse af op til blot fem gram en strafferamme på op til 12 års fængsel. Besiddelse mellem 5 og 499 gram giver livstid. Og alt over 500 gram giver ganske enkelt dødsstraf, men planten dyrkes stadig mange steder i bjergene og alene myndighederne beslaglagde 30 millioner pund cannabis sidste år. I Thailand og Iran henretter man rutinemæssigt smuglere og sælgere. Man er ikke kommet problemerne til livs i disse lande. Ikke engang tæt på.

Men vi har et bestemt ord, der beskriver det nytteløse samfund, som du vil oprette: en politistat. Andre termer er et diktatur, tyranni, undertrykkelse eller religiøs fanatisme. Heldigvis er den vestlige verden kommet til den konklusion, at en politistat skader befolkningen mere end den gavner. Politistatsmetoder er - uanset hvor effektive de måtte være (og så effektive er de faktisk ikke) - et brud på menneskerettighederne. Det eneste, det leder til, er overgreb mod uskyldige og minoriteter, og det har intet med frie, demokratiske traditioner at gøre.

Der er selvfølgelig forskellige meninger her, men mange hashbrugere mener, at deres rettigheder som frie mennesker allerede bliver undertrykt med politistatsmetoder som det er i dag. De bliver i hvert fald straffet uforholdsmæssigt hårdt, taget i betragtning af, at de hverken skader sig selv eller samfundet.

Et andet spørgsmål til "strammerne" må være, hvordan de regner med at betale for deres politistat? Det er et ufatteligt spild for samfundet simpelthen at bure folk inde i årevis. Ikke blot bliver disse mennesker og deres familier knust, men det koster millioner for politiefterforskning, retssager, tabt arbejdsfortjeneste, fængsler og den ufattelige mængde personale, som skal vogte de indsatte. Dem, der bliver frigivet ud i samfundet, lider ofte af alvorlige psykiske problemer efter deres fængselsophold. Sandsynligheden for at redde sig en psykisk sygdom, er langt mere overhængende for de fængslede end for den risiko, som hashen udsætter dem for.

Er det virkelig værd at kaste 400 års vestlig oplysning og frihed væk til fordel for at leve i en politistat, hvor en lille ting som at ryge lidt urt eller dyrke planter straffes med det urimelige? Bare fordi man har en hårdhændet holdning, der siger, at "loven skal følges, basta"? Loven er skrevet af vi mennesker, og som udgangspunkt skal loven naturligvis følges. Men der er undtagelser, når loven er urimelig. Så bør den ændres, eller også må individet gøre op med sin egen samvittighed, om han vil følge den. Uden den slags kritisk tænkning - uden civil ulydighed - havde Danmark ikke haft nogen frihedskæmpere under den tyske besættelse, uden den holdning havde USA og Sydafrika stadig haft Apartheid, uden den holdning havde vi stadig holdt slaver og behandlet vores kvinder som andenrangsborgere uden stemmeret.

Cannabisbrugere og -dyrkere, fortjener ikke at få bøder eller sidde i fængsel. De gør intet, der hverken skader dem selv eller andre i samfundet, og slet ikke noget så særlig farligt, at det legitimerer den slags overgreb. Det er kun selve kriminaliseringen af stoffet der gør, at pusherøkonomien og volden er problematisk, men det har intet at gøre med de blomster, der gror på Cannabis Sativa. Der ville ikke være nogen sort økonomi, hashklubber, vold eller pushermord, hvis ikke lovgiverne selv havde skabt den ufatteligt store, sorte og illegale hashøkonomi. Det er lovgiverne, der har tvunget avlere og brugere under jorden ved at forbyde deres uskyldige last, og med illegal økonomi kommer også volden, da hele den kriminelle verden eksisterer udenfor retssystemet.

Der findes allerede lovlige rusmidler, så der er ingen grund til at indføre et nyt!

Vi mennesker lever i en rig og fantastisk verden, der bugner af tilbud, og i de fleste af livets forhold benytter vi de nydelsesmidler, som giver os de bedste oplevelser. Der er jo heller ingen, der forbyder forskellige typer af kød, bare fordi vi har udmærket svinekød her i landet. Skulle vi virkelig holde op med at spise æg, lam, kylling, okse, kalv, struds, vildt, fisk og rejer "fordi vi har kødtyper nok"? Det er jo en komplet absurd påstand. Også selv om bestemte kødtyper udgør bestemte risici for brugerne. Bilerne kommer også i mere end en farve, parfumerne i mange varianter og tøj, sko og dametasker i tusinder af designs. Der findes også et hav af forskellige smertestillende præparater, og ingen stiller spørgsmålstegn ved, om det nu også kan passe, at man både skal have acetylsalicylsyre, paracetamol og ibuprofen - for ikke at nævne morfin, oxycodone, hydrocodone, tramadol, osv. Cannabis er stoffernes lammekød, aromatisk og dejligt - nogen kan lide det, andre synes det er ubrugeligt og træls, men lad dog folk selv vælge. Hvorfor skal en rødvinsdrikkende mafia af drukmåse sætte sig som smagsdommere over en anden kulturel gruppe, som foretrækker at ryge en joint i stedet?

Hvad er det i det hele taget for en tanke om ensretning og one size fits all? Skræmmende nok har vi før hørt lignende klagesange om at det vi har, burde være godt nok for alle. Før var det bare noget med at det måtte være nok, at ét køn havde stemmeret, at én race havde alle rettighederne, at én seksualitet måtte være nok - eller én religion, én ideologi, én lensherre, osv.

Noget andet er, at verden faktisk har brug for bedre rusmidler. Ifølge Sundhedsstyrelsens "Statistik 2003: Alkohol, narkotika og tobak" dør hver 20. person i danmark af direkte alkoholmisbrug (svarer ca. til 3500 personer, og her er ikke medregnet "bivirkninger" som dødsulykker i trafikken). Man anslår at overforbruget af alkohol koster samfundet 10 mia. kr. om året (iregnet de positive effekter af alkohol på hjerte-/karsygdomme). Bare ved tobak anslår Sundhedsstyrelsen at godt 12.000 personer døde i 2000. Se: Sundhedsstyrelsen.

Der er ikke registreret nogen dødsfald som direkte følge af hashindtagelse, men der har efter sigende været nogen få eksempler med hjerteproblemer pga. øget puls - ikke mindst når politiet udsætter en angstfølsom person for en voldsom anholdelse a la Jens Arne Ørskov (internationale retsmedicinere konkluderede enstemmigt at hans død skyldes den ulovlige benlås og to fuldvoksne mænds vægt ovenpå sig - uden politiets indgriben ville Arne have været levende den dag i dag). Heri er ikke regnet ulykker som følge af beruselse (det skulle være underligt, hvis der ikke er voldsomt hashberusede mennesker, som er gået ud foran biler, faldet i afgrunde eller kørt galt i deres biler, fordi de ikke forstår den basale, moralske grundsætning, at man ikke kører i beruset tilstand). THC er praktisk talt umulig at tage en livsfarlig overdosis af, og det har ikke nogen målbare virkninger på lang sigt (konstant brug er problematisk, men se afsnit om misbrug osv.).

Holdningen om, at der er "nok rusmidler", har ofte den underforståede præmis, at "hvis der var flere rusmidler, så vil der også være flere misbrugere". Her skal man bare holde for øje, hvad der skaber misbrugeren: er det den blotte tilstedeværelse og tilgængelighed af stoffet, eller skal problemerne søges i personlige, mentale og socio-økonomiske faktorer hos misbrugeren?

Hash er endog meget tilgængeligt og har været det i flere årtier, så der er ikke grund til at frygte en eksplosion i forbruget pga. "øget tilgængelighed". Tilgængeligheden er der allerede i overflod, f.eks. har beslaglæggelser af op til 14 tons hash ikke kunnet rykke en krone ved markedsprisen i Danmark. Erfaringerne fra Holland viser også, at legalisering ikke leder til den kraftige forøgelse i forbruget, som forbudstilhængerne frygter. Holland ligger omtrent på linie med Danmark, hvad angår hashbrug, og i mange tilfælde bedre. Danmarks eskalerende afstraffelse af befolkning har simpelthen ikke ledt til de markante reduktioner, som vi burde have set ifølge Drug War ideologien.

Jamen, hvis vi legaliserer hash, så skal vi vel også legalisere Ecstasy og heroin?

Før dette spørgsmål bliver besvaret, er det nødvendigt at se dette spørgsmål for det retoriske spørgsmål det er. Udformningen er simpelthen designet til at trykke på nogle knapper hos modtageren, så vedkommende helt glemmer at tænke sig om. Det er ikke ulig at sige "men skal vi så tillade niggere" til en racist fra Ku Klux Klan. Det er et spil på fordomme.

Fordomme er netop problemet i denne debat, og vi bør ikke træffe vores beslutninger baseret på dem. Dette dokument har det ene formål at give cannabis en fair proces, hvor middelalderlige anklager om hekseri og djævelskab viger for rationelle argumenter. Dommen bør afsiges på baggrund af en fornuftig afvejning af kendsgerningerne Derfor er det også vigtigt at påpege, at man naturligvis ikke skal legalisere alle mulige andre stoffer, bare fordi man legaliserer hash. Det ville være ligeså forudindtaget som at forbyde alle stoffer uden en fair rettergang.

Det eneste dette dokument siger er, at uanset stoffet, så bør det gives en fair rettergang hos en jury af velinformerede mennesker, der har viljen til at se på alle aspekterne: både de farmakologiske som de praktiske og sociale. Håbet er at de samme målepunkter, som findes i dette dokument, vil blive vurderet særskilt for også Ecstasy og heroin. Altså: hvad er skaderne fra stoffet, hvad er risici, og hvad koster forbuddet, og har forbuddet flere eller færre skadevirkninger end stoffet i sig selv, og hvordan forholder vi os til det enkelte stof i et frit, demokratisk samfund som vores? (Se Drug classification: making a hash of it?)

Så lad mig omformulere spørgsmålet til det sagen drejer sig om: "Jamen, hvis vi giver cannabis en fair proces, skal vi så også give Ecstasy og heroin en fair proces". Svaret er her et rungende "JA". Vi må som samfund ikke være bange for sandheden. Vi må aldrig sætte vore tro eller ideologi over en hæderlig omgang kendsgerningerne.

Folk kan jo ikke styre det - får vi ikke bare en eksplosion i antallet af narkomaner ved legalisering?

Dette er et godt og relevant spørgsmål, der jo også taler til vores dybeste frygt. Frygten for et dopet samfund, der ikke kan fungere, skal naturligvis tages alvorligt. Dog foregriber det lidt nogle af de kommende kapitler om afhængighed og vanedannelse.

Det første man må spørge sig selv om, er det relative afhængighedspotentiale ved hash? Her er kendsgerningerne, at hash ikke i forhold til andre stoffer er særligt vanedannende. Det er veldokumenteret at hash er mindre vanedannende end alkohol. Der er altså ikke på forhånd nogen speciel grund til at være bekymret. Alkohol har både brugere og misbrugere, men samfundet er ikke blevet komplet invalideret af alkoholen. Heller ikke selv om alkohol officielt er mere afhængighedsskabende end hash.

Det andet er erfaringerne. Holland har over 30 års erfaring med afkriminalisering og øget tilgængelighed til hash i coffee shops. Tager man erfaringerne fra Holland, står det lysende klart at Holland ikke har oplevet en stigning i bruget og misbruget af hash, der på nogen måde har placeret dem i nærheden af den dystre profeti. Denne uigendrivelige kendsgerning må man forholde sig til.

Ifølge forbuddets tilhængere, så burde Holland have flere hashmisbrugere end deres nabolande, der har "hårdere straffe" og "rigtige signaler". Holland burde fremvise en lammet befolkning, som bare sidder hjemme i sofaen og ryger den fede. Den virkning er dog uigenkaldeligt udeblevet. Det skete simpelthen ikke. Der blev ikke flere narkomaner af den grund - hverken af hash eller andre stoffer. Holland er ikke værre end Danmark - tværtimod. Og sammenligner man Holland med USA, som har voldsomme straffe for narkokriminalitet, så har Holland langt færre problemer end USA. Men ifølge den dominerende ideologi burde USA være et super-produktivt, stoffrit samfund uden problemer, men det er USA ikke - selv trods anvendelsen af de para-militære SWAT enheder og verdens største fængselspopulation. Sverige, der har en hård profil på rusmiddelområdet, har i årevis været dem, der har kunnet fremvise de pæneste tal overhovedet. Det giver ingen mening at USA og Sverige ligger i begge ender af skalaen.

Erfaringerne fra hele verden illustrerer, at antallet af misbrugere og udbredelsen af cannabis er afhængig af andre faktorer end den simple tilgængelighed. Dette er f.eks. konklusionen fra en stor undersøgelse i Storbrittanien, An Analysis of UK Drug Policy: A Monograph Prepared for the UK Drug Policy Commission, 2007:

The most fundamental point to understand about drug policy is that there is little evidence that it can influence the number of drug users or the share of users who are dependent. There is no research showing that any of the tougher enforcement, more prevention or increased treatment has substantially reduced the number of users or addicts in a nation. There are numerous other cultural and social factors that appear to be much more important.

Det hollandske forsøg bør ikke undre specielt meget. Både tobak og alkhol er tidligere blevet misbrugt i et langt større omfang end det bliver i dag, men man har i dag nedbragt både brug og misbrug ekstremt meget i forhold til før. Det har man ikke gjort med kriminalisering og strafferetslige angreb på befolkningen, men gennem oplysning og et langt, sejt træk, hvor man har reguleret markedet og hjulpet især virksomhederne til at indføre en rusmiddelpolitik. Det virker at lægge diverse forhindringer i vejen for folk, det virker at distrahere. Dette er positivt, og får man et mere fornuftigt forhold til alkohol og tobak, så afspejles dette også i brugen af andre rusmidler.

Sammenligningen mellem lande holder også internt. Kigger man på det danske samfund står det klart at der ikke er nogen positiv sammenhæng mellem forbud (og forbuddets styrke) og udbredelsen af stofferne. Gennem især de sidste 30-40 år er der en entydig bevægelse i retning af hårdere straffe, erosion af borgerrettighederne, skræmmende kampagner og andre metoder med formodet positiv signalværdi. Danmark har ikke opnået en forbedret narkosituation, hverken hvad angår hash eller andre stoffer. I andre lande, hvor tendensen senest er gået i en mere liberal retning med afkriminalisering af brugerne, f.eks. i Spanien og Storbrittanien, er der heller ikke sket eksplosioner i antallet af misbrugere, og disse samfund står heller ikke til en snarlig udryddelse pga. et løbsk forbrug af euforiserende stoffer. Det samme kan siges om samtlige af de delstater i USA, hvor medicinsk marijuana er blevet legaliseret: eksplosionen i brugere er udeblevet (til gengæld får flere nu den medicinske behandling, som de fortjener). I lande som Schweiz og Storbrittanien, hvor man endog har eksperimenteret med udlevering af heroin og kokain til narkomaner, har man ikke oplevet den mindste stigning i antallet af narkomaner (Mike Gray: Drug Crazy, Routledge, 2000). Senest har man i Storbrittanien afkriminaliseret cannabis således at besiddelser ikke bliver straffet under en vis mængde, men man har faktisk oplevet et skarpt fald i antallet af brugere af cannabis: Britain: Pot Use Drops Following Drug’s Reclassification - Illicit drug use hits record low after cops cease arresting minor pot violators.

Endeligt er der et psykologisk spøgelse, som man ikke kommer udenom i denne debat. Det er den selvfede tanke "jeg kan da selv styre det, jo tak, men andre kan ikke, så jeg tør simpelthen ikke stemme for legalisering af frygt for hvad de andre kunne finde på!". Dette er en farlig stemme at give efter for, da resultatet er en lang række indgreb i andre menneskers frihed til at gøre deres egne erfaringer. Psykologisk må man modstå fristelsen til at give efter, for i et demokratisk samfund med høje frihedsidealer er det ikke ens job at fratage folk mulighederne for at gøre deres egne erfaringer. Giver man efter for formynderiet, så er det en glidebane mod et eskalerende forbudsdanmark. Reelt behandler man sine medborgere som børn, der ikke kan adminstrere deres frihed, når man som "den voksne og fornuftige, der godt kan styre det" vælger at fratage barnet dets frihed. Denne følelse, uanset hvor kraftig, bør heller ikke lede til at man vælger at ignorere kendsgerningerne: nemlig at legalisering ikke alene leder til et øget forbrug eller misbrug af stoffer.

Den hovedmistænkte, når det kommer til afhængighed, er den velkendte blanding af biologiske og miljømæssige variable. Det er nemlig langt fra alle, der har en sådan "misbrugspersonlighed". Typisk er det mennesker med bestemte biologiske anlæg, der samtidig bliver udsat for sociale eller mentale problemer, der tyr til stofferne i et forsøg på selvmedicinering. Stofmisbruget er altså langt overvejende et symptom på den underliggende elendighed (se bl.a. Enkelt er det jo ikke af Peter Ege, STOF nr. 7, Sommer 2006, Center for Rusmiddelforskning).

Se også Drug War Distortions, Distortion 1: Drug Use Post-Prohibition

Hash er jo ikke en del af vores kultur, så det er noget andet end alkohol?

At så mange fremfører dette argument, som om det havde nogen som helst vægt, kan undre. For når dette løg er pillet fra hinanden, er der intet tilbage end tomme skaller. Som andre moralske og religiøse argumenter, så er det baseret på fjendtlig diskrimination, chauvinisme og en selektiv udvælgelse af data. Og en naturlig frygt. Alle elsker den måde de lever på, for ellers levede de vel ikke sådan, og det skræmmer dem fra vid og sans, at der måske kunne være andre måder at leve på, som er ligeså gode.

Vi lever officielt i et pluralistisk samfund, der i sin mest grundlæggende form har en værdi om at respektere alle borgere og grupperinger i samfundet uanset deres holdninger (så længde det ikke omfatter kriminalitet - altså skader mod andres person eller ejedom - eller samfundsomstyrtende virksomhed). Ene og alene af den grund er det voldsomt skadeligt for samfundet, når man beslutter at kun alkohol er godt, mens hash er noget forfærdeligt noget. Den slags er ikke pluralistisk, men simpelthen flertallets diktatur.

Det lyder måske godt at bruge ord som "danskheden" og "danske traditioner". Man kan næsten se det henførte blik hos vores ærkedansker mens smilet bliver bredere og bredere. Ah ja, sild, snaps, julebryg, flæskesteg og and. Men det er uldne begreber, som ikke tåler en nærmere granskning. Faktisk er det den rene, Klumpe Dumpe logik fra Alice i Eventyrland: "Når jeg bruger et ord", sagde Klumpe-Dumpe i en temmelig fortrydelig tone, "så betyder det lige netop det jeg vælger at det skal betyde. Hverken mere eller mindre." Ingen tvivl om at personen mener, hvad han siger, men det kommunikerer ikke noget entydigt. Dermed er det vitterligt heller ikke den bedste appelinstans, når der skal stanses lovgivning ud.

Tomheden i at bruge "dansk tradition" som appelinstanser burde være åbenbar for enhver, der har fulgt med i historietimerne. Vores historie er fyldt med uhyrlige danske traditioner, som vi moderne mennesker tager dybt afstand fra. Det gælder områder som racisme, holdningen til bøsser og lesbiske, plyndringer på den engelske kyststrækning, hekseafbrændinger og det at holde slaver, om slaverne så var kidnappede afrikanere eller stavnbundne bønder. Alle er gode, danske traditioner, som vi har kastet på ufornuftens og umenneskelighedens bål (dette gælder alle kulturer, se Sam Harris: Troens Fallit). Vi er simpelthen mere oplyste end vores danske forfædre, der holdt slaver og spærrede homoseksuelle inde for deres "forbrydelser". Traditionen er yderst sårbar over for den bevægelige Zeitgeist, og det allermeste af vores nuværende "danskhed" går kun ganske få årtier tilbage (fraregnet kartofler og øl).

Kendsgerningerne er derfor nok, at vi har masser af danske traditioner, men vi plukker ekstremt selektivt i disse traditioner. Vi smider brutalt ud og byder andre kulturelle komponenter velkomne med åbne arme.

Der er intet galt med at kunne lide den danske kultur, som vi lever i her og nu. Der er mange dybt fantastiske ting, som vi kan nyde og være stolte af. Det uheldige opstår, når man begynder at gøre sin egen fortræffelige smag til lov for andre. Problemerne opstår, når én gruppe i middelalderlig stil beslutter, at alle de andre repræsenterer kætteri og djævelskab. Konsekvensen af sådanne intolerante holdninger, hvor ens smag, tradition og religion skal udtrykkes i loven, er generelt rigtig uhyggelig. I andre samfund kaldes dette Sharia.

Den bedste illustration af, hvor lidt pluralistisk - ja hvor lidt værdig - sådan en holdning er, kommer bedst ved at man mediterer over den fiktive situation, hvor man er blevet snuppet med en six-pack uden for det iranske parlament mens man kyssede sin homoseksuelle kæreste. Ville du virkelig acceptere dette samfunds dom over dig, bare fordi det var iransk og islamisk tradition? I så fald ville du byde din egen henrettelse velkommen.

FARER, MYTER, PROPAGANDA OG SKRÆMMEKAMPAGNER

Kan du ikke kort ridse essensen i dette afsnit op?

Hash indeholder risici ligesom mange andre ting, men farerne er groft overdrevne af det "officielle Danmark". Hash er i virkeligheden et af de sikkreste rusmidler i verden set i forhold til samtlige lovlige rusmidler.

At hash har visse begrænsede risici, er slet ikke grund nok til at forbyde det og forfølge befolkningen.

Verden er og bliver et farligt sted, men folk har selv ret til at vælge. Staten har ingen ret til at bestemme over dem, når deres adfærd er uden fare for dem selv og samfundet.

90% af alt, hvad der bliver sagt om hash, er simpelthen ikke korrekt. Ingen gang tæt på. Hvad værre er, at den hysteriske, overdrevne agitation mod hashen faktisk skader de folk, som de forsøger at beskytte.

LD50

LD50 er værdien der siger Dødelig Dosis (Lethal Dose) hvor 50% af emnerne dør, hvis de bliver udsat for stoffet i en bestemt mængde. LD50 opgives som mg/kg kropsvægt og med indtagelsesvejen, og en høj LD50 værdi betyder, at stoffet er ufarligt. Typiske intagelsesveje er oralt (spist), røget/inhaleret, injektion i muskelvæv (IM) og injektion i blodåre (IV - intravenøst).

Jeg har set LD50 værdien for hash blive opgjort til et sted mellem 666-1270 for dyr. Det kommer an på dyret (abe, rotte eller mus), men også hvordan stoffet indtages. Der findes lavere LD50 værdier for cannabis, når stoffet sprøjtes direkte ind i blodårene, men hash indtages aldrig sådan under normale omstændigheder. Sandheden er dog, at vi ikke med sikkerhed kender værdien for mennesker (da mennesker ikke er magen til andre dyr). Der er såvidt vides ikke et eneste dokumenteret dødsfald som direkte følge af en hash overdosis, og man anslår derfor LD50 værdien til at være væsentligt højere for mennesker end rotter.

For en person på 70 kg. kræves der 47-89 gram rent THC for at opnå LD50 dosis. For almindeligt cannabis som ligger omkring 10% THC betyder det at en 70 kg. person skal spise mellem rundt regnet et halvt til et helt kilo for at komme i farezonen. Det er ikke helt nemt at spise så meget hash (det er jo mest harpiks) og en overdosis på røg ville kræve, at man røg flere hundrede joints om dagen, og det gør det rimelig upraktisk at overdosere på stoffet. Et selvmord ville desuden koste 25.000-50.000 kr. at ved en markedspris på 50 kr. pr. gram.

Oversat til dansk betyder en så høj LD50 for THC, at stoffet kun er meget lidt giftigt. Kobler man dette med en viden om praktisk anvendelse, så er det nemt at se, at ingen for praktiske formål kan overdosere på cannabis i en sådan grad, at det er livstruende. F.eks. ville det utvivlsomt være livstruende at ryge 500 joints på en dag, men når de fleste er totalt paralyserede efter bare at have røget 1-2 joints står det klart, at man stopper meget lang tid før den farlige dosis opnås. Spiser man til sammenligning nogle få Panodiler eller cigaretter kan man nemt blive forgiftet. 3-4 cigaretter indeholder nok nikotin til at true et menneske på livet hvis hele mængden af nikotin kunne optages effektivt (f.eks. ved injektion).

Rygning, kræft og andet

Enhver form for rygning er farlig pga. røgen og dens indhold af CO (carbonmonoxid) og diverse forbrændingsstoffer, der regnes for at være kræftfremkaldende. Nogle mener, at joints er skrappere end tobak for lungerne. De taler om et tal omkring 5 gange så stærkt, og deraf følger at 4 joints (af ren pot) om dagen skulle være det samme som at være storryger (20 smøger). Andre har beregnet at 1 joint svarer til 2 cigaretter i lungefarlighed, typisk fordi pot er lettere end tobak. NIDA opgør indholdet af kræftfremkaldende stoffer i cannabisrøg til 1,50-1,70 gange højere end ved cigaretter, og de anslår indholdet af giftige partikler til at være højere for cannabis sådan sug-for-sug af samme mængde røg.

Forskere har derfor i årevis haft mistanke om at cannabisrøg kan forårsage kræft på samme måde som tobak (se link i boksen til højre), og røgen har dog også en række observerbare effekter, som minder om tobakkens virkninger. Det overraskende er dog, at der er gode videnskabelige beviser for, at cannabisrygning faktisk ikke forårsager kræft i praksis, og "praksis" er måske nøgleordet her. For den risikable rygeadfærd, som Dr. Ammenheuser har observeret (se "Marijuana linked to lung cancer"), kunne faktisk forbedres forholdsvist nemt ved at øge adgangen til rene, stærke cannabisprodukter eller alternative rygemetoder (se nedenfor). Der er dog også andre mål for røgens mulige skader, f.eks. luftgennemstrømning i lungerne, og herunder forekomsten af bronkitis, rygerlunger (KOL), osv. Disse er alene gode grunde til at holde rygningen på et moderat niveau, også selv om cannabis er frikendt for at forårsage kræft. En vis forsigtighed er under alle omstændigheder på sin plads, da det jo altid er vanskeligt for videnskaben præcist at forudsige, hvordan kræft rammer.

Alt tyder dog på, at faren ved at ryge cannabis i praksis er mindre end ved cigaretter trods de umiddelbart værre tal for forbrændingsprodukter i røgen. En normal cannabisbruger, der ikke har et misbrug, ryger generelt efter et meget anderledes mønster end tobaksrygeren. Dette kan oversættes til langt færre joints om dagen, hvis der overhovedet ryges i hverdagene. For mange er cannabisrygning stort set henlagt til fester og andre sociale sammenkomster. Der er heller ikke nikotin i cannabis, og det gør en stor forskel, da nikotin i sig selv er meget giftigt. Folk bliver heller ikke stærkt fysisk afhængige på hashens THC, og derfor har cannabisrygeren ikke samme behov som tobaksrygeren, der har behov for at ryge hver 1-2 timer. Tobaksrygning er typisk mere enten-eller og der er relativt få tobaksrygere, der kun ryger 1-2 cigaretter på en uregelmæssig basis. En rigtig tobaksryger skal typisk "lære at ryge", hvilket i virkeligheden drejer sig om at de skal opbygge en vis tolerans og indarbejde vanen i deres hverdag. Toleransen har to formål. For det første er rygningen først rigtig behagelig, når man har opbygget tolerans og ikke længere bliver decideret høj af nikotinen (ja, man kan blive endog meget høj af nikotin - inklusive svimmelhed, kvalme og opkast). For det andet bliver man fysisk afhængig, når toleransen indtræder. I kroppen bliver nikotin hurtigt nedbrudt, men når brugeren har tolerans, så giver det faktisk abstinenser allerede 1-2 timer efter sidste smøg er røget. I praksis kunne tobaksrygere lære meget af cannabisrygerne: ryg sporadisk, hold pauser, ryg ikke hele dagen, pas på tolerans, osv.

Mange tobaksrygere kommer snildt op på 20 smøger på en "god aften" i byen, men en person uden nogen nævneværdig tolerans overfor hash vil måske ryge 1-2 joints på en hel aften (afhængig af styrken; og så ville vedkommende drikke færre øl og skåne leveren, hvorimod den stimulerende effekt fra nikotinen kan holde trætheden på afstand og anspore til yderligere drikkeri). Én undersøgelse sammenlignede forskellen mellem en række storrygende hash og cigaretbrugere og fandt, at tobaksrygerne i praksis fik op til 7 gange så meget røg i løbet af dagen end cannabisbrugerne. For en ikke-tobaksrygende cannabisbruger er tallet endnu mere favorabelt.

Der findes dog unægteligt storrygende cannabisbrugere, og de løber som alle andre storrygere risikoen for irritation af luftvejene, kronisk bronkitis, rygerlunger, måske øget risiko for kræft (selv om meget tyder på at cannabis ikke i praksis er kræftfremkaldende). Der er også en vis risiko for at føde børn med lavere fødselsvægt end gennemsnittet, og eflejringen af CO i kroppens væv modvirker som ved tobak sårheling, hvis personen skal opereres. Ofte er det dog metodemæssigt svært at sige, hvor cannabis- og tobaksskaderne begynder og slutter, da mange cannabisbrugere også anvender tobak.

De fleste normale mennesker, der bruger hash rekreativt vil i almindelighed skulle ryge en forsvindende lille mængde for at blive skæve. En joint er nok til at give en rimelig kraftig rus for 2-3 personer eller mere, men det afhænger selvfølgelig fuldstændig af styrken på cannabisproduktet. En stærk joint lavet af ren skunk kan nemt beruse måske 5-6 personer; en skunk joint tilsat hash, en såkaldt "troldmand", kunne måske beruse op til 10 personer. Ved regelmæssigt brug vil brugeren med garanti udvikle tolerans overfor THC'en, og dette øger mængden af røg, der er nødvendig for at opnå den ønskede virkning.

Stort set alle undersøgelser af cannabisrøg baserer sig på marijuana/pot - altså det rene, grønne plantemateriale fra cannabisplantens topskud. Det er det mest udbredte i USA. Dette er uden sammenligning det hårdeste for lungerne, da man ryger hele plantematerialet. Her betyder styrken af cannabispræparatet utroligt meget. Mange har sikkert hørt den bekymrende propaganda om at hash i dag er meget stærkere end dengang, og det bliver altid udlagt som noget dårligt. Det er dog en uomgængelig logik, at jo stærkere cannabispræparatet er, jo mindre røg skal der ned i lungerne for at opnå den ønskede virkning. Potente cannabisprodukter er derfor en fordel for lungerne. Endelig er det uvist om forskellige former for dyrkning og efterbehandling af cannabis ændrer på sammensætningen af farlige forbrændingsstoffer. Mange kendere sværger til pot, der er lagret op mod et år, da røgen bliver langt mindre harsk for lungerne. Problemet er bare, at meget kommercielt pot er dårligt efterbehandlet, hvilket ikke mindst hænger sammen med betingelserne på det sorte marked.

Tallene for røgens sammensætning har heller ikke nogen gyldighed for hash og nol. Ryger man hash eller nol fuldstændig rent, så kommer der langt mindre forbrændingsstoffer ned i lungerne. I dag er det største praktiske problem, at den danske cannabiskultur foreskriver brugen af hash og tobak sammen i joint, og derved inhalerer man mere røg end nødvendigt. Dog er tobak til en cannabis joint typisk ristet for at fjerne hovedparten af nikotinen, men en utrænet tobaksryger kan nemt mærke tilstedeværelsen af nikotinen. Det må være en klar anbefaling at man altid ryger sin cannabis rent.

Cannabis kan dog "ryges" i en såkaldt fordamper (vaporizer), der kun fordamper THC'en. Der er færre lungerisici ved dette, da der ikke sker forbrænding - eller i hvert fald meget lidt forbrænding. Med bedre og billigere vaporisers i fremtiden kan disse fordele blive endnu mere markante. Et eksempel på et sådant produkt kan findes på Storz & Bickels hjemmeside. Dette tyske produkt anses generelt for at være det ypperste rent teknisk. En fordamper kan give ligeså hurtig en rus som ved normal rygning. Vaporisers mangler stadig en del udvikling for at blive mindre, smartere og billigere, og dermed mere populære som rygeredskaber. I enkelte stater i USA er vaporizers og mange andre typer af rygegrej ulovlige at sælge (grundet de såkaldte "paraphernalia laws"). I 2005 blev den populære skuespiller Tommy Chong fra duoen Cheech & Chong arresteret og straffet for at have solgt bonger.

Cannabis kan også spises i boller, småkager, kakao, pilleform, popcorn og potchai. Dette giver ingen lungerisici, men typisk øger det risikoen for, at brugeren indtager mere cannabis end klogt er. Oral indtagelse af cannabis kræver ofte lidt mere erfaring, men for en forsigtig eller erfaren bruger udgør det ingen risiko. Virkningen af hashkager sætter først ind efter 1-2 timer, sommetider 3 timer på fuld mave, og derfor spiser mange ivrigt løs, fordi de er utålmodige og "ikke synes det virker". Cannabis spises generelt sjældnere end det ryges, da brugerne foretrækker den optimale kontrol og den hurtige rus. (Det frarådes på det kraftigste at spise tobak for at skåne lungerne, da det kan give kvalme, opkast og livstruende forgiftninger ved relativt små mængder. Her er det langt mere sikkert at bruge nikotintyggegummi eller lignende, som fås på apoteket i en sikker og forudsigelig kvalitet.)

Hashpsykosen

Psykoser

Myten om hashpsykosen det mest brugte skræmmebillede hos forbudstilhængerne: argumentet man kan støtte sig til, når alt andet slår fejl! Mentale billeder af rablende sindssyge hashrygere "på den lukkede" er magtfulde og grimme. Ofte går historien: "jeg røg hash bare én gang, og nu er jeg på den lukkede". Desværre for forbudsfløjen er der mange problemer med dette skræmmebillede.

For det første er diagnosen "hashpsykose" ikke noget, der er fuld enighed om i lægeverdenenen. I Danmark virker man både hos Sundhedsstyrelsen og Psykiatrifonden tilbageholdende med at bruge diagnosen, og der anvendes langt mere forsigtige udtalelser om den kendsgerning, at en hashrus sommetider kan give angst og paranoia. Se: Rusmidlernes Biologi og se Fakta om Hash, eller Enkelt er det jo ikke, Peter Ege, STOF, 2006, Center for Rusmiddelforskning. I det hele taget er der mange grunde til psykiske sygdomme: WebMD: Causes of Mental Illness.

Som det er i dag, kan man observere en række sammenhænge (samvariationer eller korrelationer) mellem storforbrug af hash og indlagte patienter med psykoser, men rent videnskabeligt er det ikke bevist, at sygdommen er forårsaget af hashen eller om et stort forbrug af hash er forårsaget af de samme faktorer, der forårsager psykosen. Sammenhængen mellem et let forbrug og psykotiske symptomer er ekstremt svag.

Et eksempel kan illustrere de vitale forskelle mellem samvariation og årsagssammenhæng. Hvis man undersøgte en række mennesker med hovedpine ville man kunne se, at dem med mest hovedpine, er dem der tager flest hovedpinepiller. Det betyder ikke, at hovedpinepillerne forårsager hovedpinen.Hvis vi var totalt uvidende om hovedpinepiller og deres farmakologi og kemiske virkemåde i kroppen, ville vi dog være mistænkelige. Nu kender vi imidlertid meget til hovedpinepiller, og derfor kan vi afgøre, at det under normale forhold er sådan, at hovedpinen forårsager forbruget af hovedpinepiller og ikke omvendt.

Teknisk hedder det "epidemiologiske studier", når man undersøger en befolkningsgruppe for at finde sammenhænge. De laves ved at man observerer et fænomen, f.eks. en psykotisk person, og så prøver man bagefter at lede efter grunden til psykosen. Forskerholdet laver kort og godt en liste over "farlige ting", som de kunne forestille sig var medvirkende årsag til deres sygdom. Og da hash er et udskældt og ulovligt stof, der under rusen kan give mange "noia", har man taget det med. Men det beviser kun, at forskeren på forhånd har en antagelse om, at hash måske kunne være farligt, ikke at stoffet faktisk er det. Hvis vi godtager at mistanken alene beviser skyldsspørgsmålet, så bruger vi samme logik som heksetribunalerne i middelalderen. Intellektuelt er dette ikke hæderligt.

I streng videnskabelig forstand kan den epidemiologiske undersøgelse ikke vise årsagssammenhæng, kun samvariation. Så epidemiologiske undersøgelser kan pege os i svarets retning, men det er andre typer af undersøgelser, som kan fastslå årsagssammenhængen. Med andre ord så skal andre typer undersøgelser - eller fast viden om emnet - luge ren samvariation ud, således at rene årsagssammenhænge står tilbage. Som det er i dag ved vi ikke med videnskabelig sikkerhed, om patienterne bliver sindssyge af hash, eller om det er fordi de er sindssyge eller har personlig problemer, at de bruger hash. Der er f.eks. klare vidnesbyrd på, at mange selvmedicinerer sig med hash for at mildne angst, uro, stress og depression. Nogle skizofrene lader modsat til at indtage hash fordi det hjælper med at udløse deres vrangforestiller (det lyder måske paradoksalt, men trods mange af deres vrangforestillinger er skræmmende, så er det også interessant at være forfulgt af rumvæsener frem for bare at være Bjarne Andersen fra Ikast).

Noget andet er, at vores hjerner rummer adskilige kognitive egenskaber, og hash påvirker ikke alle negativt. Set som helhed, forringer hash med garanti overlevelsesevnen hos individet. Dette er en logisk følge af millioner af års evolution, der netop har skabt vores hjerner sådan, at vi bedst muligt overlever. Hvis en tilstand af hashberuselse var det optimale, så havde vi det sådan hele tiden. Hash forøger uden tvivl ens fornøjelse og analytiske egenskaber overfor f.eks. musik. Alt træder frem i et meget mere klart lys, og man fanger flere detaljer. Til gengæld ser en meget hashberuset musik-analytiker temmelig bøvet ud, som han står der og ligner én, der er gået totalt i stå. Vi lever mere trygt i vores moderne samfund, og det tillader det moderne menneske den luksus at kunne beruse sig uden at blive ædt af løver. På samme måde kan de skizofrene tænkes at bytte ét sæt kognitive egenskaber til fordel for noget andet. Der er i hvert fald forskning, der antyder det.

Set i perspektiv bruger ca. en halv million danskere hash, nogen mere end andre, og eftersom flertallet har det helt fint med hash og aldrig får psykoser, så er det en rimelig sikker konklusion, at hash ikke i almindelighed forårsager psykoser.

Man ved fra almindeligt brug af hash, at stoffet kan give paranoia (fremgår bl.a. af Psykiatrifondens "Fakta om Hash"). Til gengæld går denne tilstand normalt over af sig selv. Nogle læger har derfor den teori, at det kræver en person, der allerede er disponeret for denne type psykose. For normale mennesker er cannabis helt ufarligt. Det passer også godt sammen med, at adskillige hundredtusinder har brugt hash i Danmark uden at få psykoser.

Hvis sammenhængen mellem hash og psykoser var stærk, ville man kunne forudsige en persons mentale tilstand ud fra om de røg hash eller ikke. Men for den almindelige danske hashnyder, forudsiger hans hashindtagelse meget dårligt, om han får en psykose. Der findes et utal af mennesker, der har røget hash lige siden de glade 60'ere, og hvis hash virkelig forårsagede psykoser, så skulle de efter 20 års brug have fået en del.

Mange med psykiske problemer møder op ved deres læger, bliver spurgt om forskellige ting og i løbet af samtalen fremgår det, at de også ryger hash. Mange læger slår her automatpiloten til og skriver "hashpsykose" på diagnosen eller sender automatisk folk til afvænning - uanset lægevidenskabens holdning til diagnosen "hashpsykose" eller hashrygningens omfang. Der er flere eksempler på, at tidlige diagnoser om "hashpsykose" er blevet revideret til skizofreni, panikangst eller andre normale diagnoser i takt med at lægerne er blevet klogere på patientens virkelige problemer. Det går næppe den anden vej, hvor man har en diagnosticeret skizofreni og så reviderer diagnosen til "hashpsykose".

Et meget stort hashforbrug eller misbrug kan være et faresignal om, at noget andet er galt, og en person, der er begyndt at misbruge hash, er givetvis disponeret for at misbruge andre stoffer også. Det er naturligvis klogt og godt at reagere på dette. Den korrekte reaktion er at forsøge at hjælpe personen, men nogle læger reagerer altså ved at råbe "hashpsykose" ud i lokalet - og derved stirrer de sig blinde på hashen som årsag, hvilket overskygger de virkelige problemer, som personen med sikkerhed har. Mønstret minder om den klassiske strategi, hvor man finder en syndebuk i stedet for at angribe det fundamentale problem.

Endelig er det vigtigt at påpege, at det for alle brugere af rusmidler gælder, at de har flere psykotiske oplevelser end dem, der ingen rusmidler bruger. Man skal dog være opmærksom på, at dette i mange tilfælde er en ønsket effekt af psykedeliske stoffer. Bare fordi man har en psykotisk episode betyder det ikke at man fortjener diagnosen "psykotisk". Det er at forveksle et trælår med en amputation.

Skizofreni

Man ved med sikkerhed at hashrygning kan udløse latent skizofreni og forværre sygdomsforløbet. Ikke blot øges antallet af psykotiske oplevelser, men behandlingen med antipsykotisk medicin fungerer også dårligere.

Til gengæld ved man også, at det er overordentligt usandsynligt, at hash skulle skabe en øget forekomst af skizofreni i samfundet. Med Peter Eges ord:

"...man udvikler ikke skizofreni, fordi man ryger hash, men der er fælles årsager til hhv. hashrygning, specielt regelmæssig rygning, og skizofreni. Et helt afgørende argument for, at hashrygning ikke bidrager til mere skizofreni i samfundet er konstateringen af, at antallet af nye skizofrenitilfælde ikke er øget i noget vestligt land (incl. USA og Australien) i den periode, hvor antallet af hashrygere, og de mængder hash der ryges, er steget voldsomt" (Peter Ege: Enkelt er det jo ikke).

I 2007 blev der igen rippet op i dette spørgsmål, da et forskerhold ledet af den britiske forsker Stanley Zammit i The Lancet publicerede en meget grundig undersøgelse, hvor man både mente at have fundet en stærk sammenhæng og kausalitet mellem hashrygning og skizofreni. Undersøgelsen var vidt publiceret og også danske forskere fra Bispebjerg Hospital brugte lejligheden til at profilere sig selv og anbefale, at offentligheden blev informeret og advaret om disse gode/skrækkelige nyheder. Så er det tid til et reality check, og den omhyggelige læser fatter sikkert allerede mistanke.

Zammits undersøgelse skal roses for dens grundighed. Det er tydeligvis en korrelation mellem hashrygning og skizofreni. Dette er indiskutabelt. Derimod må der stadig sås begrundet tvivl om, hvorvidt det virkelig er en kausal sammenhæng, som forskerne har påvist. Der er tre vigtige ting at forklare her:

Det ene er, at det var longitudinelle studier, og de er som andre epidemiologiske studier begrænset i deres evne til at afsløre kausalitet.

Det andet er, at disse forskere tydeligt er klar over problemet med, at forekomsten af skizofreni slet ikke korrelerer med anvendelsen af hash: dette afviser de med en enkelt linie i studiet, hvor de citerer et andet studie, som siger at det bare kan skyldes dårlige opgørelsesmetoder eller en tidsmæssig forsinkelse. Umiddelbart virker det ikke troværdigt, for hvis der virkelig var en effekt, så burde det fremkomme tydeligt, og det forekommer meget usandsynligt at samtlige vestlige lande alle tager så meget fejl. Vi taler om, at der skal være mystiske tidsforsinkelser og dårlige opgørelser i stort set alle lande.

Endelig er der en lille krølle her: hvis skizofreni virkelig bliver forårsaget af hash, men hvis det ikke kan ses i et eneste tal i samtlige vestlige landes opgørelser, hvordan har rationelle mennesker så nogensinde fået den ide, at hash forårsager skizofreni?

Det tredje og sidste, og måske vigtigste, er at afmystificere det voldsomme tal på 41%, som er den procentdel, som man ifølge Zammit forøger sin risiko for at udvikle skizofreni med. Wow! 41% Hvem tør løbe en sådan risiko? Betyder det ikke, at man har næsten fifty-fifty risiko for at få skizofreni, når man ryger hash?

Dette tal fortjener en analyse. Danmark har en stabil forekomst af skizofreni på en halv procent: 0,5% eller en sandsynlighed på 0,005. Denne sandsynlighed øges - hvis man blindt accepterer Zammits resultater - til blot 0,007 ved en 41% stigning. Vi taler ikke om procentpoint her, men relative procenter! Altså løber en hashryger i værste fald en marginal forøgelse i sandsynligheden for at udvikle skizofreni på 0,002.

Et sådant tal må og skal sættes ind i en meningsfyldt sammenhæng om samfundets nuværende indretning. Denne forøgelse er - selv hvis vi æder Zammits tal råt - af en overordentlig lille størrelse. Hvis det virkelig er rigtigt, at sandsynligheden ikke øges med mere end 0,002, er det så ikke individets eget valg, om han eller hun vil løbe denne risiko? Svaret kan ikke være andet end et rungende "ja". Et "nej" ville da også logisk betyde, at næsten alt i dette samfund burde forbydes.

Skal man overhovedet "informere offentligheden", som de danske forskere virkede meget opsatte på? Det kan man naturligvis vælge, men mon ikke de mange kampagnemillioner af danske skattekroner kunne anvendes på langt mere risikable adfærdsmønstre? Svaret må igen være et klart "ja".

Endelig bør man også indregne nytten af cannabis inden man går i baglås over frygten for at udvikle skizofreni. Kendsgerningerne er, at mindst 100.000 danskere nyder hash uden nævneværdige problemer, og op til måske 4-500.000 er mere sporadiske rygere. Deres glæde (og nytte) bør ikke ofres på bekymringens alter. Samtidig skal man huske, at helt almindelig cannabis kunne levere en usandsynlig billig, effektiv og sikker medicin til tusinder af trængende patienter, der lider af kræft, HIV/AIDS, sclerose, nerveskader, Post Traumatic Stress Disorder (som kan gøre folk selvmordstruede) og simpelthen "bare" smerter. Dybest set legitimerer vi hele forbuddet i dag pga. disse - undskyld udtrykket - latterlige 0,2%, og imens undlader vi med usvigelig, 100% statsgaranteret sikkerjed at mindske den indiskutable lidelse hos de tusinder og atter tusinder, der kunne have gavn af medicinsk cannabis.

Jamen har du da ingen som helst medlidenhed med alle de folk, der er indlagt på sindssygehospitaler, de stakkels unge, der er ude i et dybt hashmisbrug?

Jo, både ofrene og deres pårørende har min største sympati. Det gælder også misbrugere af alkohol, lim, cigaretter og cola. Det gælder såmænd også shopaholics, ludomaner og World of Warcraft afhængige, der formøbler forhold, ægteskaber og formuer. Alle misbrugere er ude i en tragisk situation, uanset deres valg af rusmiddel eller flugtvej. Alle rusmidler kan uden tvivl forværre en allerede dårlig situation eller skrøbelig sindstilstand.

Som i andre af samfundets forhold plejer et mindretals misbrug bare ikke at være grund nok til at lave et forbud. Alkohol og cigaretter er f.eks. stadig lovlige, selv om mange har problemer med disse stoffer. Modsat hash har disse nydelsesmidler tusinder af dødsfald på samvittigheden om året. En legalisering af hashen kunne spare staten penge og give indtægter via moms og afgifter, og disse midler kunne bruges til at behandle misbrug af både hash og andre afhængigheder.

Lad os huske på, at alle disse ofre er kommet til under forbuddet. Det er ikke legalisering, der har skabt deres problemer. Tværtimod. Der vil heller ikke komme flere misbrugere, da frygten for en eksplosion i antallet af misbrugere er et meget usandsynligt resultat.

Der er intet i forbudsstrategien, som på nogen måde er til nytte for alle disse stakkels mennesker, og alle erfaringer viser, at de hårde straffe kun er medvirkende til at ødelægge de uheldiges livs endnu hurtigere, end hvis hashen havde været lovlig. Som den britiske rapport "An Analysis of UK Drug Policy" siger, har alle disse forbudsstrategier utroligt lidt gennemslagskraft. Så reelt bekymrer jeg mig langt mere om disse uheldige - og ofte syge - mennesker, mens politikerne sidder på Christiansborg og planlægger næste ideologiske brandtale mod stoffer, som blot vil øge bøder og straffe og endnu engang drive brugere og misbrugere af hash ned i sølet.

Hash er en glidebane mod de hårde stoffer

Dette er endnu et yndlingsargument fra forbudssiden. Specielt ved cannabis er det en udmærket redningsplanke i en diskussion, når det bliver mere og mere klart at cannabis har forsvindende få skadevirkninger selv. Argumentet har dog ikke nogen solid basis i videnskabelige kendsgerninger. Argumentet er gendrevet så mange gange siden 1950'erne, at det er pinligt: ingen observationer har nogensinde påvist hinsides rimelig tvivl, at hash forårsager brug af hårdere stoffer (se: NORML's Truth Report 2005 eller resultatet af Nixons Report of the National Commission on Marihuana and Drug Abuse: Marihuana: A Signal of Misunderstanding). Peter Ege skriver om emnet, at det for så vidt er muligt, at hypotesen er korrekt, men at "Det er den næppe" og at hashmisbrug "først og fremmest [er] et udtryk for elendigheden og ikke årsagen til denne" (Peter Ege: Enkelt er det jo ikke, STOF nr. 7, sommer 2006, Center for Rusmiddelforskning).

At en heroin-narkoman bruger hash, eller har gjort det tidligere, er ikke noget argument for, at hashen fik ham til at bruge heroin. Det er ren propaganda. Teorien kaldes også "stepping stone" teorien, eller hash som et "gateway drug". Man fandt på argumentet i USA i 1940'erne og brugte det til at indføre nye, hårde straffe mod cannabisbrugerne ved at slå hash i hartkorn med heroin.

Tilhængerne af dette argument peger altid på, at de såkaldt hårde narkomaner stort set alle bruger eller har prøvet hash på et tidspunkt. De ser altså noget, og så leder de efter "grundene til det" (mønstret er "epidemiologisk undersøgelse", se afsnit om hashpsykoser eller noterne om videnskab og der er også en udmærket artikel med gode eksempler i Michael Jourdans Vadestens-teorien til eftersyn). Problemet med dette argument er, at antallet af hashbrugere ligger på omkring en halv million danskere, men de er ganske enkelt ikke kommet på en ustoppelig glidebane mod hård narkomani. Indtagelse af hash forudsiger dårligt, hvorvidt folk bliver brugere eller misbrugere af andre stoffer.

Hashen har traditionelt været en endestation for brugeren af ulovlige stoffer. De fleste bruger først alkohol, måske tobak, og stopper så ved hashen.

Desuden er alle startet med alkohol som deres første rusmiddel, men alkohol bliver sjældent fremhævet som "årsag til deres misbrug", lige så lidt som cigaretrygning leder til hashrygning. Alle misbrugere startede såmænd også livet med at drikke mælk, men det betyder ikke at "alle mælkedrikkere bliver narkomaner" selv om "alle narkomaner har været mælkedrikkere".

Man bliver nødt til at kigge på misbrugeren og misbrugsprofilen. Narkomani og alkoholisme er som oftest et udtryk for selvmedicinering - selv tobaksrygning bliver tydeligt brugt til selvmedicinering hos psykisk syge (og hvem kender ikke cigaretrygere, som ryger ekstra løs, når de er pressede eller har brug for at dæmpe nerverne?). De fleste misbrugere anvender alle de stoffer, som de kan komme i besiddelse af og/eller har temperament til, og det inkluderer både alkohol og hash, og lim og lightergas for meget fattige eller helt unge misbrugere. Men ingen argumenterer ved deres fulde fornuft for, at alkohol skulle være årsag til hård narkomani. Det bør man heller ikke gøre, når det kommer til hash.

Det ulogiske i argumentationen kommer af, at alkohol er accepteret i vores samfund, mens hashen virker som en rød klud og vækker negative følelser hos folk. Siden Indre Mission blev umoderne har alkoholen manglet det kulturelle vækstlag, som skræmmekampagnerne kunne vokse i. Hash er derimod udsat for mange skræmmekampagner, slået ukritisk i hartkorn med heroin og kokain, og nok så vigtigt er hash simpelthen kriminelt. Hjernen tænker: "Alkohol Godt", "Marijuana Dårligt". Denne modvilje - og for nogen direkte had - har intet med fakta, videnskab eller rationel tankegang at gøre, og disse holdninger er vokset ud af et samfund, der var bundkonservativt og for USA's vedkommende havde apartheid langt op i 60'erne. Det direkte racistiske ophav til forbuddet er velkendt (se f.eks. filmen In Pot We Trust). Men uanset om holdningerne er blevet tilegnet af gode eller dårlige grunde, så er de fleste mennesker meget dygtige til at forsvare deres holdninger, når de først har dem (Se Why People Believe Weird Things af Michael Shermer for en diskussion af psykologien bag denne måde at tænke på).

Holdningerne til hash er farvede, og det er svært at rokke ved folks vanetænkning, da de allerede har investeret stort i deres holdninger, og det kræver meget energi at acceptere nye synspunkter. Som konsekvens sætter man ofte nogle urealistiske høje standarder op overfor det nye og anstrenger sig lidt for ihærdigt i at finde alt det dårlige. Samtidig ignorerer man gennemarbejdede videnskabelige data, der støtter hashen, og resultatet er at forbudsfløjens holdninger til hash mangler perspektiv: ja, hash er farligt og det er muligt at finde nogen ofre, men der findes dødsfald forårsaget af sesam, nødder og peanuts, men derfor forbyder man ikke disse produkter. Hvad angår hash burde de fleste prøve at holde deres holdning til alkohol og hash overfor hinanden og sammenligne skadevirkninger på samme objektive måde. Desværre har flertallet to sæt regler: et til alkohol og et til "stoffer". Skræmmende nok ville alkohol blive forbudt, hvis folk vurderede det på akkurat samme måde, som de vurderer hash.

Det er mere korrekt at kalde cannabis for en stofmæssig endestation, som ligger tæt op af alkohol og tobak. Selv Harry Anslinger, den amerikanske arkitekt bag USAs forbud, indrømmede tilbage i 1937, at man ikke havde nogen eksempler på den såkaldte glidebane (gateway/stepping stone). Først i 1950'erne ændrede argumenter sig og man begyndte at idømme hårdere straffe (Narcotics Control Act 1956) for at løse landets sociale problemer (se: The forbidden fruit and the Tree of Knowledge: an inquiry into the legal history of American marijuana prohibition ). For at forklare og legitimere disse øgede overgreb mod befolkningen, måtte man fremstille hash i et endnu dårligere lys end normalt. Gateway teorien var et sådant retorisk kunstgreb. I dag er de simple begreber som forbrydelse og straf erstattet af en endnu mere ophedet retorik med udtryk som nultolerance og "Krigen mod Narko" (War on Drugs). Dette er en synsvinkel som både USA og nu også Danmark (med V, K og DF i spidsen) har taget til sig. I 2003-2004 blev adskillige hidtil lovlige planter og stoffer forbudt, og VK-regeringen vedtog deres ideologiske, tværministerielle handlingsplan mod stoffer: "Kampen mod Narko". Politikken er gået fra begrænsning og behandling til nultolerance og krig mod de uønskede dele af befolkningen. Fjernet er enhver skelnen mellem brug og misbrug. Nu er det bare ""misbrug". Sådanne hårde metoder kræver en farlig og magtfuld fjende som legitimation. Og når hash nu "desværre" har vist sig ikke at være specielt farlig i sig selv, så kan man redde ansigt ved at påstå, at den leder til farligere ting.

Det er værd at bemærke, at lande som Holland, Canada, Spanien, Portugal, Belgien og Storbrittanien med stor succes har lempet deres cannabispolitik uden en øget tilgang af misbrugere af hverken hash eller andre stoffer.

Hash er vanedannende, man bliver da afhængig?

Ifølge den grundigt researchede rapport NORML's Truth Report 2005 udviser færre end 10% af alle cannabisbrugere nogensinde afhængighed. Til sammenligning er tallene 15% for alkohol, 17% for kokain og 32% for nikotin. Dette er også tal, som Peter Ege bekræfter, hvor hash er vurderet som det mindst afhængighedsskabende af både alkohol, kokain, opioder og nikotin (Peter Ege: Enkelt er det jo ikke, STOF nr. 7, sommer 2006, Center for Rusmiddelforskning).

Hash kan være psykologisk vanedannende, men THC regnes ikke i almindelighed som nær så kraftigt fysisk vanedannende som alkohol, koffein, heroin, morfin eller nikotin. Hash indtages dog ofte med tobak, så totalt rygestop kan også give abstinenser efter nikotin. Især ekstreme niveauer for hashrygning lader til at kunne lede til fysiske abstinenssymptomer. Det er i praksis svært at skelne THC og nikotinafhængighed og det gælder især ved anekdoter, hvor brugeren kun sjældent oplyser hvorvidt cannabis og tobak er blevet blandet.

Man skal huske, at alt potentielt er psykologisk vanedannende. Det gælder alt der smager godt eller på anden måde er sjovt. Man har set psykologisk afhængighed af alt fra lakrids til aerobics til computerspil. Afhængighed med en fysisk komponent oven i de psykiske er altid værre (teknisk set har også psykologisk afhængighed en fysisk base, men man skelner normalt). For at sætte tingene lidt i perspektiv, fandt forskeren Magalie Lenoir (et al.) i et studie at Intense Sweetness Surpasses Cocaine Reward:

"Here we report that when rats were allowed to choose mutually-exclusively between water sweetened with saccharin–an intense calorie-free sweetener–and intravenous cocaine–a highly addictive and harmful substance–the large majority of animals (94%) preferred the sweet taste of saccharin. The preference for saccharin was not attributable to its unnatural ability to induce sweetness without calories because the same preference was also observed with sucrose, a natural sugar. Finally, the preference for saccharin was not surmountable by increasing doses of cocaine and was observed despite either cocaine intoxication, sensitization or intake escalation–the latter being a hallmark of drug addiction."

Der er nogle enkelte videnskabelige resultater der viser, at når man medicinerer pludseligt med såkaldte antagonister, der blokerer virkningen af kroppens naturlige anandamid (og dermed THC), udviser forsøgsdyr fysiske abstinenssymptomer, men det skal siges at disse antagonister også blokerer andre ting end hashens THC (se Psykiatrifonden.dk). Man har ikke haft samme held med at demonstrere abstinenssymptomer ved normalt brug, for her fylder man jo ikke et kunstigt frembragt stof ind i hjernen for at blokere for virkningen. Antagonisterne er måske for effektive og blokerer derfor også kroppens "naturlige THC", der hedder anandamid. (Naloxone, også kendt som "Narcanti" hos Falck, blokerer for bl.a. opioders virkning og giver også øjeblikkeligt kraftige abstinenssymptomer). Indtil videnskaben ved mere er det rimeligt at holde fast i grundkonklusionen, at hash ikke er fysisk vanedannende ved et moderat, rekreationelt forbrug. At man kan medicinere en person (eller rotter som det var) med et andet stof og derved skabe fysiske abstinenser beviser ikke ret meget uden for laboratoriet.

Totalt ophør for en misbruger (eller medicinsk patient) kan dog give visse fysiske abstinenser - ofte er de psykiske dog værre og kan godt ligne fysiske abstinenser. Man skal tænke på, at en storrygende misbruger typisk er på flugt fra en eller anden form for personlig tragedie eller smerte, og han lever en tilværelse, hvor han konstant har et niveau af bedøvelse. Det er denne bedøvelse, der gør en daglig flugt fra problemerne mulig. Ved rusens ophør vil virkelighedens verden dog hurtigt trænge sig på med fornyet styrke, ofte forstærket af den kendsgerning at de er blevet større og endnu flere følelser ligger ubearbejdede hen. Disse mennesker bliver ofte mødt af "ha ha, sikke en tabernar af en hasher", og andre arrogante udbrud. Men man bør tænke på, at der er mange mennesker i vores samfund som er ulykkelige og lider af depressioner, panik-angst og mange andre psykiske lidelser, og de kan have meget svært ved at klare sig uden anti-deppresiver, lykkepiller osv. Folk på lykkepiller kan være ligeså afhængige af deres prozac som folk, der konstant selvmedicinerer med hash. (Begge grupper kan meget vel have brug for afvænning og en stoffri tilværelse, men det er håbløst, hvis man ikke får gennemarbejdet de underliggende problemer.)

Videnskabeligt må man holde døren på klem for, at man på et tidspunkt når frem tid, at også THC er fysisk vanedannende (videnskaben er altid åben for ændrede meninger). Der er enkelte videnskabelige resultater i omløb, som lader til at have demonstreret nogle tydelige fysiske abstinenssymptomer hos dyr. Artiklen The addictive potential of cannabis nævner indtil flere forsøg med rotter og aber, som opnår disse resultater, bl.a. deciderede abstinenser og konsekvent selv-medicinering. Grunden til, at disse resultater ikke er nævnt tidligere skyldes, at der er visse problemer med undersøgelserne, som læseren bør være vidende om. Det studie, der får mest plads omhandler to rhesus aber (haleaber, ikke menneskeaber), der blev medicineret oralt med 37.5 mg THC pr. kg. Man kunne i undersøgelsen se øget aggresivitet, da stoffet blev taget fra aberne og forskerne mente at en enkelt abe hallucinerede under afvænningen (hvordan man nu gætter sig frem til den slags?). For at sætte tingene i perspektiv må vi diske op med mere af samme købmandsregning som under "LD50" afsnittet. Kort fortalt kræver det, at et menneske på 70 kg. skulle ryge 29 store joints af god kvalitet om dagen. For almindelige brugere, der ryger sporadisk, er dette rigtig, rigtig meget røg. Resultater af denne type er måske interessante for en videnskabsmand, der udforsker grænsetilfælde, men det har intet at gøre med vurderingen af hashens under normal anvendelse. Desværre er litteraturen fyldt af denne type artikler, som er alt for ivrige i deres forsøg på at påvises hashens farlighed.

Hvad angår legalisering er det dog ikke afgørende, om et produkt er vanedannende eller ej. Der sælges mange lovlige produkter, der er både psykologisk og fysisk vanedannende. At cannabis er mange gange mindre vanedannende end alkohol og cigaretter er blot en god ting.

Hash ophober sig i kroppen - så er man ikke skæv hele tiden?

Hashrusen varer normalt mellem 2-4 timer, og niveauet af THC i blodet aftager kraftigt over den periode. Efter 6 timer regner man med at indholdet af THC er så lavt, at organismen overhovedet ikke er beruset længere. Det er rigtigt, at urinen bærer spor af cannabisindtagelsen i op til en måned efter en enkelt indgift, men rusen er kortvarig (se Peter Ege: Enkelt er det jo ikke, STOF nr. 7, sommer 2006, Center for Rusmiddelforskning)).

Der er visse indikationer af, at hash giver en slags tømmermænd, som kan have samme varighed som alkohol-tømmermænd. De fleste hashbrugere mener dog, at hashtømmermænd er en del mere hehagelige end den omfattende kropslige nedsmeltning, som hårde alkohol-tømmermænd giver. Hashtømmermændene er oftest karakteriseret ved en smule sløvhed.

Lad os kigge nærmere på, hvad det er, at man kan måle hos en hashbruger. Der er tre overordnede steder, hvor man kan teste for THC: nemlig i blodet, urinen eller håret. Alt efter metode måler man vidt forskellige ting.

Det, der sker, når en person ryger en joint, er at indholdet af psykoaktivt THC i blodet stiger til omkring 100 to 500 ng/ml (nanogram per milliliter). Klinisk målbar beruselse sker omkring 25-50 ng/ml (dette er tærsklen, hvor man begynder at kunne mærke beruselsen - svarer omregnet til 1-2 øl for en normal person). En del af dette psykoaktive stof i blodbanerne bryder blod-hjernebarrieren og giver rusen. Kroppen begynder dog øjeblikkeligt at metabolisere (fordøje/omdanne) THC'en i leveren, og dette forårsager et brat fald i blodkoncentrationen til omkring 2 ng/ml i løbet af blot 3-4 timer (subjektivt vil man mærke dette bratte fald allerede i løbet af 1-2 timer). Det er primært tilstedeværelsen af psykoaktivt delta-9-THC i blodet, der indikerer en rus. Uden en tilstrækkelig høj koncentration i blodet er der simpelthen ikke nok THC til at give en rus.

Når THC'en er metaboliseret, betyder det, at de psykoaktive delta-9-THC'er og andre cannabinoler er omdannet til op til 60 forskellige både psykoaktive og ikke-psykoaktive former. To af disse metabolitter hedder f.eks. 11-hydroxy-tetrahydrocannabinol" og "11-nor-9-carboxy-delta-9-tetrahydrocannabinol". Metabolitterne er altså stadig THC, men en anden type, og det er dem, der bliver lagret i fedtvævet hos brugerne. Grundet krigen mod cannabis og den deraf begrænsede forskning ved man ikke videnskabeligt alt om de forskellige cannabinoler og deres metabolitter til at sige med 100% sikkerhed, hvilke der er psykoaktive og hvordan de enkelte virker.

Dette leder os til den anden test, nemlig urintesten. Metabolitter bliver udskilt i urinen (og afføringen), og fedtvævet afgiver langsomt over flere uger metaboliseret THC - dette sker når kroppen slår over på fedtforbrænding. Disse metaboliter kan måles via urintests. Urintests siger dog intet fornuftigt om, hvorvidt en person er beruset, men kun om der findes nedbrudt THC i kroppen på brugeren. Diverse urintests er også kendt for at være upålidelige, og det skyldes at mængderne der måles er ganske små og derfor nemt i en test kan give forkerte resultater. Anvendelsen af urintests er udbredt i f.eks. USA, men det bruges også på sportsfolk herhjemme, hvor cannabis er opført som et dopingstof.

Der er alt i alt ikke noget belæg for at sige, at "ophobet THC i fedtvævet" giver en konstant rus i ugevis. Når videnskaben ikke er langt nok fremme, fordi det er dyrt og vanskeligt at forske i cannabis pga. kriminaliseringen, så må man forlade sig på lidt almen fornuft. (Kilder: Blood or Urine? Fluid Matters, The health and psychological consequences of cannabis use, Position Paper on Drug Testing af Paul Hager, Marijuana (paper on neurochemistry)

For det første er ikke alle de lagrede metabolitter psykoaktive, og THC og dens metabolitter kommer jo ikke bare ind i kroppen og bliver der uændret i al evighed. Utallige undersøgelser og millioner af brugeroplevelser er bevis nok for, at rusen kun holder sig i en begrænset periode.

Det andet er, at resterende psykoaktivt THC i fedtvævet næppe bliver udskilt med en stor nok fart til at give en høj nok blodkoncentration til at give enrus. Den nødvendige fedtforbrænding sker ikke i store hug, men stille og roligt strakt ud over adskillige timer, dage og uger.

Den eneste permanente virkning af en hashrus består i, at indlæring under rusen er rigtig elending og de ting, som man har forsøgt at lære under rusen, bliver husket dårligt. Selv efter rusens ophør fungerer det indlærte ikke særligt godt. Generelt må man anbefale ædruelighed i skoletiden - og det gælder alle rusmidler. Er man ikke hashberuset findes der ingen dokumenterede langtidsvirkninger på indlæringsevnen eller hukommelsen. Se evt. afsnit om mængden af hash og bivirkninger.

Bliver man ikke umotiveret og sløv af at ryge hash?

Hash er ofte beskyldt for at forårsage "amotivationssyndromet". Fortællingen går noget i retning af: "Efter han er begyndt at ryge hash sidder han bare derhjemme og sumper hver dag". Der er ikke noget særegent umotiverende ved hashen, men som med andre rusmidler vil et misbrug, der giver konstant beruselse ofte virke isolerende og amotiverende for misbrugeren. Eller rettere: hvis en person har problemer i forvejen og har svært ved at komme op om morgenen, så gør hashen det næppe bedre. Amotivationssyndromet er uspecifikt for hash og findes også ved alle andre sløvende rusmidler (f.eks. alkohol og opioder), og Peter Ege beskriver det som en konstant forgiftningstilstand (Peter Ege: Enkelt er det jo ikke, STOF nr. 7, sommer 2006, Center for Rusmiddelforskning). En konstant rus gør det sværere at fungere i mange af livets gøremål som skole, arbejde, fritidsinteresser, venner, personlig udvikling osv. Ved stort misbrug vil venskaber ofte være centreret om selve hashrygningen på bekostningen af venskaber med f.eks. studiekammerater, ens (gamle) venner og familien. Hash kan misbruges ligesom andre rusmidler, og er ikke "fuldstændig ufarligt" ved alle niveauer af brug. Der er dog ingen indikationer af, at et normalt brug til rekreationelle formål har nogen negative indvirkninger på brugernes dagligdag.

Et Schweizisk studie har endda antydet, at visse grupper af lette cannabisbrugere fungerer bedre end gennemsnittet. Disse schweiziske erfaringer ligger på linie med et Lynn Zimmer og John Morgans konklusioner i Marijuana Myths, Marijuana Facts: A Review of the Scientific Evidence. Flere studier viser at cannabisrygere klare sig udmærket og i nogle tilfælde bedre end deres afholdende konkurrenter.

Lad os være ærlige. Der er hashbrugere, der sidder og er totalt ligeglade med deres omgivelser, og de er meget opgivende og umotiverede. Pointen er bare, at det ikke er hashen alene, der forårsager tilstanden. Der er unge mennesker, der trækker sig tilbage fra samfundet af mange forskellige årsager. Nogen gør det helt uden stoffer og har ikke færre problemer af den grund. Et misbrug kan dog ofte forværre en allerede dårlig situation: beruselsen kan meget vel gøre livet til at bære, men sociale problemer bliver ikke løst af den grund, og egentlige psykiske problemer kan risikere at udvikle sig i den forkerte retning.

Det kan være svært at abstrahere fra det man ser med sine egne øjne: et utilpasset ungt menneske med problemer op over begge ører. Ens første instinkt er at lede efter grundene til denne persons situation, så man laver sin egen private epidemiologiske undersøgelse - og så konkluderer man ret hurtigt, når man opdager forbruget af hash. Det er forklaret andetsteds, men denne type epidemiologiske undersøgelser afslører ikke årsagssammenhænge. Ofte er det mere reelt at tale om, at de samme faktorer, som har fået vedkommende til at droppe ud af skolen og jobbet, er det samme, som leder til det massive misbrug af hash.

Hashrygere er sgu da alle sammen tabere!

Hashrygning er meget kulturelt bestemt, og samfundets elite har altid sværget til deres egne foretrukne stoffer: alkohol og nikotin. Hash er traditionelt blevet brugt blandt mindre finkulturelle og socio-økonomisk velstillede grupper. Mange tænker Thy-lejren og Christiania og ruller med deres bedre borgerskabsøjne. Det er bare ikke hele sandheden. Hash er utroligt normalt i familier med kunstneriske interesser, om det så er musikere, malere, forfattere eller skuespillere. I dag er hashen dog stort set normaliseret, og dermed findes der rygere i alle sociale lag.

I det hele taget er den "succesfulde hashryger" ikke en historie, som samfundet taler om. Det passer ikke ind i de sociale fordomme og de kulturelle opfattelser af, hvad der er "succesfuldt". Derudover er hash pga. dens ulovlige status jo heller ikke noget, som succesfulde mennesker stiller sig op og taler vidt og bredt om. 99% af os med faste jobs kan simpelthen ikke tåle at tale positivt om kriminelle handlinger da politisk korrekte virksomheder kan finde på at gribe til afskedigelser for at "beskytte deres ry" overfor en intolerant befolkning. Normale menneskers succes er betinget af, at de kan holde deres forbrug af hash hemmeligt. Blandt folk i cannabiskulturen florerer der et hav af historier om, hvordan et utal af højt placerede mennesker er blevet set til koncerter og festivaler med joints. De fleste normale mennesker med deres normale fordomme har ingen ide om, hvor mange af deres elskede kendte, som bruger hash.

Heldigvis er der flere og flere selv på Christiansborg, der har indrømmet, at de bruger hash og/eller støtter urten, f.eks. Claus Bondam (R), Pernille Rosenkrantz-Theil (Ø) og Jens Rohde (V). Men det er stadig et fåtal, der træder frem, og det er stadig et potentielt karrierebegrænsende træk (hvorfor mange politikere med et tidligere forbrug af hash ofte tager afstand fra det - eller påstår á la Clinton at de "ikke inhalerede"). Dan Turéll var også kendt cannabisbruger, bl.a. forsøgte man at sælge en efterladt klump hash på auktion. Sanne Salomonsen har også offentlig fortalt om sit positive forhold til hashen. Der er også navne som Pernille Højmark, Oliver Aamund. Andre støtter for legalisering af hash tæller Trine Bryld og Manu Sareen.

Hash i dag er meget stærkere end dengang

Nogen forsøger at udstille nutidens cannabis som "superhash" eller "dræberhash", som modsætning til det relativt "harmløse pot", som man var glad for tilbage i 60'erne. Man gør det naturligvis fordi eksistensen af ny, farlig cannabis nemmere legitimerer den mere og mere repressive narkotikakontrolpolitik. Ofte er det skunk, der er mål for alle disse anklager, og som i 1930'erne i USA udspiller der sig samme skuespil. Dengang brugte man også det ukendte navn "marihuana", som blot var mexikanernes udtryk for cannabis. Det er nemmere at projicere ens frygt over på det ukendte.

Det er sandt, at der hele tiden bliver avlet på cannabisplanten, og moderne "skunk" typer af cannabis er ofte stærkere (dvs. har højere THC indhold) end almindelige udendørs cannabis (pot). Typisk regner man med 5-10% THC for typisk, god cannabis, mens diverse krydsninger og sinsemilla skunk kan nemt komme op på 10-20% THC, nogle højere.

Det er bare vigtigt at forstå, at de stærke skunk-typer ikke virker kvalitativt anderledes end almindelig pot, uanset hvor svagt almindelig pot er. Med andre ord kan man ikke sammenligne det med den raffinering, der sker fra f.eks. opium til heroin. Skunk er potent, men det er stadig ikke mere fysisk vanedannende, og selv moderne skunk mangler totalt evnen til at slå ihjel ved overdosering.

I sidste ende betyder stærkere cannabis, at man skal ryge mindre for at få samme virkning, og det er mere sundt at tage 2-3 hiv af en super-stærk joint end at ryge en hel halmballe dårlig cannabis. Røg er usundt, ikke THC'en i sig selv. Skunk er for pot, hvad en belgisk øl er for pilsneren.

Opgørelserne af "dengang" og "nu" baserer sig på nogle målinger, som amerikanske myndigheder foretog i 70'erne. Deres udgangspunkt var noget virkelig elendigt hash/marijuana, typisk dårligt opbevaret metervare fra Mexico. Det betyder, at de for det meste opererede med marijuana omkring de 2-3%. Det til trods for at ingen hashryger med respekt for sig selv ryger noget under 5% og til trods for at mange cannabisprodukter selv dengang var ganske potent sinsemilla. Så styrken på cannabis fra "dengang" er faktisk en myte i sig selv.

Er hash ikke giftigt?

Det er praktisk talt umuligt at overdosere på hash så man dør af det, og det aktive stof THC er nærmest ugiftigt (ud over at det giver en rus). THC er langt sikrere end alkohol, som dræber hjernecellerne, bidrager til organskader og kræft ved høj indtagelse. Og THC'ens abstinenser er generelt meget mildere i forhold til koffein, nikotin og alkohol. THC er i forhold til nikotin nærmest ikke vanedannende. THC har heller ikke de skadelige virkninger, som eksempelvis nikotin har. Nikotin kan give misdannelser hos fostre, hjerneskader og decideret resultere i døden ved ret moderate doser (indholdet af nikotin i ca. 4 cigaretter kan slå et menneske ihjel hvis nikotinen blev injiceret - eller for små børn hvis cigaretterne blev spist. Tværtimod er der nogle få studier, der antyder at THC'en direkte kan være gavnlig for kroppen, for hjertet (sænker blodtrykket) og modvirker væksten af kræft osv.

THC giver ingen varige påvirkninger af hjernen. Videnskaben har forsøgt at finde beviser for det, men der er ikke kommet noget afgørende frem, og mange undersøgelser er oppe på noget der ligner 100 gange dagsdosis for en normal person, før de finder skadelige virkninger. Hvem ville mon forsøge at forbyde kaffe, hvis forskere kunne påvise at 100 kander kaffe om dagen var sundhedsskadeligt? (LD-50 for kaffe betyder i praksis at blot 80-100 kopper kaffe er dødelig. Koffeinen fra 100 kander kaffe ville slå enhver ihjel.)

Kronisk beruselse sætter ofte sine spor, men eventuelle kognitive mangler forsvinder helt efter en måneds rygestop.

THC er heller ikke skadeligt for lever eller andre organer. Afsnittet om rygning indeholder information om kræftrisikoen.

Ødelægger hash ikke hukommelsen?

Under selve rusen påvirker THC hukommelsen kraftigt. Især korttidshukommelsen bliver dårligere (læs "totalt smadret" hvis rusen er kraftig), og det gør at indlæring under rusen er dårligere end normalt. Der sker ingen permanent påvirkning af hjernen, og korttidshukommelsen har det fint igen, når rusen er drevet over. Nogle mennesker har sandsynligvis observeret berusede hashrygere i den tro, at de var ædru: ikke alle anoncerer vidt og bredt, at de lige har røget 2-3 bonghoveder til morgenmad. De har så troet, at det skyldtes hashen "permanente virkninger" - og sådan er myten igen og igen blevet "bekræftet", fordi iagttageren simpelthen blindt tror på, at han eller hun har observeret det, der reelt blot er en teoretisk forudsigelse. Ved et stort og konstant forbrug er det typisk, at der opstår flere alvorlige problemer.

Giver hash ikke hormonforstyrrelser?

Nej, det er et levn fra Harry Anslingers tid og nogen for længst modbeviste undersøgelser, hvor man bevidst spillede på den tids forskrækkelse overfor homoseksualitet. Argumentet var at ellers sunde, unge mænd ville vokse op og blive tynde, feminine skravl. Ja, megen af fortidens skræmmekampagner påstod skamløst, at mænd ville udvikle bryster pga. brugen af cannabis. Argumentet findes også i en kvindelig version, som truer med at kvinder bliver ufrugtbare eller føder misdannede børn. Den latente homofobi er til at føle på.

Som det ser ud, er der ingen studier, der kan påvise sådanne effekter. Hverken mht. til hormonforstyrrelser i sig selv eller deres afledte påvirkninger af fertilitet eller hash-babies. Især de tunge hashrygere burde vise nogen af de klassiske ryger-symptomer, men THC'en i sig selv har man ikke kunnet give skylden. F.eks. er der studier, der viser at der er født børn med lavere fødselvægt hos storhashrygere. Resultaterne har dog vist sig at hænge sammen med tobaksrygning, alkohol, anden narko og dårlige sociale kår, herunder vanrøgt og underernæring. Blandt andet resultater fra Jamaica har kunnet korrigere for social status, og her fandt man, at hashforbrugende kvinder i flere tilfælde fik sundere børn end de socialt dårlige stillede, som ikke brugte så meget hash. Ingen børn i den jamaicanske undersøgelse kunne påvise problemer hos hashrygerne. (Mange jamaicanske kvinder bruger fortrinsvist pot chai. Se: Prenatal Marijuana Exposure and Neonatal Outcomes in Jamaica: An Ethnographic Study)

Der findes en god undersøgelse, der forklarer om akutte og langvarige effekter i Brown & Dobs: Endocrine Effects of Marijuana. En rød tråd i artiklen er, at der nok er forskellige udsving i kroppens hormoner, men i praksis har disse udsving ikke målbare effekter på kroppen.

Svækker hash ikke immunforsvaret?

Der har været nogen indikationer af, at dette er tilfældet, og det er bestemt teoretisk muligt, at THC alene påvirker immunsystemet, og det skulle næsten være mærkeligt om hashrygning ikke havde nogen negative virkninger. Artiklen Marijuana and Immune System kommer ind på en del resultater, der omhandler emnet - både ren THC og hashrygning bliver undersøgt. Immunforsvaret er en kompliceret størrelse, men man bemærker alligevel nogle lidt underlige forskningsmetoder: I et eksempel med mus injicerede man dem med 200 mg THC i maven, og man fandt efter to dage, at musene var blevet mere modtagelige for herpes simplex 2 (forkølelsessår). Det er et teknisk set gyldigt videnskabeligt resultat, men i praksis er det en komplet nytteløs undersøgelse!

200 mg ren THC er ved 10% hash det samme som 2 gram hash. For en uerfaren ryger er 2 gram hash om dagen alt rigeligt til at holde vedkommende konstant beruset. For en mus er 2 gram en svimlende størrelse. En almindelig laboratoriemus vejer i gennemsnit 20 gram, og det betyder, at et et menneske på 70 kg. er 3.500 gange tungere end en mus. Omregnet skulle et menneske altså indtage THC'en fra det, der svarer til 3500 * 2 gram hash, hvilket er intet mindre en 7 kilo hash.

Selv om vi er ude i det helt absurde, så spreder panikken sig alligevel som ringe i medierne, og bekymrede mennesker fraråder på dette useriøse grundlag, at HIV/AIDS patienter bruger cannabis til at lindre deres sygdom. Der er ingen beviser på at immunsystemet i praksis undertrykkes ved realistiske brugsmønstre (se Cannabis: The Scientific and Medical Evidence). Når sådanne undersøgelser bliver brugt som "bevis" for at hash er farligt og hæmmer immunforsvaret, er vi ude i at folk læser overskrifter uden at sætte sig ind i substansen af undersøgelserne. Reelt bliver der lavet rigtig mange undersøgelser, der alene har det mål at afsløre en grænseværdi, hvor deciderede fysiske skader begynder at optræde, og alt for mange af denne type undersøgelser bliver helt urimeligt udstrakt til at gælde for normaltilfældene også. Indtog et menneske i et hug 5-10 liter postevand, ville der opstå hyponatræmi, hvilket er en forskydning i kroppens elektrolytbalance (saltbalance) i blodet, og dette har nemt en dødelig udgang.

Heldigvis har ingen af disse bekymringer været større, end at der i dag markedsføres THC præparaterne Marinol (dronabinol) og Sativex af medicinalindustrien. Se produktinformationen hos Lægemiddelstyrelsen for Marinol.

Det bør dog siges, at der i dag findes lovlige rusmidler med kendte negative virkninger på immunsystemet uden at de dog er ulovlige af den grund. Alkohol belaster kroppen meget efter en druktur, kaffe dræner kroppen for antioxidanter og tobaksrygning danner masser af frie radikaler i kroppen, kan give misdannelser hos fostre og er kræftfremkaldende.

Bliver folk ikke aggressive af hash?

De fleste hashbrugere vil skrive under på, at aggression er normalt er noget af det sidste, man føler, når man sidder i en god hashrus. Hash fjerner generelt anspændthed og giver en skøn og behagelig følelse i kroppen, noget der ligger fjernt fra lysten til at slå tilfældige mennesker ned.

Myterne om hash og aggression stammer primært fra Harry Anslingers propaganda tilbage i 1930'erne. Perioden kaldes ofte for "Reefer Madness"-perioden med henvisning til en populær reklamefilm, som Anslinger skabte for at skræmme befolkningen fra vid og sans. Pointen i disse film var, at normale mennesker røg en joint, og i næste sekund gik de løs på omgivelserne med ildragere og pistoler. "Ryg en joint og i næste sekund er du parat til at slå din bror ihjel", gik parolen.

Det eneste tidspunkt, hvor hash er medvirkende til aggression, er når en hashstorryger holder op med at ryge hash. Her kan personen i en periode på nogle dage være meget irritabel og lettere aggressiv, og om muligt kan nedtrapning afbefales i stedet for komplet rygestop.

Hashens kritikere burde i øvrigt beslutte sig for, om de mener hash virker amotiverende eller øger aggressionerne.

Bliver der født en slags "hash babies" ligesom "crack babies"?

Lad os starte med den forbløffende afsløring, at de såkaldte "crack babies" er en myte. Se også Mike Grays Drug Crazy. (Crack er rygbar kokain i form a en fri base.)

Der findes såvidt vides ingen videnskabelige undersøgelser, som har påvist et hash baby syndrom (altså børn der fødes med abstinenser), eller andre fødselsdefekter. Der er forsket i emnet blandt jamaicanere, hvor cannabisindtagelse udgør en central del af kulturen og religionen. Der blev ikke fundet nogen børn med hverken fødselsdefekter eller mentale problemer. Nogle resultater fra rastafari-undersøgelsen viste endda positiv retning for nogle af de tungeste cannabisbrugere. Sandsynligvis er det for tidligt at sige noget definitivt, men som det er, findes der ikke noget, der peger systematisk i en bestemt retning. Så indtil videre må man sige, at cannabisindtagelse ikke har nogen påviselig effekt, hverken positiv eller negativ. (Se: Prenatal Marijuana Exposure and Neonatal Outcomes in Jamaica: An Ethnographic Study)

Nogle undersøgelser viser - hvilket også er publiceret ivrigt - at der er konstateret lavere fødselsvægt hos nogen hashbrugere i USA. På den anden side er der den jamaicanske undersøgelse ovenfor, der tydeligt viser at de tunge hashbrugere fik de sundeste børn. Hvordan kan det hænge sammen? Det skyldes sandsynligvis metodevanskeligheder og forvirring. Tingene er filtret sammen, og undersøger man typiske, storhashrygende kvinder i USA, så er disse storrygere også i gennemsnit blandt de fattigste i samfundet. Folk i elendige sociale omstændigheder trænger oftere til at flygte fra hverdagen og livets ubærlighed, og derfor tyr man oftere til rusmidler for at stå tilværelsen igennem. Uanset om man kan lide det eller ej, så er den typiske tunge hashbruger at finde i marginaliserede etniske eller lavere socio-økonomiske grupper, ikke mindst fordi en kuldsejlet eksistens jo ofte falder mod samfundets bund. Det er også en del sværere at få fat i den pæne, velfungerende hashryger fra samfundets bedre lag. Så hvordan filtrer man fattigdom, underernæring, junk food, alkoholisme, tobaksrygning og andet stofmisbrug ud af ligningen, således kun virkningen af hashen står tilbage? Det kan man ikke umiddelbart, især ikke når det er svært at finde en større mængde velstående hashbrugere. Almindeligt succesfulde cannabisbrugere fra middelklassen bliver ofte nødt til at skjule deres forbrug for at undgå fyring. Modsat Vesten så viser den jamaicanske undersøgelse ovenfor, at de storhashrygende var de bedst uddannede og rigeste, og havde de sundeste børn - eller sagt med andre ord: hash påvirker ikke noget i sig selv, men økonomisk levefod og uddannelse gør. Her havde man altså bedre held til at fjerne forstyrrelserne fra de sociale forskelle og hashforbruget. Til sammen kan disse to undersøgelser pege os i retningen af en dybere forståelse af emnet, men vi har ikke den patenterede sandhed endnu. Den jamaicanske undersøgelse viser også meget godt tingenes vidunderlige kompleksitet neden under et ellers simpelt ydre.

Hvad med bilkørsel og cannabisrygning?

Det er klart, at det er forkert at køre bil, mens man er høj. Cannabis er et rusmiddel og virkningen af stoffet sænker ens reaktionstid og realitetssans.

En legalisering af hash betyder ikke, at folk pludselig bliver umoralske og kører beruset rundt på vejene. Om det er alkohol eller hash, så drejer det sig nemlig stadig om moral or kultur. De fleste ville aldrig køre rundt i beruset tilstand om de så havde et rum i huset, der var fyldt med al narko i verden.

Pointen er, at det er fuldstændig ligegyldigt, om hash påvirker kørslen lidt eller meget, for det har intet med folks moralske tilbøjelighed til at køre i beruset tilstand at gøre. Og det har intet at gøre med hashens lovlige eller ulovlige status.

En række undersøgelser viser dog, at cannabis ikke påvirker bilkørslen i nær så høj en grad, som man skulle tro. Det skal understreges, at dette hverken er et argument for eller imod legalisering. Informationen nedenfor er blot til almindelig orientering og for at demontere endnu en irrationel frygt.

Modsat alkoholpåvirkning, så lader cannabisrusen ikke til at øge risikobetonet adfærd i nær samme grad. En hashberuset person er simpelthen bedre til at vurdere sin rus og træffe modforanstaltninger! Så selv om det er slemt, så kunne det være langt værre. I sit humoristiske hjørne beskrev aktivisten Pete Guither forskellen mellem alkohol og hash sådan:

The drunk driver speeds through the stop sign without seeing it.
The stoned driver stops and patiently waits for it to turn green.

En ting, som man heller ikke typisk diskuterer, er bilkørsel og tømmermænd. I dag er det principielt lovligt at køre bil med rigtig grimme tømmermænd, blot man ikke har selve promillen (eller rettere: man ville aldrig ved en domstol kunne bevise, at personens tømmermænd var så alvorlige, at vedkommende ikke kunne føre bilen forsvarligt). Generelt er hash-tømmermænd meget mere behagelige end den "kropslige nedsmeltning" ved alkoholtømmermænd.

Endelig er risikobetonet adfærd i trafikken og hidsige bilister et stort problem. Der er visse undersøgelser, der viser, at forbedringen i adfærd (rolig, afslappet, mild af sind) ved moderat cannabispåvirkning er mere værd end hurtige reaktionsevner hos en mere hidsig bilist. Dette kan lyde langt ude lige umiddelbart, men tænk for eksempel over kvindernes markant bedre adfærd i trafikken: når regnskabet skal gøres op på bundlinien, så kører kvinder simpelthen bedre bil end de ellers toptunede, reaktionsdygtige, macho handyr bag rattet i deres smarte biler. Mænd har givetvis hurtigere reaktionsevner, men aggresionen spiser åbenbart denne fordel op. Kvinder har ikke hurtigere reaktionsevner end mænd, men de har generelt et mere behageligt sindelag og er mindre risikovillige, og det ses tydeligt i statistikkerne over ulykker.

Ja ja, men jeg vil ikke have at mine børn ryger uanset hvor "sikkert" hash er!

Problemet er, at dine børn allerede nu ryger, eller har rig mulighed for det. Med al sandsynlighed har forbuddet øget dine børns adgang til hashen. Prøv et lille tankeeksperiment. Lad os antage, at du er forælder (eller 25+), og at du har besluttet dig for at købe noget hash og ryge det. Hvordan ville du skaffe hashen? Tænk godt over det, vurdér alle dine muligheder, og hvilken metode der er sikrest og nemmest. Læs så videre.

Kom du frem til det samme som jeg? At du reelt ikke kender nogen voksne med et forbrug af hash, og du kender heller ingen pushere - at hashen faktisk ikke umiddelbart er inden for din rækkevidde? Kom du også til den konklusion, at det nemmeste og sikreste ville være at spørge dine egen børn, om de ikke kender nogen på gymnasiet, som kan skaffe hashen? Set over en bred kam, så har de unge bedre adgang til stoffer end voksne.

Alle stræber vel mod det samme: fjerne de unges adgang til hashen, mens voksnes adgang til hash er knap så problematisk. Det modsatte har været en følgevirkning af forbuddet: nemlig at de unge i dag er dem, der har allernemmest ved at skaffe hash, mens de fleste vokse er fuldstændig ude af de netværk, hvor hashen florerer.

Et forbud udelukker flertallet af ens muligheder for regulering, og så er salgsarbejdet lagt over på kriminelles hænder. Tilbage står én forkølet kontrolmekanisme: politiet. Politiet kan ikke løse denne opgave alene, men der er simpelthen ingen andre til at gøre arbejdet under et globalt forbud.

Legalisering vil bortkaste muligheden for, at vi gennem bøder og fængsel terroriserer befolkningen til ikke at tage stoffer, men det er ikke noget stort tab, da der beviseligt ikke er nogen sammenhæng mellem straffens størrelse og samfundets problemer med stoffer. Til gengæld giver legalisering adgang til en masse velfungerende, regulatoriske værktøjer. Mange stritter mod ideen om at hash kan sælges på apoteker eller i coffee shops, men overvej hvem det er nemmest at få til at lade være med at sælge til mindreårige: pusheren eller den lovlige erhvervsdrivende?

Der er intet galt med at ville mindske forbruget og skaderne af rusmidler, men den anvendte kontrolpolitik bør jo rent faktisk opnå ønskede resultater. Forbud og strafferetslig intervention er ikke er den eneste fremgangsmetode, selv om politikerne ofte hyler i samme kor på dette område. Generelt viser resultaterne fra hele verden, at intet forbud - uanset hvor hård straffen er - kan forhindre brugen af et stof, hvis folket ønsker det. Man kan givetvis mindske forbruget en smule gennem forbud, men disse fordele bliver i så fald realiseret ved meget milde straffe. Dette betyder for både brugere og misbrugere, at alle straffe over dette minimale niveau blot føjer spot til skade og måske endog øger risikoen for at brugerne kommer galt afsted. Resten af befolkningen må se deres surt tjente skattekroner spildt på håndhævelsen af en overdreven straffelov.

Til gengæld kan man gøre meget for at hjælpe, mindske eventuelle skader og uddanne folk til at omgås (og undgå) deres rusmidler fornuftigt. (Se eksempelvis Snak dog om de piller)

For unge mennesker betyder de voksnes hysteriske tone og forbuddet bare "ekstra interessant". Tænk på logikken i det: alle ulovlige stoffer bliver fremstillet som om de giver en så stærk lykkerus, at bare én indtagelse starter en hjælpeløs spiral mod misbruget Jo, det lyder farligt, men det lyder også God damn fucking fantastisk. Spørg din lokale pusher om han er bare er glad eller rigtig, super, fantastisk glad for den slags reklamesøjler i medierne? Pusher og Staten er så at sige låst i en gensidig symbiose, hvor deres handlinger giver brændstof til fortsat at sikre udbredelsen af stoffer samt opretholde forbuddet. Som Focault skrev om et andet emne:

"Denne kontrol, som går ud på at beskytte, at adskille, at forebygge, og som overalt ser farer, maner til agtpågivenhed, fordrer diagnoser, ophober rapporter, organiserer terapier; kontrollen lader en række diskurser udgå fra kønnet og skærper bevidstheden om den bestandigt truende fare som igen forøger incitamentet til at tale om sex ...
Barnets "last" er mindre en fjende end en støtte; hvor meget man end betegner den som et onde, der må undertrykkes, tyder opgavens nødvendigvis negative udfald, og den umådelige stædighed, hvormed man forgæves søger at løse den, dog mistænkeligt på, at man egentlig håber, at den fortsat vil bestå, og formere sig, på grænsen mellem det synlige og det usynlige, mere end man håber på dens endegyldige forsvinden. På dette grundlag skrider magten frem, her mangfoldiggør den sine holdepunkter og virkninger samtidig med at dens skydeskive udvides, opdeles og forgrener sig; magten og genstanden den udøves på trænger ind i virkeligheden med samme hastighed." (Citeret fra Lau Laursen Storgaard: "Konstruktionen af Dansk Narkotikakontrolpolitik siden 1965".)

En beruselse kan være en god og fin ting, og såmænd også give følelser i retning af lykke eller glæde, men det er slet ikke så interessant som medierne får det til at lyde. I Holland, hvor retorikken er mindre skarp, er der i dag en tendens til at lidt færre unge har prøvet hash end i forhold til Danmark og USA, og Frankrig, der eller har kritiseret Holland en hel del for deres slappe hashpolitik, har flere hårde narkomaner end hollænderne.

Hvor stor ville udbredelsen af hash mon være, hvis man kun gav hashen samme opmærksomhed, som man giver de mange hækleklubber rundt om i landet?

Hvad værre er, at ingen kender kvaliteten af den hash ungerne får tilbudt i det uregulerede marked. Mange cannabisprodukter er behandlet med sprøjtemidler og kemiske stoffer (f.eks. formaldehyd) for at fremme holdbarheden. Nogle er tilsat voks, paraffin og terpentin for at forbedre konsistensen og duften. Det er rimelig dumt, taget i betragtning af, at cannabis kan dyrkes økologisk, sikkert og rent. Den værste rapport om forurenet hash var i 2008, hvor et større parti hash var forurenet med bly.

Dette er igen ikke en opfordring til at beruse sig, mens man er ung og under udvikling. Men: uanset hvad man må mene om unge og deres forbrug af rusmidler - og de fleste af vi gamle nisser mener, at det bør holdes på et begrænset niveau - så er der mange, der trods skræmmekampagnerne vil beruse sig. Det er måske ikke godt, men det er en kendsgerning, som man bliver nødt til at forhold sig til. Og gerne på en måde, der er til størst gavn for de unge, og som ikke bare tjener ens egne psykologiske og karrieremæssigt behov for at sende politisk korrekte signaler.

Siger I bonghoveder, at alle, der vil have hash forbudt, er idioter?

Nej! Nogen af os synes jo nok, at forbudspolitikken har spillet fallit og problemets kerne, hash, bedre kunne håndteres gennem regulering, skadesreduktion og uddannelse. Hele argumentet om at "hash er særligt farligt" holder jo heller ikke vand, for der drejer sig jo ikke om, hvorvidt noget er farligt eller ufarligt - intet er ufarligt i høje nok doser. Spørgsmålet er mere passende, om skaderne fra hashen bedst mindskes gennem en endimensionel forbudspolitik eller gennem den flerdimensionelle løsning, som legalisering åbner op for?

Der er svært at forklare, hvorfor forbudsfløjen holder så stædigt fast i deres holdninger, men det er for simpelt bare at kalde folk for "idioter". De stædige tilhængere af forbuddet er såmænd intelligente mennesker, så hvorfor tror de så alligevel på sådan nogen mærkelige ting som at "hash er særlig farligt" og at man bedst løser samfundets problemer ved som det første (og sidste) at gribe til straffe ad libitum? Hvorfor vedbliver de stædigt med at holde fast i påstande, som videnskaben forlængst har manet i jorden?

Mennesket er ikke født til at tænke videnskabeligt og derfor begår fejl. For at navigere i en travl hverdag, bliver man nødt til at forlade sig på andres meninger. Det gælder om at handle hurtigt og spare på de mentale kræfter. Ingen har tid til at opfinde den dybe tallerken hver gang. Dette er imidlertid ikke en indstilling, der fremmer rationel tankegang, især ikke når man kommer til at lytte til folk med fordomme frem for faktuel viden. Vi mennesker har dybest set en medfødt tillid til hinanden, og det er godt så længe modparten ved, hvad han taler om, og så længe vedkommende vil os det godt og ingen skjulte dagsordener har..

Mange af vores holdninger er accepteret på et grundlag, der er alt andet end videnskabeligt eller rationelt. I udgangspunktet vælger vi simpelthen at tro på det vi hører, og ofte når vi slet ikke frem til at vurdere menneskers påstande kritisk. Ret beset er vi kun kritiske, hvis vi på forhånd identificerer den anden person som værende med i en gruppe af mennesker, som vi "historisk er uenige med". Det er i sig selv ikke unormalt. Problemet er at disse holdninger efter kort tid indgår i vores fuldautomatiske vanetænkning. Dertil kommer, at intelligente mennesker er rigtig gode til at forsvare deres holdninger, uanset deres sandhedsværdi.

Dermed er vi ved konklusionen (se Michael Shermer: Why People Believe in Weird Things):

Intelligente mennesker tror på mærkelige ting, fordi de er dygtige til at forsvare de holdninger, som de tilegnede sig på et ikke-rationelt grundlag, og fordi de via deres dygtighed ikke møder nogen reel modstand mod deres holdninger

Ofte er de så gode til at forsvare deres usande holdninger, at de slet ikke er modtagelig overfor selv uigendrivelige kendsgerninger. Kender vi ikke alle undskyldningen over dem alle hos den pressede debattør: "...jo men alligevel."

Problemet med vanetænkning er, at det ofte er ubehageligt og energikrævende at rokke ved vanen. Indenfor psykologien taler man om, at folk beskytter sig mod kognitiv dissonnans, dvs. man beskytter automatisk sine nuværende holdninger mod ny viden, der konflikter med dem. Da kognitiv dissonnans er ubehageligt, fortrækker mange at køre på autopiloten i stedet for at anstrenge sig for at lære nyt. Det er simpelthen nemmere, og man springer oftest over, hvor gærdet er lavest. Tåler man ikke rigtig kritik, kan man omgive sig med mennesker, der mener det samme som sig selv.

Et andet problem med den menneskelige hjerne er, at når en holdning først er på plads, så har man en tendens til kun at se de ting, der støtter holdningen, mens man overser og giver mindre vægt til de ting, der tale imod (det kaldes "bias" eller "systematisk skævvridning", eller man taler om at en persons holdninger er "farvede").

Mange er næsten eksklusivt optagede af "farerne" ved cannabis, men de glemmer at sætte disse farer i et rimeligt perspektiv: hvis man behandlede sesamfrø efter samme perspektivløse model som cannabis, ville man simpelthen forbyde sesamfrø fordi de kan give livstruende allergiske reaktioner (Richard Ragnvald har flere gange været døden nær pga. sesamfrø og han deler skæbne med tusindvis af personer der reagerer ekstremt mod forskellige frø og nødder). Så det er ikke fordi de bevidst lyver eller går efter inkonsistente holdninger, men de har bare ikke den mentale disciplin og kritiske indgang (og de oceaner af tid), der er nødvendige for at rokke ved vanen. Og så bliver der ikke rokket. Det er meget menneskeligt, og denne artikels forfatter lider af akkurat samme udfordring hver evig eneste dag.

Som det er i dag giver den manglende perspektivering hos mange forbudstilhængere det problem, at skulle hashen forbydes på baggrund af så spinkle risici, så ville alle følgende elementer være totalt forbudte: frø, nødder, peanuts, penicilin, sukker, chips, chokolade, cigaretter, alkohol, morfin, hovedpinetabletter, sovepiller, anti-depressiver, hårfarve, privatbillisme, perfume, pollen, nikkel, fodbold, håndbold, boksning, sex, forelskelse og enhver anden aktivitet, der blot rummer et minimum af risiko. Alt på denne liste har for enkelte negative virkninger, der involveret død, akut livsfare, lemlæstelse, psykoser og livslange géner. Og selv nu sidder vi i et intellektuelt hul, som vi ikke kan se verden fra, for selv om hashen hypotetisk var dødbringenge er det overhovedet slet ikke givet, at det bedste er at forbyde stoffet. Forbud er blot én løsning på det forhåndenværende problem, men langt fra den eneste - og efter min mening bestemt heller ikke den bedste.

Når vanetænkningens autopilot kører allerbedst, har hjernen en klar sort/hvid opfattelse af tingene, hvor den automatisk markerer ordet hash med "ond", mens alkohol typisk er en "god". Dette er et levn fra vores evolutionære fortid, hvor vi kunne stå på savannen og skanne horisonten: græs (neutral), mere græs, græs, zebra (god ... uhm), græs, græs, græs, løve (ond ... løb for livet). Vi havde heller ikke dengang tid til at hænge os i alle detaljerne. Vi havde brug for at handle! Dette skaber bare en følelsesmæssig farvning af vores tankeprocesser, og det betyder meget for, hvordan vi vurderer data og hvad vi lægger vægt på (se: Daniel Goleman: Følelsernes Intelligens og Antonio Damasio: "Descartes Fejltagelse"). At menneskets tankeprocesser fungerer sådan er hverken godt eller skidt i sig selv, men som alle værktøjer kan det bruges både godt og skidt. Mange reklamemennesker, opinionsdannere og spin doctors udnytter disse begrænsninger i den menneskelige tænkning til fulde, når de forsøger at manipulere deres målgrupper.

Jamen jeg har altså haft nogen dårlige oplevelser med hash

Det er ærgeligt for dig, men enkeltstående, personlige oplevelser er ikke grund nok til at forbyde at stof for resten af samfundet. Der er mange, der har det fint med at indtage hash, og de har gjort det i årevis uden problemer. Lad dem nu have deres last i fred. Jeg er sikker på, at de vil lade dig beholde dine laster i fred, om du er til rødvin, chips, is eller tobak. Du har ret til at sige nej til hash, men dit nej bør gælde dig selv og ikke andre.

Det er også muligt, at du med tiden ville kunne få en god oplevelse med hash. Mange dårlige hashoplevelser sker ved et kombineret hash og alkoholforbrug. En typisk scene i de unge år er en fest med godt gang i, og når folk allerede er nået til en tilstand af voldsom beruselse, er der så nogen, der beslutter sig for at sende en joint rundt, og resten er ofte ... historie. Der er folk, der selv siger, de bliver mere aggressive af blandingen. Andre er blevet komplet hvide hovedet for at gå helt kolde, og rigtig mange får kvalme af kombinationen. Jeg kan personligt skrive under på, at en kraftig alkoholberuselse kombineret med en bare lille mængde hash giver en ganske uoverskuelig rus. Hvis samfundet gjorde cannabis legalt, kunne der opstå en fornuftig debat om den bedste måde at indtage hash på, og færre ville opleve denne slags uheld.

Hmm, men jeg har nu altså hørt en del historier om hash

Der er mange historier i omløb, og der er to overordnede ting at sige om dette.

For det første, så er mange af historierne fyldt af myter, fejl og huller, hvilket dette dokument tager til genmæle mod. De værste "gode historier" florerer blandt helt almindelige mennesker, der ikke har tid eller baggrund for at gå dybere ned i emnet. Denne type historier lever ofte deres eget liv på samme måde som moderne vandresagn (urban legends), hvor de taler til nogen dybe, kulturelle motiver. Derudover er der mange almindelige mennesker, der bliver politikere og fortsætter deres lægmandsholdninger, eller som føler at de må lefle for vælgernes holdninger (også selv om sandheden må ofres i processen).

For det andet er anekdoter ikke det bedste grundlag for en rationel vurdering af et emne. Anekdoter (og case studies) kan pege i den rigtige retning og være en skøn inspiration til nye studieområder. Dog er der altid faren for, at den gode historie primært spiller en følelsesmæssig rolle, når den "beviser at man har ret". Når det kommer til gode historier kan man altid finde en, der passer i sit kram. Hvem har ikke hørt den udødelige historie om "jeg kender en, der har røget 40 cigaretter om dagen og nu er han 80 år gammel", ofte ført som "bevis for" at rygning er uskadeligt? Anekdoten siger bare ikke meget om den risikoprofil, som en storryger står overfor. Der vil altid være undtagelser, men det redder ikke de mange mennesker, der dør af rygning hvert år. Pointen er igen ikke om noget er skadeligt - for alt er skadeligt - men hvordan man indretter sig efter den konkrete risikoprofil.

Videnskab drejer sig mere om at samle alle anekdoterne - også dem man ikke kan lide - og så se dem alle i helhed. Hvis man oven i købet er rigtig heldig med sine observationer, kan man kategorisere de forskellige anekdoter og beskrive, hvor tit den enkelte anekdote fremkommer. Hvis man har 1000 personer, hvoraf de 999 har et uproblematisk hashforbrug, men 1 person har det rigtigt skidt med stoffet, hvad siger det os så? Tolkningen er nok ret indlysende, men grunden til at det er så indlysende, er at tingene er blevet sat i perspektiv.

Jeg kender en eks-hashmisbruger, og han siger det ville være hul i hovedet at frigive hashen. Tag den!

Og hvem burde egentlig vide bedre end en person, der selv har røget hash, misbrugt stoffet og kommet ud på den anden side som et bedre menneske? Jo, den slags historier er utroligt magtfulde, for vi rammes dybt af fortællingerne om den personlige tragedie. Så er det ikke bare alletiders fantastiske argument mod legalisering?

Vi må huske på, at alle disse historier kommer fra folk, som meget let har kunnet skaffe hash og ende i et massivt misbrug trods forbuddet. De blev ikke misbrugere fordi cannabis var legaliseret. Cannabis var hamrende ulovligt, og alligevel formåede de at rode sig ud i et misbrug.

Underforstået i deres argument ligger givetvis, at en frigivelse af hashen vile resultere i en eksplosion i antallet af hashmisbrugere. Som argumenteret andetsteds, så er der faktisk ingen grund til at forvente et eksplosion i antallet af misbrugere blot fordi man legaliserer hashen og i stedet for politiet forlader sig på regulering, skadesreduktion og uddannelse.

Vi må ikke lade os blænde så meget af den personlige tragedie, at vi glemmer at spørge, om en tidligere hashmisbruger nødvendigvis også er den bedste til at afgøre, hvordan andre bruger stoffet. Altså: kan vi tillade os at at slutte fra dette ene tilfælde til de mange eller endog alle i samfundet? Er denne voxpop et fundament at bygge hele nationens politik på? Det svarer til, at vi lod en eks-alkoholiker med alle de rigtige meninger diktere hele alkoholpolitikken i Danmark. Køber du, kære læser, argumentet om at vi bør forbyde alkohol, fordi "det er fuldstændig galt at det er lovligt og leder folk ud i alkoholisme"?

En eks-misbruger vil som andre se tilbage på sit liv og konstruere sin livshistorie, men her vil fortælleren udvælge bestemte elementer af sin lange, komplekse forhistorie (mens andre udelades). Vores livshistorie er i høj grad en konstruktion, og sommetider fletter vi andres forklaringer ind i vores egen livshistorie. En kureret misbruger er - uanset hvor sympatisk han er og hvor tragisk hans historie er - tilbøjelig til at flette samfundets fordømmelse af hash ind i sin egen historie.

Denne persons egen "befolkningsundersøgelse af én" gør som altid: observerer, at der var et problem, og så leder man tilbage i tiden efter de faktorer, som man på forhånd mener var "årsag" til hele problemet. Når det officielle Danmark er gennemsyret af en næsten ensidig fokus på stoffet, så er det klart, at misbrugeren i sin stræben for at blive ensrettet ind i det officielle Danmark vil adoptere en række af sine hjælperes forklaringsmodeller. Dermed er historien om stofmisbruget endnu engang blevet fortalt. Misbrugeren er blevet hjulpet, behandlerne har fået bekræftet deres livssyn (uagtet at de ofte har påduttet misbrugeren deres forklaringer) og medierne kan gengive den ældgamle historie om at det var stofferne, der var årsag til alle problemerne.

Hører vi i denne story telling nogensinde om den velfungerende bruger af hash? Hører vi om dem, der endog fik et bedre liv af hashen? Hører vi om dem, der kiggede sig selv i spejlet en morgen og simpelthen følte så meget væmmelse, at de besluttede sig for at droppe hashen og få løst problemerne inde i hoved ved egen heroiske kraft - og som klarede det? Hører vi om den person, der søgte professionel hjælp og blev afvænnet, men som samtidig godt vidste med sig selv, at den problematiske ven hashen ikke reelt var årsag til hans problemer?

Nej, disse historier passer ikke ind, og de bliver ikke fortalt. De har ikke elementerne af en god historie, for de bekræfter ikke samfundets moralske verdenssyn, og de spiller ikke på de ældgamle historier om fristelse, fald, genrejsning og frelse. Der er for lidt Star Wars mytologi over historierne, og vi gider ikke høre at dem, der er faldet til den Mørke Side, selv kan rejse sig og vælge et bedre liv. Kun for enden af et lyssværd kan sådan en omvendelse til det acceptable finde sted.

Jo men jeg læste noget vildt skræmmende om hash i den her brochure for unge om narkotika

En god del af den kommunikation, som man udsætter ungdommen for i dag er præget af sensationalisme, skræmmekampagner og en grov forsimpling af den virkelighed, som de unge oplever. Mange af kampagnerne taler ned til de unge, og det grænser til en fornærmelse af deres intelligens. Det er naturligvis subjektivt, om noget er sensationalistisk eller en fornærmelse mod intelligensen, men måske burde det være et vink med en vognstang, at stort set ingen kampagner på området nogensinde har virket.

Hensigterne er sådan set ædle nok, og man synes åbenbart, at målet helliger midlet. Så for en sikkerheds skyld må man hellere bevæge sig på grænsen af manipulation og overdrivelse. Dette er ikke en beskyldning om, at mange af disse sites ligefrem lyver. Deres informative forbrydelse består hovedparten af strategiske forsimplinger og vinklinger, der fremstille hashen som langt værre end den er. Metoden er ofte, at man skriver noget, der "lyder farligt", og så lader man læseren selv udfylde hullerne med deres værste anelser. Men der er også eksempler på udtalelser, der direkte er i modstrid med de videnskabelige kendsgerninger. Dette afsnit kan ikke gå i rette med alle disse udsagn på diverse sites, men dette dokument er i helhed skabt med det formål, at gå i rette med mange af de usande påstande.

Her i det 3. årtusind med uddannede psykologer, sociologer og adfærdsforskere skulle man tro, at man kendte de langsigtede virkninger af manipulation og overdrivelse. Vi taler her om den kendgerning, at de unge hurtigt regner ud, at der er et eller andet utroværdigt ved informationerne. Alle de store ord og armbevægelser står pludselig i skarp kontrast til den oplevelse, som de unge får første gang de ryger hash. For de pokkers unge er som altid rebelske, prøver lidt af hvert, og især de ting, der har store advarselsskilte - men som alle alligevel er enige om er rimelig ufarlige. Intet kvalificere sig bedre end hash her. Dette er også kendt fra alkohol, hvor unge bruger deres risikable adfærd til at signalere loyalitet over for vennerne - og mod alle autoriteterne, de vokse og forældrene (se STOF nr. 8, Man drikker jo ikke bare for at drikke, Jakob Devant & Jeanette Østergaard, 2007).

Så ungdommen ryger en joint. Så sidder de lidt og venter på den stensikre hashpsykose, de venter på at deres hjerne smelter ned og mister enhver indlæringsevne hele næste måned, fordi hash angiveligt ophober sig i kroppen i flere uger, de venter på den sikre glidebane til hårde stoffer, de venter på at deres hukommelse forsvinder. Desværre for de offentlige fugleskræmsler, så oplever de unge, at der ingen problemer er, og modsat rygterne oplever de en god følelse i krop og sind, og så gider de ikke høre mere om stoffer og "farer" fra disse frygtens apostle. Virkelighederne passer ikke sammen, og de fleste vælger at tro deres egne erfaringer.

Problemet med det præventive materiale er, at det kun virker så længe modtagerne er fysisk uvidende om hashens virkning, altså når de ligger i den "præventive zone". Den første joint er stoffernes Berlinmur, og når den først er besteget, er prævention en saga blot. Nu er det et andet game, som intet i skræmmekampagnerne har forberedt dem på. I "bedste fald" får den unge et dårligt alkohol+hash trip og rør aldrig hashen igen. Det er bare groft uansvarligt overfor ungdommen at skjule information for dem, således at de nemmere får et dårligt trip. Dialog er fra dette punkt umulig.

Når det så er sagt, så er der heldigvis også lødige informationskilder derude, f.eks. Hash-samtalen. Den indeholder en masse gode råd om, hvordan forældre og deres børn kan få en gensidigt respektfuld samtale om hashen. Henrik Rindoms Rusmidlernes Biologi er et lødigt værk skrevet om hash og andre populære rusmidler, deres virkninger og deres farer; prøv selv at sammenligne stofferne.

Problemet er værst af alt, at disse unge mennesker - der burde have en kritisk indgangsvinkel til emnet "stoffer" - nu i stedet forkaster også den saglige information. Man ser tit hashrygere, der forkaster enhver kritik af stoffet og fejlagtigt tror, at hash kun er så farligt som et glas vand. Hvorfor? De føler, at de er blevet løjet for så vandet det driver, og så er de pludselig ikke opmærksomme på problemerne ved at ryge igennem alle ugens 7 dage (under kyndig vejledning af deres pusher, som nu anses for at være en bedre kilde til farmakologi og skadesreduktion).

Men sådan er det, når troværdigheden ryger. Når først tilliden er væk, så er den svær at genvinde. Tilliden er uretfærdig: man holder sin sti ren i 15 år og man fortæller ikke en eneste løgn, men den ene gang med sekretæren nede fra Offshore Accounts... Ja, så er der adskilige år, der får mejslet mistro og ulykke ind i sig - hvis ikke skilsmissen for evigt afgør sagen.

Propagandaen fra forbudspolitikkens forlængede arme benytter også den ene anekdote efter den anden om sølle misbrugere og unge, der har mistet grebet om deres tilværelse. En af de ting, der går igen i mange af sagerne, er at de interviewede unge har en daglig hovedpine med skolen, forældrene eller andre af livets svære forhold. Nogle finder det her let at tage stoffer for at lette denne hovedpine - men som med så mange stoffer, så bliver man ikke produktiv af dagligt at drikke, ryge, sniffe eller fixe.

Det farligste i misbrugssammenhænge er det at have så ondt i livet hver dag, at det er nødvendigt at bruge rusmidler for at klare sig. Problemer forsvinder desværre ikke af sig selv, og de bliver tit værre, hvis man ikke gør noget ved dem.

Det er altid mere behageligt, at kunne skyde skylden ensidigt på de "forfærdelige rusmidler" ("det var Djævelen, der fik mig til det"). Det er bare at misse pointen og det underliggende problem. Ludwig Holberg havde en pointe, da han skrev de vise ord "Folk Siger vel, at Jeppe drikker, men de siger ikke, hvorfor Jeppe drikker".

Uheldigvis har vi opbygget nogle meget uheldige stigmatiseringer af mennesker med psykiske problemer og misbrug. Vi forstår godt, at lårbensknoglen kun kan holde til en vis mængde pres inden det brækker, men når centralnervesystemet bliver udsat for at lignende psykisk pres og knækker, har vi intet til overs for den nødlidende. Kunne vi dog bare udbrede en forståelse for, at sindet også går i stykker, når det bliver behandlet for hårdhændet, så ville mange flere søge hjælp for deres psykiske problemer.

Men allerede her løber den psykisk skibbrudne mod første hurdle. Vedkommende føler, at han eller hun skal tigge og bede på sine grædende knæ for at få den fornødne hjælp, og her er vedkommende ikke kommet længere end sin praktiserende læge.

Måske er alkoholisme og narkomani mere risikabelt, men i første omgang er det for mange et værdigt alternativ til at nedgøre sig foran formynderiets første umyndiggørende arm. Tiggergang er ikke alles kop te, ikke engang bare en lille smule tiggergang. Måske er det hamrende ulovligt og risikabelt, men man hører aldrig noget dårligt fra sin pusher. Man har et behov, og det bliver stillet med en gensidig forståelse for transaktionens natur. Sundhedssystemet er svært traumatiserende ved siden af disse simple handelstransaktioner. For som person kan man gøre sig håb om at sundhedssystemet hjælper én, men man har intet krav på hjælp og det ligger altid i luften, at man skal være glad ved de krummer man får.

Der er forskel på folk, men jeg har her forsøgt at give indblik i sindet på en bestemt type mennesker, hvis stolthed betyder meget for dem.

Hvad mange af disse stolte mennesker så ikke forstår, er at de er ved at grave sig ned i det måske dybeste lag af helvede: dobbeltdiagnosen. Altså det at man er både psykisk syg og stofmisbruger.

Det var godt nok en hård tone overfor Sundhedsstyrelsen og behandlerne!

Tag ikke dette dokuments ord for det, men læs selv hvad de siger. Tonen er ofte hård, propagandistisk og fuld af "du kommer i Helvede" historier. Der er sikkert mange, der ikke opfatter det helt så sensationspræget, men den negative holdning bliver mere udpræget i takt med, at man virkelig får viden om emnet.

Samtidig er der en kerne af sandhed i alt de de skriver. Hvordan det? Der er to overordnede forhold.

For det første er både Sundhedsstyrelsen, behandlerne og politiet ansat af selvsamme stat, som har bundet sig til forbudsideologien. Med alle de sager, der har været om fyringer blandt offentlige ansatte, der har ytret sig kritisk om deres overordnede, overrasker det ikke at mange tier stille.

Man skal også tænke på, hvad Sundhedsstyrelsen og behandlerkorpset får hver dag til at gå med: at behandle mennesker med forfærdelige liv, hvori også stoffer indgår. Det er det eneste, de hører noget om, og folk i konsultationen, er allerede nået til en erkendelse af, at de har et problem. Fra ende til anden er det problemer, psykoser, skizofreni, forgiftning, social detour og misbrug. En sådan hverdag farver ens holdninger. Fordi ulykker, kriminalitet, familietragedier og personlige problemer oversvømmer bevidstheden hos disse mennesker, er det svært at se andet, når anbefalingerne skal skrives. Denne tanke må virke uimodståelig: "hvis der ikke var noget stof, så var der heller ingen problemer, så lad os forbyde det, for så forsvinder det vel".

Behandlerkorpset og diverse misbrugskonsulenter ser et særligt udvalgt udsnit af folk, der bruger hash (og andre rusmidler), men de ser aldrig de tusinder og atter tusinder der aldrig nogensinde får problemer, og som selv kan finde ud af at regulere deres forbrug. De ser ikke de personer, der i 10, 20 og 30 år lever et godt, produktivt liv med hashen som foretrukket rusmiddel. De ser heller ikke de folk, der fra dag til dag selv holder op med at ryge hash uden problemer. Der er et massivt udsnit af den danske befolkning, som har brugt eller bruger hash uden problemer, men deres fuldstændig uproblematiske forbrug er ikke det, der præger debatten.

Nogen siger at hash giver rejsningsproblemer, impotens og skader sexlivet?

Det er ikke generelt et problem, hvad angår den akutte beruselse, snarere tværtimod. De fleste mennesker, der har prøvet at ryge hash, oplever øget rejsning og hårdhed af erektionen ved relativt lave doser, og kvinder kan også opleve at blodgennemstrømningen til vagina øges mærkbart. Den typiske effekt er, at hash øger nydelsen ved sex - ikke mindst fordi intensiteten af orgasmen øges.

Ved høje doser bliver det dog ofte umuligt at fastholde fokus på sex. Dette kan givetvis resultere i rejsningsproblemer og/eller manglende evne til at få orgasme.

Forbindelsen mellem tobaksrygning og kredsløbsforstyrrelser er velkendte, hvor enkelte storrygere oplever potensproblemer. Dette skyldes især nikotinen, der virker sammentrækkende på blodkarrene, og som har en negativ effekt på erektilt væv. Sekundært spiller det måske ind, at rygere generelt har en nedsat sundhed pga. dårlig lungefunktion, frie radikaler og ophobning af carbonmonoxid (CO) i vævet. Hashens aktive stof, THC, virker derimod blodkarsudvidende og øger derfor alt andet lige blodgennemstrømningen og forbedrer funktionen af erektilt væv.

Da THC virker blodkarsudvidende, oplever de fleste at blodtrykket falder (selv om pulsen stiger), og det trækker i den anden retning. For en person med for lavt blodtryk af en vis størrelse kan dette formentlig lede til impotens.

Disse negative effekter, som forefindes under rusen, rammer med al sandsynligvis kun de særligt udsatte, og effekterne ligger sandsynligvis på linie med den impotens, som alkohol og tobak kan forårsage.

Umiddelbart er der ingen sikre holdepunkter for, at der er permanente eller langvarige negative seksuelle effekter af hashrygning. Sommetider ser man artikler i dagspressen, hvor cannabis mistænkes eller sættes i forbindelse med forskellige forstyrrelser af Leydig celler eller lavt testosteron (og at dette i anden instans påvirker potensen). Disse formodes at påvirke reproduktion og andet negativt. Den slags mistanker har ofte floreret, og tilbage i 70'erne spillede man på frygten for homoseksualitet på at mænd voksede op og fik bryster. Den akutte virkning af THC sænker testosteronindholdet i blodet, i nogle tilfælde op til 65% i en times tid, og i reagensglas har man påvist at THC hæmmer Leydig celler (de udskiller testosteron). Der er mange sådanne eksperimentelle resultater, hvilket Brown & Dobs udmærket viser i deres artikel Endocrine Effects of Marijuana. Intuitivt virker det sandsynligt, og det kan måske være grunden til at cannabisrygning ofte dæmper aggresionerne. Brown & Dobs påpeger dog ofte, at effekterne på mennesker trækker i flere retninger. Især ved hverdagsbrug begynder effekterne at forsvinde, hvilke de tilskriver opbyggelsen af tolerans. Umiddelbart er der nok usikkerhed til at anbefale forsigtighed især i voksealderen. Sporadisk brug er med al sandsynlighed ikke et problem, men tungere brug må frarådes til den yngre del af befolkning.

Trods en vis usikkerhed, og dermed grund til forsigtighed, så bør det nævnes, at man i dag har overvældende beviser for at alkohol generelt sænker udskillelsen af testosteron (omend der kan være lokale forøgelser i hjernen samt en del individuel variabilitet). Se f.eks. Purdy & Rasmussen: Alcohol's effects on testosterone. Disse resultater har været kendt i snart 25 år uden den store panik, og alkohol er blevet drukket i årtusinder uden den alarmerende forekomst af kvinder med skæg og mænd med bryster. Cannabis har samme lange historie, blot har man uden sans for proportioner skabt panik i offentligheden over dette stof.

FODNOTER OG UDDYBNING

Public Choice Teori

Indenfor økonomi findes der en analysemetode, der hedder Public Choice. Det er "studiet af politisk adfærd, baseret på økonomiske teorier om, at mennesket handler i sin egen interesse".

Der findes mange metoder, som forsøger at forklare personers politiske/offentlige handlinger i samfundet (deres "public choices"). Bag dem ligger en teori om, hvordan vi mennesker er, og hvorfor vi gør, som vi gør. Nogle religiøse mennesker har teorier om, at mennesker er "gode" eller "onde", og at dette er betydende for deres handlinger. Andre opfatter mennesker som drevet af deres omstændigheder. Nogle mener de er mest styret af barndommens oplevelser. Andre at det hele er bestemt af generne. Og sådan er der så mange discipliner. Public Choice siger grundlæggende, at mennesker forsøger at agere rationelt og gøre de ting, der gavner dem økonomisk, karrieremæssigt eller på andre materielle måder. Nogle mottoer fra Public Choice kunne være: Cui Bono/" - til fordel for hvem?" - eller "Money Talks, Bullshit Walks" - eller "folk gør kun det, der er i deres egen interesse" - eller "jeg fulgte bare ordrer".

Selve analysemetoden bag Public Choice forsøger at afdække de økonomiske fordele og ulemper i en situation - altså de økonomisk incitamenter - og på baggrund af denne analyse forsøger man at forudsige, hvordan folk vil handle. Analysen giver et godt bud på, hvordan en given politik vil virke, men den er selvfølgelig ikke udtryk for en absolut sandhed. Den er en model, der kan give et godt fingerpeg. Der er f.eks. også eksempler på, at folk sommetider går mod deres økonomiske interesser, fordi etik, moral og medmenneskelighed vægter højere. Hvem kender imidlertid ikke den situation, hvor en masse mennesker helst ville gøre A, mens de faktisk gør B - mens de højlydt brokker sig over, at de jo er "tvunget til at gøre B pga. alle de andre". Public Choice siger derfor, at som hovedregel vil folk handle i deres egen interesse, og hvis det er tilfældet, så kan vi komme med et kvalificeret bud på, hvordan en given politik eller incitamentstruktur vil påvirke individernes handlinger.

Nok om teori - her er lidt eksempler.

Mange mennesker kender historierne fra det gamle Sovjetunionen eller Østtyskland, og de undrer sig dybt over, at lederne kunne få sig til at gøre alle disse frygtelige ting, for det stod klart, at befolkningen led ekstremt under deres handlinger. Ligeledes forstår mange ikke, hvordan virksomhedsledere i store virksomheder sommetider står for at udlede uanede mængder af kemikalier og kræftfremkaldende stoffer i vores miljø. Mange tænker "de må jo være sindssyge, onde og uberegnelige psykopater". Det kan de naturligvis godt tænkes at være, men Public Choice siger, at grunden til at enkelte individer handler enormt skadeligt overfor omgivelserne, andre mennesker og samfundet, skyldes at de selv vinder uforholdsvis meget ved at begå disse handlinger, mens skaderne på samfund og borgere ikke er noget de mærker til. Så ja, det er hamrende skadeligt for samfundet at lade virksomheden Fusk & Svindel lave en bygning, der koster samfundet 1 milliard kroner for meget i forhold til den pris, som firmaet Ærlig & Redelig kunne bygge det til. Men den beslutningstager (politiker eller virksomhedsleder), der modtager 10 millioner under bordet fra Fusk & Svindel kan kun mærke tegnedrengen svulme behageligt, mens samfundets meromkostninger på 1 milliard kroner ikke kan mærkes. Jo det kan mærkes, men det er en anden persons smerte - der i øvrigt er dulmet af de 10 millioner i bestikkelse.

Folks vurdering af forskellige emner, f.eks. også hashpolitik, er derfor farvet af økonomiske forhold, der ligger uden for den videnskabelige vurdering af emnet. Man bider nødigt den hånd, der betaler hus, hjem og bil. Så ja, der kunne måske nok føres en mere effektiv hashpolitik, men det bliver ikke gjort, fordi politi, politikere og behandlersystemet frygter at stå uden job, hvis hashen blev frigivet. Politiet er ikke uvildige, eftersom hashen udgør en stor del af deres arbejdspladser, og kun så længe hashen er kriminaliseret har de noget at give sig til: bare på Christiania brugte politiet i 2004 et trecifret millionbeløb på at bekæmpe hash. Politikerne fremmer deres personlige karrierer ved at "slå hårdt ned på hash" og "gøre noget ved samfundsproblemerne". Mange behandlere er i øvrigt betalt direkte af staten, og som sådan er de nødsaget til at spille spillet og kommunikere i en ligeså skinger tone som levebrødspolitikerne. Mange politikere er eksempelvis totalt immune overfor de fremskridt, som Holland og Canada har opnået. Givet sådanne klare tilkendegivelser om, at resultaterne ikke betyder noget, mens det at "sende de rigtige signaler" er vigtigere, gør naturligvis at også behandlerne må følge trop og bruge samme argumentation. Ellers står de simpelthen uden arbejde. De idealister, som ikke finder sig i de dårlige resultater, giver sig selv kraftigt begrænsede karrieremuligheder. Eller også påstår de, at de har prøvet at ryge hash, men at de ikke inhalerede (og andre som George W. Bush påstår at han ikke "kan huske" om han tog kokain til festerne i sin ungdom). Der er i det hele taget mange dårlige undskyldninger, som tjener til at skjule deres sande holdninger til fordel for økonomiske og karrierefremmende tiltag. På den måde har vi mange politikere, som gerne så hash legaliseret, men deres meninger bliver kvalt internt i folketingsgruppen, og fordi de er bange for at miste vælgere, hvis de kommer til at fremstå som "sådan nogen, der ryger hash" eller "ikke slår hårdt ned på kriminalitet".

Sun Tzu skrev i sin "Krigens Kunst", at krig altid var et tab for nationen og derfor kun skulle benyttes som allersidste udvej. Sagen er nok nærmere den, at Krigen mod Stoffer er skadelig for det absolutte flertal, men så absolut givtig for magthaverne i vores samfund. Af samme grund er vi oftere i krig end godt er for nationen.

Fysisk og psykisk vanedannende (afhængighedsskabende) - definitioner

Modsat den almindelige opfattelse, er afhængighed ikke et veldefineret begreb (Peter Ege, Enkelt er det jo ikke, STOF nr. 7, sommer 2006, Center for Rusmiddelforskning, hvor der er adskillige artikler om emnet). Afhængighed er et såkaldt syndrom. Det betyder at man i eksemplet med ICD 10 kan siges at lide af afhængighed, hvis man lider af nok af emnerne på listen.

Ofte skelner man dog mellem to forskellige typer af afhængighed, fysisk og psykisk. Dette er i forhold til kriterierne ICD 10 og DSM-IV en lidt forældet måde at se tingene på, men det kan alligevel være nyttigt da de fleste almindelige mennesker stadig bruger opdelingen. Forskellen går primært på, om stoffet påvirker den menneskelige organisme på en måde, så basale processer i hjernen bliver ændrede i en sådan grad, at de har svært ved at "svinge tilbage" til hjernens normaltilstand, og at denne ubehagelige tilstand af ubalance giver en ukontrollabel trang til at indtage stoffet igen (så man kan komme minimum op på normaltilstanden igen - altså: "man ryger hash for bare at blive normal igen"). Crack/kokain virker på den måde, at det næsten 100% forhindrer genoptagelsen af hjernens eget dopamin, hvilket er en meget usædvanlig og kraftig hændelse i hjernen. Virkningen af kokain er så kraftig, at det efter relativt kort brug ændrer hjernens normale måde at fungere på, og det er derfor mange brugere af stoffet oplever abstinenssymptomer (nedtur), som bl.a. tæller angst, svedeture, depression, udmattelse, paranoia og oplevelsen af, at der kravler insekter under huden (nogle af disse er begribeligvis forbeholdt de tungeste brugere). Man er blevet "fysisk afhængig", fordi kroppen ikke længere kan fungere uden stoffet. Måske var det mere præcist at sige, at man har opbygget tolerans af en så høj styrke, at det kraftigt motiverer til at indtage stoffet igen og igen. Ifølge Peter Ege kan man opbygge tolerans, der giver abstinenssymptomer, for hash ved uafbrudt indtagelse i ca. 14 dage (Peter Ege: Enkelt er det jo ikke, STOF nr. 7, sommer 2006, Center for Rusmiddelforskning). Tolerans er en nødvendig forudsætning for fysisk afhængighed, men tolerans er ikke tilstrækkeligt for at vi kan tale om afhængighed. Der skal noget mere til for at toleransen styrer personen.

Psykisk afhængighed er ikke fundamentalt forskellig fra fysisk afhængighed, for det er et fysisk fundament i hjerne, krop og biokemi, hvor den psykiske afhængighed bliver virkeliggjort. Der er altså ikke nogen "åndelig substans", som indeholder afhængigheden. Vores psykiske og mentale processer sker i krop og hjerne, og i den forstand er al afhængighed fysisk. Kroppens egne stoffer som f.eks. dopamin, oxytocin, anandamid, serotonin, osv., bidrager til psykisk velvære, og de udløses af rigtig mange ting i menneskets dagligdag. Helt simpelt udløser madvarer af alle typer stoffer i hjernen, der får os til at føle glæde, men også kærlighed, berøring, sex og orgasme benytter kroppens naturlige stoffer til at skabe eufori og rus. Sejrsrusen i sport, glæden ved at kramme ens barn, følelsen af kærtegn - alle producerer de ændrede bevidsthedstilstande og biokemiske ændringer i kroppen. Så psykisk afhængighed har helt afgjort en fysisk komponent, men der er en tendens til at anse den basale menneskelige tilstand og virkningen af endogene stoffer som kvalitativt forskellige fra det tilfælde, hvor exogene stoffer blander sig i problematikken og i kraftig grad ændrer hjernens normalfunktion. Endogene stoffer er dem, som kroppen selv producerer (ved sejrsrus, forelskelse, osv.). Exogene stoffer kommer udefra, f.eks. heroin, nikotin, koffein, lykkepiller (SSRI), sovepiller og hash/THC.

Psykisk afhængighed er ikke ubetydelig. Der findes folk, der er langt ude i ulykkeligt ludomani (spillelidenskab). De er så afhængige af deres stoffrie rus, at de spiller sig fra hus, hjem, kone og børn. Lignende afhængighed er også set hos bodybuildere, der er besatte af at blive større og større. Andre jager suset så meget, at de springer i faldskærm 200 gange om året, kører livsfarligt ræs, begår kriminalitet eller ser gyserfilm.

Psykisk afhængighed er en alvorlig sag, men den opstår i det mindste uden nogen "udefrakommende agent", og heri ligger den vigtigste forskel. Det betyder, at visse personer, med "anlæg for at blive afhængige" har et problem både med og uden rusmidler. Rusmidlerne kan blive et fokus for den underliggende personlighed, eller med andre ord tager personen rusmidlerne for at dække et mentalt behov hos sig selv. Jagten på rusen, og det at være beruset konstant, indebærer naturligvis en fare i sig selv. For det medvirker til, at de grundlæggende problemer måske ikke bliver løst. En ung person, der dagligt har storforbrugt rusmidler fra han var 15-18, vil have 3 år hvor en masse følelser og problemer ikke er blevet bearbejdet.

Psykologisk afhængighed kan helt klart også give abstinenslignende symptomer. Prøv eksempelvis at tage mobiltelefonen fra en rigtig teenager, eller send en arbejdsnarkoman på weekend et sted uden e-mail, bærbar og internetopkobling. Det giver med garanti uro, irritabilitet og en lettere følelse af panik eller angst.

Her i Cannabismyter bruges hhv. psykisk og fysisk afhængighed for at markere, at der er forskel på mekanismerne og styrken af afhængighed. Det tjener bl.a. det formål at adskille cannabis fra stærkt fysisk vanedannende stoffer som heroin. Problemet ved ikke at foretage denne skelnen er, at alt i princippet er vanedannende, og det mindsker præcisionen i diskussionen. Nuancerne går tabt.

Videnskabens principper

Dette dokument refererer gentagne gange til videnskabelige konklusioner. Dette er en kort introduktion til principperne bag videnskaben. Meningen er ikke at gøre læseren ekspert på området, da dette er langt uden for dette dokuments muligheder, men det skader ikke at have lidt funktionel viden omkring videnskaben og hvordan den fungerer.

Kort fortalt er målet med videnskaben at give os viden, og nok så vigtigt: give os en viden, der har en sådan karakter, at den giver os magt over den verden vi lever i. Videnskabelig teori skal både forklare og forudsige og give os et værktøj til at løse de problemer, som er vigtige for os. Videnskaben er i sig selv en række forskrifter på, hvordan selve processen med at skabe denne viden bør foregå. Videnskaben er ikke i sig selv en samling af sandheder om den verden vi er i.

Videnskabelig sandhed er noget andet end den religiøse sandhed, og det betyder ikke det samme som ordet gør i folkemunde. Den sande videnskabsmand bør i princippet altid bruge vendingen "dette er det nærmeste vi kommer sandheden på nuværende tidspunkt ud fra de foreliggende data". Denne håbløse formulering betyder i bund og grund bare, at intet er mere sikkert, end at vi i morgen måske finder ud af noget, der får os til at ændre mening. Vi er kun så kloge, som de foreliggende data gør os. Dermed er en videnskabelig sandhed heller ikke absolut, dvs. alt vi kalder sandt i dag kan være forkastet i morgen. Modsat er "absolut sandhed" uforanderlig. Enhver videnskabelig sandhed skal være i stand til at modstå den kritik som omverdenen udsætter den for. Kan den ikke det, er det ikke en holdbar teori. Dette er forholdene, som skaber videnskabens høje dynamik.

Når det så er sagt, så findes der alligevel mange videnskabelige kendsgerninger - eller "sandheder" - som er ganske sikre. Det skyldes flere ting. En faktor er, at den videnskabelige proces har en række regler, der sikrer, at konklusionerne ikke nås ved tilfældigheder. I andre tilfælde er mængden af beviser overvældende, hvorfor man typisk vil kræve en næsten umenneskelig indsats for at ændre den bestående teori. F.eks. er vi ofte enige om at jorden er rund, og at Månen ikke er lavet af grøn ost: begge er nærmest uangribelige videnskabelige kendsgerninger. På den anden side set er Newton og Laplaces mekanistiske fysik i dag erstattet af Einsteins og Niels Bohrs teorier, og alle disse har været kollosale omvæltninger inden for fysikken (selv om Newtons modeller stadig er praktisk anvendelige til mange formål). Imellem disse yderpunkter har vi noget som evolutionsteorien, hvor konsensus er massivt i favør af Darwins banebrydende ide, men samtidig foregår der en masse arbejde uden om den teoretisk sikre kerne, som forsøger at finde ud af de sande mekanikker bag evolutionen, og der er mange enkeltheder i Darwins oprindelige teorier, der er blevet forkastet eller raffinerede over årene.

Der er et hav af ædle principper, som styrer den videnskabelige proces. Nogen af de vigtigste emner bliver gennemgået i det følgende.

Falsificérbarhed er en fundamental egenskab, som skal være opfyldt hos en videnskabelig teori. Det betyder på godt dansk, at en teori skal være teoretisk mulig at modbevise (vise falsk). Har jeg f.eks. en teori om, at Bill Clinton er i Danmark lige her og nu, så skal det være muligt at forestille sig observationer, som betyder at teorien kan forkastes. I dette eksempel ville en direkte TV-udsendelse fra udlandet med Bill Clinton være et bevis, der viser at teorien er falsk. Teorien om, at "Bill Clinton er i Danmark" er derfor en videnskabeligt valid teori. Om den er sand, er en anden snak, men vi er glade, fordi vi ved at teorien kan undersøges videnskabeligt. Dette eksempel var nemt nok at forstå, men der fremsættes mange påstande og teorier, som er konstruerede således, at ingen beviser kan falsificere teorien. Og det er ikke altid nemt at se dette ved første øjekast. Hos forbudsfløjen har mange konstrueret deres egne teorier om, hvor "farligt hash er" og "hvorfor hash bør være forbudt", og der er ingen observationer, der lader til at kunne rokke ved deres teorier. Det er som om, deres teorier om hashens farlighed er u-falsificerbare. Man må kræve af forbudsfløjen, at de formulerer sig på en måde, så man rent logisk har muligheden for at undersøge deres teori videnskabeligt. Ellers er det jo blot middelalderlig religiøsitet.

Én u-falsificerbar teori: det kan være, at man undersøger, hvorvidt en episode er sket i en persons barndom. Man må gå ud fra, at undersøgeren vil tro på, at episoden er sket, hvis personen indrømmer, at det skete. Man hvad nu hvis undersøgeren har en teori om, at enhver benægtelse jo bare er udtryk for, at barndommens episode er "fortrængt"? Ja så vil enhver benægtelse også blive taget som bevis for, at episoden fandt sted. Videnskabeligt giver dette ingen mening, for både observationer for og imod bliver taget som bevis for at episoden skete. Teorien må forkastes og vi må benytte andre (videnskabeligt valide) teorier til at vurdere verden på. Filmen "12 Monkeys" spiller eminent på lignende videnskabeligt invalide psykologiske teorier. I den virkelige verden har man set samme metoder anvendt på afhøringen af børn, hvor seksuelt misbrug har været mistænkt: indrømmer børnene villigt at overgrebene er fundet sted, så tages det som en klar indikation af, at deres historie er sand - nægter de skyldes det blot Freudiansk fortrængning, og det er i sig selv en indrømmelse, der legitimere en lang række uhæderlige interviewteknikker.

Gentagelighed er vigtig for de videnskabelige teorier og forsøg. En teori skal gøre os i stand til at opnå de resultater, som vi forventer. Så hvis videnskabsmand nr. 1 laver et forsøg, der viser at alle tigre er orange, sorte og hvide, så bør alle andre videnskabsmænd kunne foretage en lignende undersøgelse, der når frem til dette resultat. Den videnskabsmand, der pludselig ser en albino tiger står med et problem for den oprindelige teori, for tydeligvis er der nogen tigre, som kun er sorte og hvide. Fejl af denne type kan ske, men så raffinerer man typisk den oprindelige teori, så den også tager hensyn til de sjældne forekomster af hvide tigre. Enkeltstående observationer og resultater, som ikke kan genskabes af andre, bliver normalt mistroet af det videnskabelige miljø som tilfældigheder, fusk eller fejl i undersøgelsesmetoden.

Repræsentative undersøgelser er nødvendige for at undersøge sit emne korrekt. Dette betyder, at en god undersøgelse skal observere de personer eller ting, som er repræsentative for helheden (populationen). Det betyder ikke, at man nøje skal udvælge netop de personer, der er typiske for en gruppe. Pointen er netop at slippe for en udvælgelsesmetode, som ender med en systematisk udvælgelse af bestemte mennesker. Generelt får man fat i et repræsentativt udsnit af befolkningen, hvis man udvælger deltagerne i undersøgelsen 100% tilfældigt, og hvis man udvælger rigtig mange af dem. Når man vælger alle ud helt tilfældigt vil man helt sikkert få en enkelt rocker, en spastiker og en atomfysiker med i puljen, og selv om disse personer ikke udgør normen, så vil deres tilstedeværelse være i proportion til den totale flok mennesker (population), der er genstand for undersøgelsen. Et eksempel på en undersøgelse, der ikke er repræsentativ, er en undersøgelse, der kun spørger brugere af internettet om et politisk emne. Problemet er en systematisk favorisering af yngre og teknisk kyndige person med masser af tid på hænderne, og undersøgelsen får aldrig fat i den ældre del af befolkningen, som kun sjældent bruger internettet, og undersøgelsen glemmer også de mange fattigere mennesker, der ikke har råd til internet eller som bruger dial-up og derfor skal betale dyrt for at deltage i undersøgelsen. Resultatet vil derfor ikke kunne bruges til at udtale sig om Danmarks befolkning generelt.

Systematisk skævvridning - eller "bias" eller farvning - er netop noget den repræsentative undersøgelse forsøger at undgå, men der er også andre fejlkilder, der kan trække resultaterne af en undersøgelse i en forkert retning. En sådan bias kan komme fra selve måleredskaberne, f.eks. påstod nogen i den amerikanske valgkamp, at tællemaskinerne systematisk aflæste til fordel af George W. Bush. En anden kilde er videnskabsmanden selv, der måske ubevidst påvirker vidnerne eller fortolkningen af resultatet. For at komme disse fejlkilder til livs har man konstrueret idealet om det dobbeltblinde kliniske forsøg.

Dobbeltblinde kliniske forsøg foregår ved at man har 100% kontrol med de mennesker, der indgår i forsøget, og ved at man sørger for at selv videnskabsmændene er uvidende om de afgørende ting i undersøgelsen. Tag for eksempel en undersøgelse af en ny pille som cannabispræparatet dronabinol, som man vil bruge mod kvalme. Hvis man skulle konstruere et dobbelt blindt klinisk forsøg med denne medicin skulle man gøre som følger. Først udvælger man helt tilfældigt en så stor flok kræft eller AIDS patienter som muligt. De deles ligeledes 100% tilfældigt op i to lige store grupper, f.eks. ved at slå plat eller krone. Dernæst udvælger forsøgslederne gruppe A til at være kontrolgruppen, der får uvirksomme kalktabletter (eller måske et konkurrerence produkt mod kvalme), mens gruppe B får dronabinol tabletter. Disse forsøgsledere forbereder pilleglassene til begge grupper og stiller dem i et lokale, gruppe A får "blå" piller mens B får "gule". Derefter kommer der en anden gruppe videnskabsmænd ind og fordeler pillerne mellem grupperne, og det eneste de ved er, at gruppe A skal have blå piller og B gule. De ved ikke, hvilke tabletter, der er virksomme eller ikke. Typisk vil man så lade den samme uvidende gruppe af videnskabsmænd interviewe patienterne, så virkningen af præparaterne kan vurderes. Den proces fjerner mange rimelige tvivl, som en skeptiker kunne have.

Epidemiologiske studier er en anden type undersøgelse, der også kaldes befolkningsstudier. Generelt er udgangspunktet for en epidemiologisk undersøgelse, at man gerne vil undersøge de faktorer, der er knyttet til et bestemt forhold, f.eks. levetiden, antal hjerte/kar-sygdomme eller dødsfald pga. stoffer. Denne type undersøgelser er meget brugt indenfor studiet af mad og dens påvirkning af folkesundheden. Eksempelvis undersøger man syv forskellige lande, hvad de generelt spiser og fremkomsten af hjertesygdomme, og så prøver man at finde ud af, om visse af faktorerne varierer systematisk sammen. Kort sagt: der "sker noget", og så prøver man bagefter at "forklare" det, der skete, ved at lede efter forhold, som man forestiller sig kunne være medvirkende. Epidemiologiske studier er dog nogen svære størrelser. For det første er det undersøgelser af forhold, der ikke er under videnskabsmandens kontrol - vi taler typisk om hele lande eller fritgående population af mænd og kvinder, og nogen kvalificerede gæt på, hvad de f.eks. spiser, drikker eller dyrker. For det andet er det ikke sikkert, at videnskabsmanden rent faktisk undersøger de rigtige faktorer - han kan nemt have glemt at undersøge forhold, der faktisk påvirker hans observationer, f.eks. kunne man undersøge deformiteter blandt nyfødte tilbage i midten af forrige århundrede, men tog man ikke thalidomid med, så ville man aldrig kunne forklare deformiteterne. Thalidomid var et præparat, der blev introduceret i 1957 i Vesttyskland som et middel mod morgenkvalme hos gravide, men stoffet kunne krydse over i barnet i tredje trimester, hvor det gav alt fra fosterdød til grove deformiteter. For det tredje, kan videnskabsmanden have glemt nogen interessante lande/befolkningsgrupper, der går imod hans teori. For det fjerde kan en epidemiologisk undersøgelse aldrig vise årsagssammenhæng - derimod kan det vise samvariation (som også kaldes korrelation). Dette sidste punkt er nok så vigtigt, for det er også dette punkt, hvor epidemiologiske studier er mest misbrugte af såvel forskere som virksomheder og pressen. Man kan sagtens have to ting, der samvarierer, dvs. man observerer ofte at tilstedeværelsen af A betyder tilstedeværelsen af B. Eksempelvis observerer man tit at regnvej og folk med paraplyer er til stede samtidig, men det beviser ikke, at paraplyer rent faktisk forårsager regnvejr. Vi ved med regnvejr, hvilken vej årsagssammenhængen peger, fordi vi ved en masse om regnvejr og hvad folk gør for at holde sig tørre. Selve det epidemiologiske studier fortæller os ikke denne sammenhæng, men vores øvrige viden understøtter teorien om, at regnvejr forårsager en paraplybærende adfærd hos folk. Ligesom ved hash er der en sammenhæng mellem depressioner og tobaksrygning, men det er så almindelig kendt, at folk selvmedicinerer sig selv med cigaretter både ved psykisk sygdom som ved forhøjet stressniveau. Folk ryger jo netop for at slappe af. Derfor er der heller ingen ved deres fulde fem, som vil påstå at nikotin forårsager depression.

Et sjovt aspekt ved epidemiologiske undersøgelser er, at de faktisk nemmere viser, hvad der ikke har årsagssammenhæng. Der er en asymmetri her. En korrelation viser, at der kan være årsagssammenhæng, men det er ikke sikkert: mekanikken er, at korrelation kan være tilfældig og derfor blot ligne kausalitet. Til gengæld viser et fravær af korrelation klart, at der IKKE er årsagssammenhæng. Man kan ikke have årsagssammenhæng uden korrelation.

Der er også et element af efterrationalisering i epidemiologiske studier, der går mere mod forklaring af "hvorfor det skete" snarere end en "forudsigelse af hvad der vil ske". Vi mennesker efterrationaliserer en masse ting, men det er en farlig proces set fra en videnskabelig synsvinkel. Naturligvis kan man foretage rationelle og valide efterrationaliseringer, men det er nemt at begå fejl. Et typisk problem med efterrationaliseringer er, at simple, tilfældige hændelser bliver holdt frem som årsager til den hændelse, som man forsøger at forklare. Typisk kan man vurdere en efterrationaliserings værdi på, om de postulerede "årsager" i andre sammenhænge kan forudsige konsekvenser i andre lignende sammenhænge.

Så befolkningsstudier har deres begrænsninger, men de kan faktisk være fantastisk nyttige. Den interesserede kan læse mere om epidemiologiens fader John Snow, der gennem sit arbejde reddede tusinder fra koleradøden.

Statistisk signifikans er et udtryk for, om de forskelle, som man ser i sine undersøgelser, er udtryk for en virkelig forskel eller om det bare skyldes tilfældigheder. Kaster man en terning 3 gange og ser at 3 af slagene var seksere, bemærker man helt klart resultater, for det er usædvanligt (det forekommer statistisk set sjældent: 1/6^3 eller ca. 4,6% af tilfældene). Men er det udtryk for terningspillerens psykiske gambler-egenskaber eller er det bare tilfældigheder? Sagen er den, at vi kun kastede terningen 3 gange, og det er ikke særligt meget. Derfor hælder vi også til at konkludere, at vedkommende bare var heldig at få tre ens. Havde personen kastet terningen 10.000 gange ville vi se en næsten perfekt teoretisk fordeling af værdierne. Derfor ynder statiskere også at lave så mange terningekast, som muligt. For med utallige observationer bliver vi mere og mere sikre på, at eventuelle afvigelser ikke blot skyldes tilfældet. Enhver kan ramme Bull's Eye én gang, men hvis en person igen og igen og igen demonstrerer sin evne til at ramme plet, så tror vi ikke længere på at det er tilfældigt. Enkeltstående tilfældigheder bliver meget let til anekdoter.

Anekdoter og case studies er metoder, der alene står meget svagt rent videnskabeligt. Anekdoter bliver brugt flittigt, og der er også en stor kærlighed til case studies rundt omkring. Anekdoter er ikke et "stort problem" som sådan, og de har helt klart deres plads i litteraturen, og de allerfleste nye hypoteser bliver formuleret fordi nogen ser et par enkeltstående tilfælde og får en mistanke om at observationerne kan være alment gyldige. Meget omkring medicinsk marijuana er på dette anekdotale trin, hvor næste skridt er egentlige kliniske forsøg. Typisk er det ikke de mest seriøse videnskabsmænd, der bruger anekdoter som bærende elementer i deres argumentation, og det er der mange grunde til. Problemet er, at anekdoter typisk ikke giver et repræsentativt indblik i emnet, da de jo blot er enkeltstående tilfælde, og anekdoter er ofte nøje udvalgt af skribenten for at illustrere netop hans pointe. Anekdoter er "gode historier", og som sådan er de typisk udvalgt pga. deres følelsesmæssige appel snarere end videnskabelige sandhedsværdi. Som sådan er det oftere blandt journalister, politikere og andre meningsdannere, at man finder anekdoterne anvendt "som om de repræsenterer sandheden så godt, at man kan gøre denne enkeltsag til basis for fremtidens politik". Anekdoter appellerer til vores menneskelige story teller mere end vores tørre videnskabsmand. Vor forfader på savannen vil helt sikkert også fortælle folk i landsbyen, hvordan han så en løve og måtte løbe for livet. Han vil aldrig tale om kedeligt græs i lange baner, for det daglige og trivielle er ... kedeligt. I en fortidig verden, hvor alle kendte den verden de boede i, er en sådan story telling ikke et problem, men i vores moderne verden, er der noget, der løber af sporet. Ganske som i hos fortidens græske forfattere findes der i dag også fantasifostre og utrolige dyr "lige derude på den anden side af de mystiske bjerge". Massemedierne kan bombe den almindlige borger med eksotiske hændelser i en sådan grad, at det eksotiske og sjældne begynder at fremtræde som normen. Dette forværres i dag, hvor den enkelte ikke har en personlig viden og erfaring med nutidens langt mere komplekse verden. Vores forfædre levede med hinanden, alle kendte hinanden, og der fandtes ikke tusinder af andre mennesker i ghettoer og hele bydele, der levede under meget anderledes forhold end flertallet. Vore forfædre var ikke dybt specialiserede mennesker, der levede i uvidenhed om, hvad deres medmennesker arbejdede med. Manglen på førstehåndskendskab i moderne tider udnyttes desværre af skruppelløse medier og spindoctors, men den slags er ikke videnskab.

Hash-debatten er om nogen oversvømmet af den gode historie og den eksotiske hændelse, "som beviser at hash er farligt".

Absolutte og relative sandsynligheder bliver sommetider misbrugt, når videnskabelige data skal tvinges til at støtte en politisk holdning eller sikre videre finansiering. Ofte hører man, at et eller andet fordobler, tredobler eller tidobler riskoen for et eller andet slemt. For de allerfleste læsere, der ikke er vante til at fortolke videnskabelig data, giver det indtrykket af, at man ryger lige fra en "sikker situation" direkte til "den sikre død". Ofte er de rapporterede procenter dog opgjort som relative størrelser, og her kan det være godt at kende de absolutte tal, som ligger til grund. Taler vi om absolutte tal med eksempelvis 50% dødelighed, så er en fordobling rigtigt nok den sikre død (100%). Men er de absolutte tal en risiko på 0,1% er en 1000% forøgning jo blot noget ubetydeligt, der bliver forhøjet til noget stadig relativt ubetydeligt (1%). Overraskende mange risici ligger på omkring 0,2% sandsynlighed i absolutte tal, men når videnskaben så finder ud af, at risikoen er steget til 0,3%, er det jo en 50% forøgelse af risikoen i relative tal. Udtrykker man sig præcist, bør man strengt taget skrive at en risiko er steget med 1 procentpoint, hvis noget plejede at være 1%, men nu er steget til 2%. En stigning fra 1% til 2% er i relative tal en forøgelse på 100 procent.

Menneskets Hjerne Og Dets Tænkning.

Der findes et hav af indgangsvinkler til mennesket og dets tænkning, og dette er ikke et forsøg på at dække alle områder. Det er mere et spørgsmål om at komme med nogen generelle betragtninger, som er frugtbare i kontekst af cannabisdebatten.

Der er mange bemærkelsesværdige ting ved cannabisdebatten, som især forvirrer tilhængerne. En ting er, at den rå, videnskabelige vurdering af cannabisplanten uden sammenligning får hash til at ligne vand i forhold til ellers legale rusmidler. Hvorfor denne selvmodsigelse? Noget andet er spørgsmålet om, hvordan det kan være, at ellers intelligente mennesker angriber cannabisplanten, når de burde vide bedre: de videnskabelige data er jo derude?

Nogle af svarene på disse spørgsmål ligger i måden, som den menneskelige hjerne er bygget til at tænke på. Menneskets hjerne er et fantastisk redskab, men dens indbyggede tendenser kan blive misbrugt. Andre tider kan hjernen i én situation virke fint, mens den i andre omstændigheder leder til intellektuel katastrofe eller i hvert fald irrationalitet.

Menneskets hjerne er ikke udviklet i det 20. og 21. århundrede med henblik på at være en videnskabelig maskine, der leverer ufejlbarlige intellektuelle resultater, der alle er korrigerede med komplicerede statistiske formler og fordelingsnøgler. Nej, menneskets hjerne er udviklet over millioner af år og er tilpasset til en hel anden verden, end den vi lever i idag. En del af dette evolutionært stabile miljø har betydet, at menneskets hjerne frem for alt må have en række mekanismer, der sætter det til at reagere hurtigt. For at give et levende eksempel:

En af vores forfædre står på savannen og skanner horisonten: græs ... mere græs ... græs ... zebra uhm ... græs ... græs ... græs ... ører og knurhår ... græs ... HVAD DÆLEN ... LØVE ... løb for livet.

Vi havde heller ikke dengang tid til at hænge os i alle detaljerne. Vi havde brug for at handle! Spørgsmålet er så, hvad det er for mekanismer, som hjernen over tid har fået, som tillader hurtige effektive beslutninger?

Det var bestemt ikke videnskab, og siden Renaissancen skulle der gå næsten 400 år før mange af kritikerne af rationalismen fik ret. Det man sandede og endelig fik populariseret i 1990'erne var en forståelse af, at vores hjerner er meget mere følelsesmæssigt styrede end fundamentalt rationelle. Paradoksalt nok var det videnskaben selv, der med psykologen Daniel Goleman ("Følelsernes Intelligens") og en række neurologer (eksempelvis Antonio Damasio) banede vejen for denne forståelse.

Specifikt opdagede man, at de fleste normale tankeprocesser og sanseindtryk først ryger ind i vores limbiske system i de områder, som har at gøre med med følelserne og kroppens tilstande. Først derefter slår den nyere intellektuelle hjernebark til og leverer sin del af løsningen. Tænk på eksemplet med manden, der står på savannen. For det meste registrerer han græs, som er farvet følelsesmæssigt "neutralt" eller måske "behageligt". Zebraen er farvet "positivt" og får vores forfader til at tænke på dejligt kød til aftensmad. Løven derimod er farvet som "slem", "ond", "farlig" eller noget i den retning. Disse følelsesmæssige farvninger af synsindtryk betyder, at der lynhurtigt bliver udpeget en snæver løsning i et ellers uoverskueligt optrin af muligheder.

Hurtige løsninger har sandsynligvis været meget vigtige for vores forfædre, og der er et element af "handling nu, refleksion senere" over måden at tænke på. Men det er også nemt at se, at denne måde at tænke på kan have sine ulemper, når der ikke lige står løver på spring. For hvad hvis ens "følelsesmæssige kodning" er dannet ikke af erfaring men af dygtige sælgere? Hvad hvis man har læst igen og igen i medierne, at et eller andet er enormt farligt, selvom det videnskabeligt set kun rummer små risici? Ja, så er man i besiddelse af en fordom, og den vil blive aktiveret hver evig eneste gang emnet bliver nævnt, og hvad værre er, så peger det hurtigt en hurtig løsning ud. "Forbyd det", tænker mange, når de hører om hash - for man forbyder da farlige ting, ikke sandt? Alene dén impuls ("forbyd det") er baseret på en implicit forståelse af, at vi lever i et lille, overskueligt jæger-samler samfund, hvor alle kender alle og alle passer på alle.

Videnskabeligt kan vi altså påpege en følelsesmæssig komponent i den helt almindelige dagligdags tænkning hos folk. Er det skidt? Nej, vi kan slet ikke fungere uden. Følelser er såmænd meget gavnlige i langt de fleste tilfælde, men der er også fejlmuligheder, og der er fare for, at andre udnytter denne designmæssige "svaghed" til deres egen fordel.

Set fra et informationssynspunkt ved vi derfor, at videnskaben nok er vigtig, og det er vigtigt med fakta om hash. Men vi ved også, at facts står overfor en lang følelsesmæssig indoktrinering af borgerne i samfundet. Folk er blevet lært at frygte hashen til alle tider, og det betyder også, at selv om de intellektuelt kan bringes til at forstå, at hash "ikke er særlig farligt", så vil de stadig have en masse følelser, der siger at hash er farligt. Videnskaben kan beskrive denne mentale kinesiske mur, men for at de videnskabelige facts får den tilsigtede virkning, skal folks følelser med. Ofte er denne følelsesmæssige omvendelse en lang og hård kamp, og det er da også en kamp, som man kender inden for videnskaben selv, hvor mange nye opdagelser kun modvilligt bliver accepteret og typisk først når der er overvældende beviser imod de gældende holdninger.

Denne viden om menneskets tænkning forklarer meget godt, at mange uenigheder slet ikke skyldes at "den anden er dum, idiotisk eller decideret ondsindet", og det skyldes bestemt heller ikke, at vedkommende er "uden uddannelse". Masser af dygtige, veluddannede og intelligente mennesker er ligeså følelsesmæssigt engagerede i deres holdninger som det store, brede flertal i befolkningen, og det at være intelligent er ikke en forhindring for at tro på selv meget mærkelige ting. De virkelig intelligente er ofte bare bedre til at forsvare deres allerede kraftige følelser for diverse emner. Derfor hører man også masser intelligente politikere argumentere retorisk dygtigt mod hash, selv om det er tydeligt, at deres argumenter kører helt og holdent på autopiloten.

Et andet problem med den menneskelige hjerne er, at når en holdning først er på plads, så har man en tendens til kun at se de ting, der støtter holdningen, mens man ser bort fra de ting, der taler imod. F.eks. er mange næsten eksklusivt optagede af "farerne" ved cannabis, men de glemmer at sætte farerne i perspektiv. Så det er ikke fordi de bevidst lyver eller hykler eller går efter inkonsistente holdninger, men de har bare ikke den mentale disciplin og kritiske indgang, og de oceaner af tid, der er nødvendige for at rokke ved vanen. Og så bliver der ikke rokket. Sådan som hjernen fungerer, så passer det jo også meget godt, at folk er mest fokuseret på farerne ved hashen. For deres egne hjerne rejser det røde flag, hver eneste gang ordet "hash" bliver nævnt, og det peger enhver tankevirksomhed ind i et beslutningslandskab, som omhandler farer, løsninger, bekæmpelse eller flugt. Det betyder altså, at hjernen på forhånd har udstukket en ret begrænset dagsorden, når individet ønsker at reflektere over "hashen og al dens væsen".

Hvis man er rigtig intelligent, men ikke helt så omhyggelig, som man burde have været, er der en anden fare. Nemlig at man får konstrueret et sæt snedige argumenter, som er immune overfor enhver kendsgerning eller kritik. Sådan en holdning er ikke videnskabelig, eftersom den ikke kan falsificeres (se afsnit om videnskabens principper).

Dog er det vigtigt at påpege, at vi mennesker ikke nødvendigvis er slaver af vores følelser. Det grænser henimod det, men vi har også et element af fri vilje, som kan bringes i spil. Følelserne vil altid guide vores tanker, følelserne vil altid have taletid først, og følelserne vil forsøge at hjælpe os til at træffer hurtige, smertefrie beslutninger, som er i vores bedste interesse. Intellektuelt kan alle mennesker træne sig til at være åbne, tolerante, fleksible og nysgerrige overfor nye ting - også de ting, som ikke lige "umiddelbart føles rigtige". Vi ved jo godt inderst inde, at selvom der er ting, som vi ikke selv kan lide, så kan der være andre, som har det godt med disse ting. Dette er muligt at lære at acceptere, at ikke alt og alle kan skæres over samme kam, og at der typisk er flere gode løsninger på et og samme problem.

Bagsiden af hele denne medalje er langt mere overraskende. For de fleste ved, at følelser kan overskygge dømmekraften og fornuften, men hvad mange ikke ved, er at et fravær af følelser er mindst ligeså skidt. Vores hjerner fungerer korrekt, når det limbiske systems reagerer først for dernæst at gå til andre neurale systemer. Afbryder man forbindelsen mellem vores instinktive fundament og forsøger at erstatte det af kold, beregnende, matematisk logik ender man med noget andet, men mindst ligeså ubrugeligt. Psykologien såvel som neurologien kender virkningerne hver på deres måde. Resultatet er en art vilkårlighed i beslutninger, som om der mangler et (moralsk) kompas hos beslutningstageren. Sommetider giver det sig udtryk i manglende beslutningsevne, andre gange blot i en særpræget form for vilkårlig eller direkte forkert beslutning i sidste stadie af beslutningsprocessen. Videnskaben har beskrevet det som om disse personer er i besiddelse af alle kendsgerningerne, men at den endelige beslutning alligevel falder forkert ud. Som om de har læst instruktionsbogen, kan gengive indholdet, men alligevel er ude af stand til at betjene videoen. Mening - og alt andet af betydning for vi mennesker - måles i følelser. Så skal vores beslutninger, vores politik og vores ideer give mening skal der være en form for ubrudt kæde mellem følelser og fornuft. Når intellektet blot manipulerer runde, firkantede og trekantede figurer på papiret og kalder det for samfundspolitik, mangler fundamentet for selve vores menneskelighed. De meningsløse geometriske former må og skal omformes til levende, følende mennesker i al deres storslåede menneskelighed. Ellers hopper kæden af. Disse tanker er udforsket yderligere i afsnittet om "Videnskabens utilstrækkelighed". Anonymitet eller afstand til andre befolkningsgrupper sænker ens indlevelse i deres liv, og det gør det nemmere at udsætte gruppen for bøder, straffe og forfølgelse.

Videnskabens utilstrækkelighed

Når man har læst afsnittet om Videnskabs Principper og om Menneskets Hjerne og Dets Tænkning, så er der et tydeligt problem for videnskaben. For ikke nok med at videnskab er svært at lave og endnu sværere at formidle, så er man også oppe mod en masse følelser hos folk. Men lad os lege, at vi har løst disse forhold: vi har fået de videnskabelige resultater skrevet på en forståelig måde, folk har læst det, og man har trænet deres mentale evner til fleksibilitet og øget deres selvkritiske sans.

Ligeså skadeligt som følelsesmæssige fordomme er det, så kan en mangel på følelser være mindst ligeså alvorlige. Det er her, at videnskaben har en række problemer. Det videnskabelige sprog er pr. definition et "videnssprog", og det er forsøgt blottet for følelse og enhver form for humor. Hele pointen med den objektive forsker, der står udenfor forsøget og er neutral, er indlysende: man bruger det for at undgå de tidligere nævnte farer ved den menneskelige tænkning så som bias. Spørgsmålet er dog, hvordan denne følelsesmæssige neutralitet kan være en ulempe?

Problemerne er ikke i den videnskabelige process eller dens resultater. Videnskaben fungerer og giver udmærkede resultater. Problemet opstår i den politiske anvendelse af de videnskabelige resultater, hvor politikerne skal bevæge sig fra videnskabens beskrivelser af, hvordan tingene er, til en anbefaling af, hvordan det hele bør være. Videnskaben leverer ikke disse svar i sig selv.

Derfor er nutidens politiske klima problematisk. Verden oplever i dag et ekspertvælde, hvor eksperter og videnskabsmænd udtaler sig som aldrig før om alle mulige emner, men især er de økonomiske samfundsvidenskaber sat i højsædet. Dette ekspertvælde er ydermere koblet med en tradition, der er gennemsyret af høflighed og en tendens til at benytte sig af akademisk videnssprog, eller i hvert fald forsøge at snobbe opad mod det. Folk er stadig "Dis" fra Folketingets talerstol. Dette må vi igen koble med den menneskelige hjernes måde at fungere på (se afsnittet om Menneskets Hjerne og Dets Tænkning). Vi mennesker har brug for følelserne for at guide vores beslutninger, for uden dette kompas bliver beslutningerne svære overhovedet at træffe, og i mange tilfælde bliver beslutningerne også vilkårlige og forkerte. Det, der er et konkret problem i hashdebatten, er at man bramfrit taler om kriminalisering uden nogensinde at få bare lidt følelsesmæssig sved på panden over de tusinder af uskyldige, levende mennesker, som man har tænkt sig at begå overgreb mod. Man er i tidens politiske klima i stand til at kriminalisere en halv million gode borgere uden nogensinde at opleve nogen form for empatisk indfølelse overfor deres situation. Man taler frejdigt og med forargelse i stemmen om farerne ved hash, mens man retorisk taler om Krigen mod Narko, bemanding i politiet og uden at blinke accepterer bøder, arrestationer, ydmygelser, varetægtsfængsling af folk og straffe på 6-8 år bare fordi nogen indsmugler noget hash.

Det er utvivlsomt også nemmere at vedtage lovgivning, der legitimerer tortur (udstrakt varetægtsfængsling er jfr. Amnesty International tortur!), overgreb og brutalisering af befolkningen, når man bevæger sig i en boble af følelsesmæssig usårlighed og kold neutralitet. Hvad rager det en justitsminister med overiset empati, at en masse mennesker - typisk i et helt andet socialt lag end hende selv - skal udsættes for en lovgivning, der betyder, at adskillige danskere skal spærres inde og have endetarmene undersøgt at fængselspersonale (for mange er det ikke den fede måde at udforske deres homoseksualitet på). Og ja: den slags sker også for helt normale mennesker, som ikke engang er kendt skyldige i en forbrydelse - de er blot mistænkte for en forbrydelse, og man må formode at fængselsvæsenet ønsker at sikre, at de indsatte ikke gemmer masseødelæggelsesvåben deroppe, hvor solen aldrig skinner. Fra et poetisk synspunkt ved vi også - hvis vi mediterer over situationens menneskelige dynamik - at arrestationer ikke er sjove. Borgerne må se sig slæbt bort i håndjern, tvunget med næsen ned i jorden med brutale, råbende betjente ovenpå sig, der truer med mere vold, fængselsstraffe og "Benjamin". Folk må se sig spærret inde, deres koner og børn blive alene i knuste familier.

Pointen er, at borgernes oplevelser også bør vurderes i menneskelige omkostninger. Som det er i dag, er der ikke ret mange inde på Christiansborg, der tør opgøre dette regnskab. Måske kan de ikke lave regnskabet mens videnssproget og den teflonbelagte korridorhøflighed afkobler de menneskelige omkostninger fra de politiske beslutninger?

Jeg vil godt grave lidt mere i denne side af mennesket og dets tænkning og forbindelsen til det "objektive videnskabelige".

Siden den mytiske scyther Anacharsis, Euripides' "Bakkanterne", og op gennem historien til vores "egen" Rousseau, har den vestlige åndelighed levet med en kulturel aversion mod det dyriske, følelserne og alt det kaotiske og dionysiske. Dette "mørke" har haft deres egne tilhængere, men de har kun eksisteret som en skjult understrøm bag den fremherskende stoiske kultur. Selv den dag i dag sidder der et flertal af politikere med overisede følelsesliv og vedtager den ene umenneskelige, frihedsundergravende lov efter den anden - helt uden forståelse eller empati for de mennesker, som lovene rammer. Det er godt at være objektiv, ja, men lovgivningens ofre er ikke maskiner. Lovgivningen gælder for levende, følende og åndfulde mennesker med familier, børn, kærestes, sorger, glæder og oplevelser. Når denne del af vores eksistens bliver hægtet fri af intellektet, står der blot et tomt intellekt tilbage, hvoraf der kun sporadisk opstår noget godt. Rene åndelige substanser har en tendens til ikke at være gode for vores allermest menneskelige forhold. Man kan nemt begynde at tro, at middelalderens stoiske afstandstagen til kropslige funktioner er en saga blot, men sandheden er nærmere, at disse holdninger blot har antaget nye, subtile former. Magteliten udgøres til den dag i dag stadig af tilhængerne af en ældgammel tradition, som ikke har et særligt konstruktivt forhold til det dionysiske.

Der er mange eksempler på denne påvirkning. Et er allerede nævnt om det såkaldte "polity society". Et kig på Christiansborg viser udmærket, hvordan den herskende elite dominerer alt med deres høflige og kolde logik. Et klassisk eksempel på, hvorledes tingene går lidt ud af proportion, når der ingen følelsesmæssig indlevelse er, kan findes i den ret uheldige episode, hvor en dansk statsminister bliver oversjasket med rød maling som en protest mod Danmark deltagelse i Irak-krigen. Naturligvis er det træls at blive angrebet på den måde, men kan folk bare stå frem og sige det? Har man nogen forståelse for, at man faktisk lige er gået i krig mod et andet land og er medskyldig i 100.000 irakeres død - alt sammen i "frihedens tjeneste"? Nej, for at dissociere hele episoden fra enhver følelse, bliver maling-"terrorismen" gjort til "et angreb mod demokratiet", hvorefter alle nikker med sigende blikke i deres totale fordømmelse af denne "terrorhandling". Et abstrakt og teoretisk angreb mod demokratiet kan man åbenbart forstå, men at forholde sig til den kendsgerning, at kød og bensplinter fra forrevne, døde børn er regnet ned over Bagdad vil ingen forholde sig til. Så længe det hele er i en abstrakt "frihedens ånd" eller "demokratiets tjeneste", kan man ånde lettet op, læne sig tilbage og koble følelserne helt fra. Attentatet med den røde maling vejer med garanti en hel del tungere i ministre og journalisters følelsesliv end de døde irakere.

Men tendenserne findes også helt i det små. Ting som reglen om at folk skal være dis fra talerstolen i Folketinget, eller den lette hovedrysten hos den nok-så-kloge elite over helt rimelige følelsesudbrud. Den middelalderlige dom ligger lige i luften - "de opfører sig jo som dyr". Der er mange mennesker med velfungerende empati, men de bliver generelt ikke til noget i den dominerende kultur. De er nok mest terrorister, udskud, kunstnere, samfundsrevsere, forfattere, musikere og magikere i en verden, der virker blottet for følelse.

Hele denne kultur af undertrykte og dissocierede følelser er så gennemtrængende, at jeg burde slette ethvert spor af de foregående afsnit. Kulturen vil simpelthen dømme skribenten her som "langt ude".

Men hæng lidt på endnu. I stedet for at gøre denne tendens hos mange mennesker til noget "ondt", er det langt mere frugtbart at spørge, om denne tendens til følelsesmæssig distancering (dissociation) giver en evolutionær fordel? Hvad er det gode ved den? Her står det klart, at denne medfødte evne til at undertrykke følelserne tjener et formål. Hvis vi mennesker var uden følelsesmæssige barrierer overfor vores medmennesker, ville vi simpelthen gå under i det lange løb. Forestil dig et liv, hvor hver evig eneste dårlige oplevelse hos andre mennesker ramte direkte ind i dit eget følelsesliv med fuld styrke. Det ville være ubærligt. Samtidig ville en total mangel på barrierer gøre tabet af vores elskede til en altødelæggende oplevelse. De følsomme individer, der oplever forfærdelige ting og ikke formår at få dem på afstand, tyr ofte til selvmord eller andre desperate handlinger (herunder også stofmisbrug). Tabet af børn, børnebørn, ægtefæller, forældre og bedste venner rangerer blandt de værste. Så evnen til at få tingene på afstand kan være nyttig og helt rimelig. Det man bare skal være opmærksom på, er at denne overlevelsesmekanisme kan misbruges til at stilne følelser, som burde have fundet genklang. Disse betragtninger gælder også overfor en masse mere almindelige ting, eksempelvis er det meget nemmere at fungere i diskussioner, kontroverser og farlige situationer, hvis man ikke er overvældet at følelser i det kritiske øjeblik. I menneskets oprindelige miljø kendte alle hinanden, og det må have været sværere at lade den følelsesmæssige kummefryser køre på fuld drøn. Det er altid sværere at stå ansigt til ansigt med et menneske af kød og blod, men en knap, der slår en tilfældig kineser ihjel, udgør ikke samme følelsesmæssige udfordring. I vores moderne samfund er vi mennesker ikke så naturligt nært forbundne, og politikere træffer oftest beslutninger der rammer alt andet end dem selv og deres kære. Så det at involvere sig følelsesmæssigt i målene for ens politik har aldrig været sværere i menneskehedens historie, og når man så samtidig praktiserer en tilgang til emnet med følelsesmæssig afkobling, kold abstrakt videnssprog og teflonbelagt høflighed, har man muligvis et problem.

Cannabis sorter: populære forkortelser

Dette er blot en liste over nogle af de mere populære markedsføringsnavne for diverse cannabissorter:

Andre populære sorter er:

Den Lille Cannabisordbog

10 meter røg
Slang for cannabisprodukter, der er af så høj en kvalitet, at de aldrig når længere væk en 10 meter fra det sted, hvor det blev lavet.
420
1. "Four-twenty", eller 20 minutter over 4. Slang for at folk mødes efter skole/fyraften over en joint.
2. 20. april - en form for helligdag blandt cannaabisrygere, baseret på definitionen under punkt 1.
Bagskæv
Slang for hash/THC-tømmermænd. Udtryk for en ekstra afslappet følelse eller ro eller "efterglød" efter en hash-rus. Ikke udtryk for ubehag eller alkoholtømmermænd.
Anandamid
Endogent "cannabinoid" i den menneskelige krop, dvs. et stof kroppen selv producerer. Kaldes også arachidonylethanolamine, men er døbt anadamid fra ordet "ananda" på sanskrit, der betyder "lykke" eller "lyksalighed".
Ballast
Se forkobling.
Bhang
En indisk drik lavet på cannabis topskud, vand, mælk og en række indiske krydderier (fennikel frø, grøn kardamomme, osv.). Minder meget om potchai. Drikkes rituelt som hyldest til Shiva.
BHO
Butane Hash Oil. Det samme som nol, i dette filfælde udvundet vha. butan (altså lightergas). Udbyttet er generelt meget lavt, men til gengæld meget rent i forhold til et ekstraktion baseret på alkoholer.
Bong
Speciel vandpibe til indtagelse af cannabis. Den favoriseris ofte af rygere, der ønsker en hurtigt og voldsomt virkning. Bongen er effektiv, fordi den tillader meget røg i blot et sug. En bong er normal lavet af glas, men fås også i en billig version af akryl.
Bonghoved
1. Pibehovedet til tobak/cannabis på en bong. Kaldes ofte blot et "hoved".
2. En person, der ryger rigtig meget hash.
3. En dum eller uintelligent person
Bubble hash
Hash. Det samme som ice hash. Kaldes bubble fordi hashen er meget ren og bobler under opvarmning. Refererer normalt til hash, der er fremstillet vha. bubble bags.
Bubble bags
Poser med meget finkornede filtre, som bruges til at udvinde harpiks fra cannabisplanten.
Bud
Engelsk/slang for topskud.
Cannabidiol
Cannabidiol (CBD), der virker afslappende eller søvndyssende på brugeren. Er til stede i størst mængde i hash og indica dominerede cannabisprodukter. Er medvirkende til fænomenet Couch Lock.
Cannabinoider
Fælles betegnelse for de specielle forbindelser, der findes i hampplanten.
Cannabinol
CBN. Kemisk forbindelse fra Cannabisplanten.
Cannabis
Det latinske/botaniskes navn for planten. Cannabis findes som Cannabis Sativa og Cannabis Indica. Nogle regner også med en tredje Cannabis Ruderalis, men der er usikkerhed om, hvorvidt opdelingen C. Ruderalis er en sort for sig.
CBD
Se Cannabidiol
CBN
Se Cannabinol
Cone
Konisk (kegleformet) papir til joint, typisk med et lille stykke pap for neden. Pappet har et lille gitter, som forhindrer jointens indhold i at komme i munden.
Cotton mouth
Engelsk slang (bomuldsmund) for den virkning, at pot typisk giver tør mund og tørst.
Couch Lock
Engelsk udtryk for, at en given hash får "sofaen til at springe op på ryggen af en". Bruges typisk om indica typerne eller de cannabisprodukter, der er meget "stener".
Curing
Efterbehandling af topskudene så potten bliver behagelig at ryge, bl.a. ved at forårsage en nedbrydning af plantens klorofyl. Typisk tørres topskudene til stilkene er så tørre, at de kan knækkes, men stadig indeholder en vis fugt. Derefter forsegles topskudene i glaskrukker og man lader fugten brede sig langsomt ud, og med mellemrum åbner man glassene og lufter ud. Dette giver en kontrolleret fermentering. Dette kan tage adskillige uger, og mange foretrækker måneder, for at lave en god røg.
Dagga
Sydafrikansk/swazi navn for cannabis.
delta-9-tetrahydrocannabinol
Det primære psykoaktive stof i hash: THC. Kaldes i den gamle notation for delta-1-THC
delta-1-tetrahydrocannabinol
Det primære psykoaktive stof i hash: THC. Delta-1 notationen er en alternativ måde at skrive delta-9 på, men det refererer til akkurat samme THC molekyle.
Decarboxylation (decarboxylering)
Enhver kemisk reaktion, hvor en carboxyl gruppe (-COOH) bliver separeret fra en forbindelse som kuldioxid (CO2). THC bliver mere psykoaktivt, når det decarboxylerer, og det sker typisk ved opvarmning: altså rygning/forbrænding eller længere tids kogning/stegning.
Ekstraktion
Udvindelse - typisk menes der én eller anden form for kemisk udvinding, f.eks. med organiske opløsningsmidler som alkohol. Se f.eks. nol.
Endogen
Iboende - det at mange stoffer forekommer naturligt i kroppen, f.eks. THC, i form af anandamid, der forekommer helt naturlig i kroppen. Kroppens har også endogene opioder, f.ek.s endorfinerne (der ligner morfin).
Exogen
Udefra kommende - alle rusmidler, der bliver indtaget, kommer udefra. Disse rusmidler er exogene stoffer.
Finger hash
Det samme som hash i almindelighed, blot med vægt på, at hashen er skrabt af cannabisplanten ved håndkraft og rullet sammen med fingrene. Typisk kugleformet, men kan også rulles til aflange slanger, som sommetider kaldes "thai sticks".
Forkobling
Elektronisk enhed, der skal sættes mellem stikkontakten og en HPS eller MH lampe (og større CFL lamper). Består typisk af spole, modkobling og glimtænder (som man kender fra normale lysstofrør). Mange CFL pærer har indbygget forkobling. Kaldes også "ballast" på engelsk.
Fotoperiode
Dagens længde - eller perioden med lys hvor fotosyntese foregår. Ofte skrives det som lys/mørke, f.eks. 18/6 eller 12/12. Cannabis blomstrer normalt ved en fotoperiode på 12/12. Dette udnyttes bevidst af avlere, der kan tvinge deres cannabis i blomst ved at styre fotoperioden.
Galar
Slang for cannabis.
Ganja
Rastafari slang for hash og cannabis.
Grow
Engelsk/slang for en beplantning eller afgrøde. Hermed menes typisk en beplantnings liv fra frøet sås til høst.
Hamp
Dansk ord for Cannabis. Anvendes ofte når man taler om plantens ikke-euforiserende egenskaber som leverandør af fibre.
Hampfrø
Frø fra planten Cannabis. Er ikke euforiserende og indeholder ingen giftstoffer. Fra frø kan udvindes hampolie og hampprotein.
Hampolie
Olie, der er presset af hampens frø. Olien er ikke psykoaktiv. I stil med hørolie/linolie og fiskeolie indeholder hampolie mange flerumættede omega 3 og omega 6 fedtsyrer, men som med de mange andre (flerumættede) olier bliver den harsk efter kort åbningstid.
Hampprotein
Proteiner som er udvundet af hampfrø. Hampfrø indeholder alle 8 essentielle aminosyrer (dvs. de proteiner, som den menneskelige krop har brug for, men som vi ikke selv kan producere). Hampprotein er biologisk tilgængeligt uden nogen særlig forarbejdning (modsat f.eks. sojaprotein).
Hash
Et harpiksprodukt fra cannabisplanten. Harpiksen udvindes fra planten via håndkraft, maskiner eller filtre og trykkes typisk sammen til plader. Det endelige produkt indeholder typisk harpiks og nogle plantedele. Meget fine hashtyper indeholder (næsten) ingen plantedele. Det aktive stof, THC, sidder i harpiksen.
Hasholie
Det samme som nol
Heks
Slang og det samme som "troldmand" blot med færre hashtyper.
HPS
High Pressure Sodium lampe, på dansk: højtryks natriumlampe. En type avanceret vækstlampe, der især er velegnet til blomstrende cannabis.
Ice Hash
Hash, der er produceret med filtre og isvand. Minder om "ryst", men er lavet lidt anderledes. Se bubble hash.
Indica
En cannabis-sort. Planterne er typisk mere lavstammede, tætte og har brede, mørkegrønne blade og en stor produktion af harpiks. Indica giver ofte en mere beroligende virkning (se Couch Lock) og er generelt den type cannabis, som spås at have flest medicinske anvendelser. En indica rus føles meget mere kropslig.
Joint
Det mest almindelige ord for en hash eller marijuana cigaret.
Kamellort
Slang for dårligt, brunt hash der indeholder så mange blade, at virkningen nærmest svarer til at ryge kamellort. Dårligt hash.
Kloner
Det samme som stiklinger, dvs. en lille gren, der bliver taget fra en moderplante, og som danner sine egne rødder og bliver til en individuel plante. Ved dyrkning bruges kloner ofte til at sikre, at alle planterne er af hunkøn og derfor giver et sinsemilla grow.
LD-50
Den dosis af et stof, hvor 50% af forsøgsdyrene dør.
 
Marijuana
Oprindelig mexicansk slang for cannabis. Indført som begreb i USA i forsøget på at få cannabis gjort forbudt. Er det samme som pot.
MH
Metal Halogen (Metal Halide) lampe. En type avanceret lysstofrør, der bruges til dyrkning.
Metal Halogen
Se MH.
Noia
1. Slang for paranoia eller angst i forbindelse med en hashrus. Der er groft to typer af paranoia under en hashrus.
2. Sativa noia: sativaens rus er mere energisk og hallucinatorisk og kan give en slags "dårligt trip".
3. Indica noia: den kropslige, stenede virkning kan gøre det angstprovokerende, hvis man bliver stresset (f.eks. af at skulle nå noget til en bestemt tid).
Nol
Et udtræk af THC vha. æter, alkohol eller gas. Det er meget stærkt, omkring 50-60%% ren THC (alt efter sort og ekstraktionsmetode). Det kaldes også for hasholie. Før forbuddet mod cannabis blev der solgt tinktur fra apotekerne med en styrke omkring 40%.
Paranoia
Se Noia.
Phillie
Cigarer med parfumeret tobak (f.eks. citrus eller jordbær).
Photoperiod
Se fotoperiode.
Pollen
Pollen er hanblomsternes sæd, der kan befrugte cannabisplantens kvindelige blomster.
Pollen Hash
Pollen Hash er Hollandsk slang for ryst (der ligner støv/pollen), der er presset til hash.
Polm Hash
Det samme som pollen hash. Hollandsk slang.
Pot
1. Topskudene/blomsterne fra cannabisplanten. Ryges normalt eller bruges til madlavning.
2. Dyrkning: bruges i Danmark typisk om de akklimatiserede cannabisplanter, der er i stand til at vokse udendørs og blomstre færdig inden vinter (omkring september til oktober).
Reefer
Amerikansk slang for en joint eller hashcigaret.
Roach
Et simpelt papfilter, der sidder i bunden af en joint.
Ruderalis
Russisk vild eller ukultiveret cannabis, som blomstrer uafhængigt af fotoperioden.
Ryst
Små rene harpikskrystaller, der er produceret ved at ryste tørrede topskud/blade i en spand med et meget fint filter. Det, der drysser gennem filteret, er de fineste harpikskrystaller, som er helt frie for bladmateriale. Disse harpikskrystaller kan presses sammen til meget ren hash. Hvis krystallerne er hvide, kaldes det ofte for "hvid hash", men krystaller med andre farver giver naturligvis varierende farver i det endelige hashprodukt (f.eks. orange, lilla eller blå). Et mellemfint ryst indeholder typisk små bladdele og får en grøn eller brun tone.
Sativa
Sort indenfor cannabis. Planterne er højere og mere juletræsformede og har lysegrønne, tynde blade. Sativarusen er mere energisk, mental og hallucinatorisk.
SOG
Sea of Green - et grønt hav - en indendørs dyrkningsmetode, hvor man avler mange små planter frem og efter kort tid tvinger samtlige planter i blomst ved at udsætte dem for 12 timers mørke og 12 timers lys. Typisk er planterne ret lave og giver typisk kun 1-3 topskud pr. plante. Man gør dette, fordi meget store planter er umulige at have plads til indendørs og fordi en høj plante er næsten umulig at belyse ordentlig med kunstigt lys. Et fladt tæppe af små planter får derimod et jævnt lys og er nemmere at have plads til i et skab eller en kælder.
SCROG
SCReen Of Green - en indendørs dyrkningsmetode i stil med SOG, blot holdes planterne nede af typisk hønsetrådsnet. Metoden er en form for nedbinding, men bare af små planter. Ideen er at de blomsterbærende grene er de eneste, der stikker ud gennem trådnettet, hvilket maksimerer deres adgang til lyset.
Sinsemilla
Ordet betyder bogstaveligt "uden frø" (spansk). Typisk refererer det til dyrkning af medicinsk/rusmiddel cannabis, hvor man fjerner alle hanner for at undgå befrugtning og frødannelse hos hunplanterne. Sådanne jomfruplanter er typisk meget mere THC-holdige end de befrugtede.
Skunk
Slang for cannabisplanter og er i princippet det samme som pot. Skunk er engelsk for stinkdyr, og benævnelsen bruges ofte om cannabisplanter, der dufter meget kraftigt. Ydermere plejer man at bruge ordet skunk om særligt THC-holdige cannabistyper. I Danmark dyrkes skunktyperne altid indendørs, da de ikke kan overleve og blomstre færdig under så nordlige himmelstrøg.
Slask
God hash.
Spliff
Joint. Sommetider brugt om en stor joint.
Stene
1. At være hashberuset.
2. Teknisk set det, at en hashrus er meget fysisk og giver en mere beroligende virkning (frem for en opløftende og energisk rus).
Tinktur
Nol (cannabisekstrakt), der er blandet op i drikkelig alkohol. Disse cannabistinkturer var det populære medicinske produkt på apotekerne.
Troldmand
Slang og ikke 100% konsekvent benævnelse for en ryger bestående af flere hashtyper. Minimum lader til at være en blanding af mindst 2 typer hash, f.eks. sort nepal og rød libanon. Hashen kan blandes med almindeligt tobak eller pot/skunk. Nogle opskrifter på troldmænd kræver 3 typer hash, andre en blanding af tobak, skunk, hash og en streg nol.
THC
TetraHydroCannabinol. Cannabinolerne er navnet på en gruppe af specielle kemiske forbindelser, som findes i cannabis. Nogle af disse THC-typer af psykoaktive, navnligt er virkningen af delta-9-tetrahydrocannabinol bedst kendt. THC binder sig til hjernens G-protein receptorer (også kaldet anandamidreceptorer), som bl.a. bruges til at binde kroppens endogene ("hjemmelavede") stoffer som hedder anandamid.
Tolerance
1. Fair, åben og permissiv indstilling overfor andre værdier og væremåder end ens egne. Udogmatisk opfattelse og måde at forholde sig til andres synspunkter.
2. Se "Tolerans"
Tolerans
Ufølsomhed hos hjernens receptorer, der gør at der skal mere THC til for at opnå en rus. Kaldes sommetider desensitivering eller nedregulering af receptorerne. Optræder hos mennesker, der ryger hash ofte.
Topskud
Cannabis Sativas blomsterstande og de små blade, der stikker ud af dem. Et stykke ind i blomstring er de dækkest af fine harpikskirtler (trichomer). Det er af topskuddene, at man laver pot, marijuana og skunk produkter.
Trichomer
Kirtler, der sidder på cannabisplantens blomsterstande og dennes småblade. Kirtlerne udskiller THC-holdig harpiks. I daglig tale betyder trichomer både kirtlen og den harpiks, som omgiver den. Ryst er trichome-støv. Trichomerne kan opløses af butan gas, alkohol (isopropylalkohol, acetone, ethanol, osv.), hvilket bliver brugt i produktionen af nol.
Trippy
Bruges sommetider i forbindelse med en mere hallucinatorisk og energisk høj. Under tiden om en rus som også har elementer af noia.
Udeskunk
Hybrid mellem dansk akklimatiseret pot og indendørs skunk-typer. Kræver ofte dyrkning i drivhus for at blive færdige.
####################################################
#       Copyright Jesper Kristensen 2006-2008      #
####################################################